Warszawa-opstanden
1. AUGUST – 2O. OKTOBER 1944
Efterhånden som Den Røde Haer kom naermere og naermere Polen i 1944, blev den polske undergrundshaer atter aktiv.
Den blev organiseret i 1940 og fik navnet Armia Krajowa (hjemmehaeren) i 1942. Nu planlagde den en massiv operation for at forstyrre de tyske forsyningslinjer under tilbagetraekningen. Operationen startede i januar 1944, da polske partisaner udførte et systematisk angreb på tyske kommunikationsposter. Aktionen var også en del af et forsøg fra den polske regering (som var i eksil i London) på at sikre, at ikke alene Sovjetunionen, men også Polen deltog i befrielsen. Den politiske situation var en af hovedårsagerne til beslutningen. Den polske eksilregering i
London konkurrerede med en kommunistisk organisation i Moskva – Unionen af Polske Patrioter (etableret i marts 1943) – som havde dannet en kommunistisk styrke, der skulle kaempe sammen med de sovjetiske tropper. Oberstløjtnant Zygmunt Berling ledte gruppen. Moskva havde gode forbindelser til det kommunistiske parti i Polen og en prosovjetisk modstandsbevaegelse. Stalin bemyndigede i 1944 disse grupper til at etablere Lublin-komiteen, som var en alternativ regering, klar til at overtage magten fra eksilregeringen i London. Marshal Rokossovskys haergruppe nåede Wisla-floden ved Warszawa i juli. Den 1. august 1944 beordrede general Komorowski, kommandant for hjemmehaeren, sine styrker til at erobre hovedstaden Warszawa, før Den Røde Haer ankom. Omkring 37.000 polakker deltog. De var dårligt udrustede, men formåede at erobre store dele af boligområderne i byen. De tyske kommunikationsposter fik de imidlertid ikke ødelagt, og broerne over floden klarede de heller ikke at erobre. Tyskerne besluttede straks at slå opstanden ned. De angreb de sovjetiske styrker, så de ikke kunne krydse floden og støtte polakkerne. Samtidig organiserede Heinrich Himmler, lederen af SS, 21.300 soldater og sikkerhedsstyrker under
den berygtede Ss-kommandør Erich von dem Bach-zalewski til at standse opstanden. Himmler beordrede massakrer på civile, og i løbet af de første par dage blev 40.000 draebt. Bach-zalewski brugte to af de mest blodtørstige enheder, han kunne få: Dirlewanger-brigaden, som bestod af brutale eksfanger, og Kaminsky-brigaden, hvis medlemmer var sovjetiske afhoppere. Sidstnaevnte begik så mange grusomheder, at det blev for meget selv for SS. Og Kaminsky blev derfor skudt på Himmlers ordre. Den 25. august startede de tyske styrker en massiv offensiv for at tilbageerobre de bydele, som polakkerne havde indtaget, og der blev kaempet fra gade til gade. I slutningen af september kontrollerede hjemmehaeren kun små dele af det centrale Warszawa, og for at undgå mere lidelse, indgik Komorowski den 1. oktober en aftale om overgivelse. Under opstandelsen havde de vestlige allierede forsøgt at nedkaste forsyninger fra luften, men den polske hovedstad lå for langt vaek, og Sovjetunionen var ikke villig til at lade britiske og amerikanske fly lande på deres baser. Den 13. september forsøgte sovjetiske fly at sende forsyninger, som imidlertid ofte endte i tyske haender. Stalin så det som en fordel, at den antikommunistiske hjemmehaer var blevet knust, men det er stadig uklart, om Den Røde Haer rent faktisk kunne have hjulpet, hvis den havde ønsket det. Den havde vaeret gennem hårde kampe i Hviderusland, og det var ikke nogen nem opgave at krydse Wisla med store styrker. For Warszawa var sammenbruddet en katastrofe. Det anslås, at omkring 250.000 civile døde, og de tilbagevaerende civile blev tvunget til at forlade byen i oktober 1944. Tyskerne ødelagde herefter bykvarterer stykke for stykke. Da Warszawa omsider blev indtaget af Den Røde Haer i begyndelsen af 1945, blev Lublinkomitéen indsat som den første provisoriske regering i efterkrigstidens Polen.
»Moskva havde gode forbindelser til det kommunistiske parti i Polen og en prosovjetisk modstandsbevaegelse«