Slaget ved Nordkap
Slaget om Nordkap fandt sted 2. juledag (26.december) 1943, og det var sidste gang, den britiske flåde angreb et større slagskib. Slaget var et resultat af den britiske regerings beslutning om at genoptage hjaelpekonvojerne til Rusland i november 1943. De var blevet suspenderet i marts 1943 på grund af truslen fra de tyske styrker og manglen på egnede skibe. De to store tyske krigsskibe i de norske farvande, slagskibet Tirpitz og den hurtige slagkrydser Scharnhorst, havde faktisk kun haft ganske få opgaver under det meste af krigen, og Hitler havde besluttet, at de skulle skrottes. Men genoptagelsen af konvojerne mod nord gav admiral Dönitz, chef for den tyske flåde, mod på at beordre et angreb, så Hitler kunne se, at de to store skibe ikke var spild af ressourcer. Den 20. december sejlede en stor konvoj fra Loch Ewe i Skotland mod sovjetiske havne i Barentshavet. En tom konvoj kom den modsatte vej, og de to konvojer skulle mødes i havområdet mellem Bjørneøen og Nordkap. Og den britiske flådechef, admiral Fraser, fik efterretningsrapporter om, at den tyske flåde ville forsøge at ramme konvojerne. Den 23. december stod hans slagskib Duke of York til søs – bevaebnet med 360-millimeter kanoner og eskorteret af en krydser og fire destroyere. I øst lå en gruppe krydsere under ledelse af viceadmiral Robert Burnett, som også kunne bruges til at forsvare konvojen og fastholde eventuelle tyske enheder. Den tyske chef for Scharnhorst, viceadmiral
Bey, var konstitiueret og havde kun erfaring fra destroyere. Han blev opmuntret af Dönitz til at angribe konvojerne. Tyskerne vidste ikke praecist, hvor konvojerne befandt sig – eller hvor staerke de britiske styrker, der måske beskyttede dem, var. Vejret var ekstremt dårligt med kraftige snebyger på åbent hav, og om morgenen juledag havde Bey mistet kontakten med sin efterfølgende styrke og fandt den aldrig igen. I stedet sejlede slagkrydseren videre mod konvojerne alene – og lige ind i den britiske styrke. Kl. 9.30 startede krydseren Norfolk angrebet med at saette Beys radar ud af spil. Det tyske skib sejlede mod nord mod konvojerne.
Angrebet var en total overraskelse for det tyske skib, men Bey stolede på sin overlegne hastighed
26. DECEMBER 1943
og antog, at han ville nå konvojerne før krydserne. Burnett tog imidlertid en kortere rute. Lige efter kl. 12 var der atter kontakt, og angrebet begyndte igen. Denne gang blev de britiske krydsere skadet af det voldsomme bombardement fra Scharnhorst. Bey fandt ud af, at risikoen ved at angribe konvojerne var for stor, og han satte kurs mod basen. Her sejlede han lige i ind i Frasers styrke, der lå mellem det tyske skib og den norske kyst. Bey var uvidende om denne faelde, indtil en salve fra Duke of York ramte Scharnhorst kl. 16.48. Det britiske slagskib affyrede 52 salver og skadede maskinrummet på det tyske skib, så det kun kunne sejle 8-10 knob. De andre britiske skibe satte nu nådestødet ind, men der måtte 11 torpedoer til, før det tyske skib sank kl. 19.45. Naesten hele mandskabet på 2.000 maend døde. Kun 36 blev reddet.
Slagskibet Tirpitz holdt sig i de norske farvande, men efter 22 luftangreb blev det endeligt saenket den 12. november 1944.
»Den britiske flådechef, admiral Fraser, fik efterretningsrapporter om, at den tyske flåde ville forsøge at ramme konvojerne«