Den hemmelige krig: spioner, koder og falsk information
Den hemmelige krig med spionage, falsk information og koder spillede en vigtig rolle for, hvordan krigen udviklede sig. Der var to hovedformål med den hemmelige krig: at hemmeligholde strategiske og operationelle planer og finde ud af alt om fjendens styrker og svagheder. Lejlighedsvis var der mulighed for at narre fjenden med falske planer og få fjenden til at afsløre sine hensigter. Den mest glamourøse aktivitet, som på mange måder var den mindst succesfulde, var spionage. De fleste spioner blev taget, hvis de opererede i fjendens område, og i mange tilfaelde blev de hvervet som dobbeltagenter. Storbritannien havde en saerskilt organisation for dobbeltspioner, som blev oprettet i september 1940. Det lykkedes at omvende adskillige tyske spioner og få dem til at sende vildledende oplysninger hjem. Naesten alle tyske spioner blev taget, men det samme gjaldt de britiske spioner i det besatte Europa. De mest succesfulde spioner var sovjetiske, og de udspionerede både tyskerne og de allierede. Den kommunistiske spionring »Red Orchestra« havde base i Görings luftfartsministerium i Berlin, indtil den blev afsløret i 1942, mens sovjetiske spioner i Storbritannien og USA formåede at skjule sig i årevis. Femkløveret,
»The Cambridge Five« arbejdede lige i hjertet af de britiske efterretningstjenester MI6 og
MI5, og derfra kunne de regelmaessigt fodre det hemmelige sovjetiske politi (NKVD) med oplysninger. Under Stillehavskrigen havde de allierede kun begraenset spionvirksomhed, men japanske spionnetvaerk på Hawaii og i USA sendte oplysninger før Pearl Harbor – blot lidt for sent. Spionage var en risikabel og upålidelig metode til at indhente oplysninger. Man havde da også større forventninger til vaerdien af et bryde fjendens koder. Dette blev gjort regelmaessigt på de fleste områder, men det var vigtigt at skjule,
at man kunne bryde koderne. De allierede var bemaerkelsesvaerdigt gode til at knaekke koder – og skjule det. Den tyske kodemaskine Enigma, som tyskerne mente var umulig at afkode, blev første gang »knaekket« i 1940. Selv om oplysningerne i starten ikke var fuldstaendige, så kunne man mod slutningen af krigen laese de hemmelige informationer hurtigt og rutinemaessigt. Indsatsen for at skjule, at de allierede kunne laese den hemmelige kommunikation, var en stor operation i sig selv.
Det tredje element i den hemmelige krig var falsk information, og det var måske det vigtigste, for det kunne påvirke en hel operation. Og det var noget, de allierede havde stor succes med. Sovjet udsendte falske oplysninger før Operation Uranus i november 1942 og »Bagration« i sommeren 1944. De hurtige sejre kom i begge tilfaelde, fordi Aksemagterne ikke var forberedt på grund af vildledning. Det mest berømte eksempel på falsk information var »Operation Fortitude« forud for D-dag. Her blev en hel kampgruppe (FUSAG) etableret i det sydlige England med falske, oppustede tanks og lejre for at overbevise Hitler om, at et angreb ville komme over den smalleste del af den engelske kanal. Samtidig gav man også tysk efterretningstjeneste en falsk kampordre gennem dobbeltagenter i Storbritannien og USA. Alt sammen var så realistisk, at Hitler beordrede store styrker til at blive i Pas-decalais, selv om der var et desperat behov for hjaelp ved den »aegte« invasion i Normandiet. Briterne var dygtige til at planlaegge falske aktioner, men også afhaengige af en godtroende fjende. De tyske vaebnede styrker var ikke saerligt interesserede i dette spil og blev derfor et let bytte for britisk opfindsomhed. I det hele taget brugte tyskerne efterretningstjenesten i langt mindre omfang end de allierede.
»Det lykkedes at omvende adskillige tyske spioner og få dem til at sende vildledende oplysninger hjem«