D-dag
Invasionen af Normandiet den 6. juni 1944 var kulminationen på flere års strategiske overvejelser, omhyggelig planlaegning og enorme diskussioner mellem de to vestlige allierede Storbritannien og USA. Efter opbygningen af de amerikanske styrker i Storbritannien ville den amerikanske militaere chef, general Marshall, gennemføre »Operation Roundup« over kanalen i foråret 1943. Britiske ledere var ikke saerligt interesserede, for invasionen af både Nordafrika (1942) og Sicilien (1943) gjorde det naesten umuligt at gennemføre en omfattende nordeuropaeisk operation. I foråret 1943 etablerede den britiske generalløjtnant Frederick Morgan en planlaegningsenhed, som primaert skulle forberede en mulig invasion i maj 1944. I løbet af 1943 udvikledes en plan for at invadere i Normandiet, og allerede under Quebec-konferencen i august 1943 blev det aftalt at gennemføre »Operation Overlord«. Britiske ledere var ikke overbeviste, og i løbet af vinteren 1943-1944 fremlagde de en anden strategi: De ville invadere via Middelhavet snarere end at tage en direkte konfrontation med de tyske styrker i Frankrig. Men planlaegning og forberedelse tog fart efter Quebec. General Eisenhower blev udnaevnt til øverstkommanderende for »Overlord«, mens General Bernard Montgomery blev haerchef i marken. Begge indså tidligt, at den oprindelige plan, hvor man ville angribe med en smal front med kun en håndfuld divisioner, ikke var tilstraekkelig. Den endelige plan bestod af et meget bredere angreb med 5 divisioner på 5 forskellige strande, før en styrke på 37 nye divisioner skulle rykke frem og besejre de tyske styrker. Den 1. februar bestemte ledelsen, at 31. maj skulle vaere D-dag med den 5., 6. og 7. juni som mulige alternativer, hvis vejret skulle vise sig at vaere dårligt. Problemet med ilandsaetning af materiel skulle løses ved hjaelp af kunstige havne – eller »mulberries«, som de blev kaldt. D-dagens flådeoperationer blev organiseret af admiral Ramsay fra Royal Navy. Operationen blev kaldt »Neptune« og skulle bringe 7.000 krigsskibe, landgangsfartøjer og mindre både til Frankrigs kyst. For at modstå den allierede invasion havde tyskerne bygget komplekse forsvarsanlaeg langs hele kysten – kendt som Atlantvolden. Feltmarskal Rommel fik kommandoen, men hans ide om, at tyskerne skulle forsvare sig direkte langs strandene, var i strid med hans overordnede, feltmarskal von Rundstedts, opfattelse. Han ønskede, at de mobile styrker skulle holdes tilbage fra kysten for senere at blive sat ind i et dødbringende modangreb. Men Hitler havde en tredje opfattelse og fordelte de tyske
tropper jaevnt over området, hvilket betød, at man ikke havde en helt klar forsvarsstrategi. I juni 1944 var der i alt 58 forskellige divisioner spredt over hele Frankrig. Rommel forventede en invasion ved Pas-de-calais i nordøst og et afledningsangreb i Normandiet. Derfor var der kun var 14 divisioner i general Dollmans 7. armé i Normandiet i juni
1944 mod 20 divisioner omkring Calais. En stor del af forvirringen skyldtes misinformationer, som tyskerne plantede via dobbeltagenter. De fleste af de tyske strateger, herunder Hitler selv, forventede nu, at det allierede angreb ville vaere kraftigst, hvor kanalen var smallest, nemlig ved Calais.
Da de allierede styrker endelig satte kursen mod Normandiet, blev det tyske forsvar naesten taget på sengen. Efter måneders planlaegning blev datoen for D-dagen sat til 5. juni. Amerikanernes 1. armé under ledelse af generalløjtnant Omar Bradley skulle angribe to strande under kodenavnene »Omaha« og »Utah«, mens briternes 2. armé under generalløjtnant Miles Dempsey skulle angribe strandene »Juno«, »Gold« og »Sword«. Dårlige vejrforhold udsatte operationen til 6. juni. Den begyndte med en brutal bombning fra 2.856 tunge bombefly, flådeartilleri og bølger af jagerfly. Det massive luftangreb sikrede Storbritannien en let sejr, og den tyske modstand var begraenset. Amerikanske styrker havde tilsvarende succes med »Utah«. De mødte let modstand og kaempede sig 10 kilometer ind i landet med kun 197 døde. Ved »Omaha« var der langt hårdere kampe, primaert fordi de første bombardementer havde gjort mindre skade, men også fordi de stejle klippevaegge i området gjorde det vanskeligt at komme hurtigt frem. Stranden blev holdt, men det kostede store tab. I løbet af dagen landede i alt 132.000 maend i Normandiet, mens cirka 10.300 soldater måtte betale med deres liv.
»Problemet med ilandsaetning af materiel skulle løses ved hjaelp af kunstige havne – eller »mulberries«, som de blev kaldt«