Juli-attentatet – kuppet, der slog fejl
20. JULI 1944
Hitler var i en usaedvanlig situation blandt lederne af de krigsførende lande, fordi han var den eneste, der regelmaessigt blev udsat for mordforsøg fra sine egne. Så tidligt som i 1938 overvejede en gruppe fremtraedende generaler, herunder den tidligere stabschef for haeren, Ludwig Beck, at kuppe Hitler for at undgå krig. München-aftalen stoppede midlertidigt planerne, som blev svaekket yderligere af regimets popularitet. Under invasionen af Sovjetunionen undersøgte en gruppe sammensvorne mulighederne for tage livet af deres leder og overtage statsmagten. Det viste sig imidlertid at vaere langt mere kompliceret, end de formentlig havde forestillet sig. Hitler havde et stort sikkerhedsopbud, men flere af modstanderne var dog ofte taet på føreren. I marts 1943 placerede general Henning von Tresckow, en af sammensvaergelsens ledere, en tidsindstillet bombe på Hitlers fly, men den sprang ikke. En anden plan var at draebe Hitler, mens han tjekkede nye uniformer, men føreren dukkede aldrig op. I juli 1944 meldte den unge oberst von Stauffenberg sig frivilligt til at bringe en bombe med til Hitlers møder i hovedkvarteret »Ulveskansen« i byen Rastenburg i Østpreussen. To gange i løbet af juli ankom han med en bombe i sin mappe, men første gang forlod Hitler hovedkvarteret tidligere end forventet, mens Himmler og Göring (som også var mål for angrebet) slet ikke var til stede. Den 20. juli 1944 var »Operation Valkyrie« taet på at lykkes. De sammensvorne havde udarbejdet en plan, som skulle traede i kraft, når Hitler var død. Så snart rygterne begyndte at sprede sig i Berlin og andre nøgleområder, skulle oprørerne overtage vigtige bygninger og anholde partimedlemmer. Stauffenberg ankom til Ulveskansen og aktiverede en af to bomber i sin mappe, inden han satte den så taet på
Hitler som muligt. Efter et par minutter forlod Stauffenberg rummet og undskyldte sig med, at han skulle telefonere. Han og hans rådgiver så bomben gå af og var overbeviste om, at Hitler var død, da de forlod stedet. Føreren overlevede kun, fordi en anden officer havde flyttet tasken laengere ind under det store egetraesbord. Stauffenberg drog til Berlin, hvor kuppet skulle fuldføres, men senere på dagen blev det klart, at Hitler havde overlevet, og Stauffenberg og andre officerer blev anholdt af general Erich Fromm. De blev hurtigt anklaget, dømt og skudt i gården til det tyske forsvarsministerium om morgenen den 21. juli. Hitler tog en grusom haevn
over de implicerede. Gestapo havde allerede en stor maengde oplysninger om de militaere sammensvorne, og i løbet af de naeste par uger blev hundreder af fremtraedende tyske soldater og officerer arresteret. Mange blev tortureret, indtil de angav andre. Blandt de dømte var nogle af de mest prominente navne i den tyske haer: general Franz Halder, haerens tidligere stabschef, feltmarskal von Witzleben og admiral Wilhelm Canaris, chef for den tyske efterretningstjeneste. Tre mistaenkte, general von Tresckow, feltmarskal Khales von Kluge og Rommel, begik selvmord. De første sager blev afviklet den 7.-8.august 1944, og i alt 200 personer blev henrettet. Omkring 5.000 blev anholdt, og mange af dem blev myrdet i lejre i slutningen af krigen. Formålet var at slå hårdt ned på enhver, der ville undergrave den tyske krigsindsats.
»Under invasionen af Sovjetunionen undersøgte en gruppe sammensvorne mulighederne for at tage livet af deres leder og overtage statsmagten«