Italien – invasion og kapitulation
Beslutningen om at invadere Italien efter erobringen af Sicilien i august 1943 blev fremskyndet af Mussolini-regimets fald den 25. juli. De allierede håbede på et regeringsskifte og på at få Italien ud af krigen, før tyskerne kunne styrke deres indsats i landet. Forhandlingerne med det nye regime under marskal Badoglio gik langsomt. Endelig blev våbenhvilen dog underskrevet i Cassibile den 3.september, men da havde tyskerne allerede formået at øge deres enheder i Italien fra 6 til 18. Det var vigtigt for tyskerne at holde de allierede så langt sydpå som muligt for at undgå etablering af flybaser til brug for bombning af de sydlige dele af Tyskland – og for at gøre det umuligt for dem at bruge Italien som et militaert springbraet til det tysk-besatte Europa. Inden våbenhvilen formelt blev offentliggjort den 8. september, var de allierede allerede begyndt at bevaege sig mod det italienske fastland. Planen var at saette betydelige styrker i land ved Salerno syd for Napoli og derefter bevaege sig hurtigt mod nord for at indtage Napoli og Rom og den italienske »hael og tå« mod syd. Generalløjtnant Mark Clark blev sat i spidsen for den amerikanske 5th Army, som bestod af to korps. De skulle lande på hver side af floden Sele, som har sit udløb i bugten. Før denne operation drog Montgomerys 8th Armystyrker tvaers over Messinastraedet, hvor de gik i land den 3. september uden at møde modstand. Det var lige inden, at våbenhvilen trådte i kraft. Deres endelige mål var at møde de styrker, der blev landsat ved Salerno. Situationen i Italien var kaotisk efter at våbenhvilen blev offentliggjort. Regeringschef Badoglio, kongen og generalstaben flygtede sydpå for at slutte sig til de allierede, og der var ingen ordrer om, hvad den store italienske
3. SEPTEMBER – 1. OKTOBER 1943
haer skulle gøre. Tyske styrker afvaebnede et stort antal italienske soldater, men i nogle tilfaelde satte de sig til modvaerge og blev brutalt behandlet eller skudt på stedet. Omkring 650.000 italienske soldater blev krigsfanger i Tyskland, hvor de udførte tvangsarbejde. Den italienske flåde flygtede til Malta, men blev bombet af det tyske luftvåben, som havde udviklet nye fjernstyrede bomber, og slagskibet »Roma« blev saenket.
Italien blev nu opdelt i to: I syd regerede Badoglio sammen med de allierede, i den nordlige del af landet havde den nye fascistiske »socialrepublik« kontrollen. Sidstnaevnte havde en base i landsbyen Salò ved Gardasøen, og Mussolini var den formelle leder. I realiteten var han marionet for de tyske myndigheder under ledelse af feltmarskal Kesselring. Den 9. september sejlede Clarks styrker til Salerno velvidende om, at de ved landgangen ville møde staerk modstand. En flåde på 627 skibe ankom til kysten og ivaerksatte et kraftigt bombardement af kystområderne. Landstyrkerne fik etableret små brohoveder, men manglende luftstøtte og effektiv modstand fra tyske pansereneheder skabte en kritisk situation
den 12. september, hvor general von Vietinghoff startede en staerk modoffensiv. De allierede begyndte at planlaegge evakuering, men en luftbåren division blev kastet ned, samtidig med at fly og yderligere flådefartøjer intensiverede bombardementerne. Den 16. september begyndte de tyske styrker at traekke sig tilbage. Den 20. september mødte 8th Army lettere modstand og fik etableret permanent kontakt med brohovedet i Salerno. Den tyske styrke trak sig tilbage til en linje nord for Napoli, og havnen blev indtaget af de allierede styrker den 1. oktober. Grundlaget for en lang og bitter kamp i det vanskelige bjergterraen på den italienske halvø var nu lagt.
»Omkring 650.000 italienske soldater blev krigsfanger i Tyskland, hvor de udførte tvangsarbejde«