Operation Bagration
22. JUNI – 19. AUGUST 1944
Operationerne i Ukraine i 1943 og tidligt i 1944 havde haft stor effekt på de tyske styrker. Haergruppen Mitte udgjorde en af de største koncentrationer af tyske soldater, og under feltmarksal Busch var den samlet omkring den hviderussiske hovedstad Minsk. Indsatsen mod denne haergruppe blev den vigtigste Sovjetprioritet i sommeren 1944. Planerne for angrebet blev udarbejdet i stor hemmelighed mellem marts og maj, og med Stalins godkendelse blev en serie på fem hurtige offensiver planlagt: et angreb fra den nordlige side af fronten mod Finland (for at narre tyskerne) efterfulgt af to offensiver mod Minsk. Endvidere skulle marskal Ivan Konevs tropper marchere mod den polske by Lviv, og det femte angreb skulle rettes imod de rumaenske oliefelter. For at vildlede tyskerne, som forventede yderligere angreb i syd, indledtes en falsk operation med fingerede kampvogne, baser og et simuleret luftvaernssystem på den sydlige ukrainske del af fronten. Chefen for den tyske efterretningstjeneste, general Gehlen, fortalte Haergruppe Mitte, at den kunne forvente en »stille sommer«. Og som et resultat af den sovjetiske vildledning frygtede tyskerne ikke en offensiv. Dertil var de sovjetiske styrker for spredt – tilsyneladende! Stalin vidste, at sommerens offensiv – som han gav kodenavnet »Bagration« efter en georgisk krigshelt fra slaget mod Napoleon – ville falde sammen med invasionen i Frankrig og give tyskerne store problemer. Hovedangrebet blev planlagt til den 19.-20. juni, men problemer med tanks betød udsaettelse til den 22. juni. Den første offensiv begyndte den 10. juni og skulle distrahere det tyske forsvar. I løbet af natten mellem den 19. og 20. juni begyndte russiske partisaner systematisk at ødelaegge tyske transport- og forsyningslinjer, og to dage senere gik det sovjetiske luftvåben i gang med brutale bombardementer af tyske stillinger og luftbaser i
Hviderusland. Den 22. juni blev det store angreb indledt med 2,4 millioner maend, 31.000 våben, 5.200 tanks og panservogne og 5.300 fly. På den anden side stod tyskerne med 1,2 millioner maend, 9.500 våben, 900 tanks og 1.350 fly langs den centrale og nordlige front. Overraskelseselementet var enormt. Angrebet mod Minsk blev anført af specielle tanks, der kunne pløje sig igennem minefelterne, og skarpt lys blev brugt til at blaende fjenden. Den 24. juni begyndte marskal Rokossovskys haergruppe sit fremstød – den havde holdt sig skjult og skulle nu omringe tyskerne fra syd. Den tyske front kollapsede på en uge, og tre arméer blev naesten knust. Den 28. juni blev Busch erstattet af feltmarskal Walter Model, men Minsk blev erobret den 4. juli, og de resterende tyske tropper i området blev hurtigt overrumplet af Den Røde Haer. Kontrasten til den langsomme fremgang på den vestlige front i Normandiet var stor. Offensiven fortsatte i de kommende uger: En sovjetisk haergruppe marcherede mod Warszawa, to andre mod nord mod de baltiske lande og Østpreussen. De tyske haerstyrker mod syd kunne ikke laengere forsvare sig og måtte give op. Brest-litovsk faldt den 26. juli, mens Lviv blev indtaget den følgende dag. Den 29. august – efter to måneders uafbrudte kampe – havde Den Røde Haer effektivt fjernet tyskerne fra Hviderusland, det sydlige Polen og store dele af de baltiske lande. Undervejs havde de taget 200.000 fanger. De sovjetiske tab – døde, savnede og krigsfanger – var på omkring 179.000, mens tyskerne havde mistet ikke faerre end 589.000 soldater mellem juni og august. Den 17. juli blev tyske krigsfanger, herunder 19 generaler, ført gennem Moskvas gader. »Bagration« var det største nederlag, som nogensinde var blevet påført tyske styrker.
»Kontrasten til den langsomme fremgang på den vestlige front i Normandiet var stor«