Vichystyrets fald – Operation Dragoon
14. AUGUST – 14. SEPTEMBER 1944
Da planerne for Operation Overlord blev udarbejdet i 1943, havde haercheferne bestemt, at en mindre landgang med kodenavnet »Operation Anvil« skulle finde sted i det sydlige Frankrig. Beslutningen blev taget under Cairo-konferencen i november 1943, men i løbet af de første måneder af 1944 insisterede Eisenhower på, at »Anvil« skulle udsaettes for at sikre, at der var nok maend og skibe under D-dag. De allierede kommandanter i Italien var imod ideen om at tage ressourcer fra det italienske felttog, der allerede var truet af stagnation. Kun Roosevelt holdt hovedet koldt. Han insisterede – trods Churchills ønske om et alternativt angreb gennem Østrig – på, at planerne skulle gennemføres, som de var. Herefter blev planen om invasionen i Normandiet gennemført i juni, mens landgangen i Sydfrankrig skete den 15. august. Med den britiske general Henry Maitland Wilson, øverstkommanderende i Middelhavet, amerikanernes 7. armé under generalløjtnant Alexander Patch og den franske haer B under general de Lattre de Tassigny blev missionen sat i gang.
Og i ryggen havde man store luft- og flådestyrker. På tyskernes side var der 10 divisioner fra general Blaskowitzs 19. armé, men de fleste af dem var ikke naer kystområdet. Og for at gøre situationen vaerre var kun én af divisionerne en førsteklassesenhed. Landgangen den 15. august 1944 mødte kun svag modstand. Faktisk begyndte tyskerne hurtigt at traekke sig tilbage, da udsigterne til et effektivt forsvar var ringe. Franske styrker indtog Toulon og Marseille den 28. august, mens andre enheder, ledet af generalmajor Lucian Truscott, jagede de flygtende fjender gennem Rhône-dalen i det sydlige Frankrig. De havde sat kurs mod Alsace-lorraine. Derefter gik det hurtigt for de allierede. Den 3. september blev Lyon befriet, og kun syv dage senere havde styrkerne nået byen Dijon. Her mødte Patch haerenheder fra general Pattons amerikanske styrker, der var kommet fra nordvest. Faktisk var store dele af regionen på dette tidspunkt allerede befriet takket vaere den franske modstandsbevaegelse. Blaskowitz formåede dog at undgå en dødelig faelde, og de tyske styrker nåede Voges-regionen. Den 15. september blev de sydlige haerstyrker samlet under Eisenhowers kommando, hvorved de dannede 6. haergruppe. Deres mission: at komme ind i Tyskland. Felttoget havde hidtil kostet 4.000 franske og
2.700 amerikanske soldater, mens mere end 57.000 tyskere var blevet taget til fange. Eisenhowers styrker kontrollerede nu den store havn i Marseille, som kunne bruges til at modtage forsyninger og soldater
til naeste fase af kampen: angrebet på selve Tyskland. Invasionen af det sydlige Frankrig betød Vichystyrets fald. I sommeren 1944 bestod størstedelen af regimet af franske fascister (der støttede tyskernes kamp) ledet af Pierre Laval. Den 19. august afgik lederen af Vichystyret, marskal Pétain. Tyske styrker førte ham til Belfort og siden til Sigmaringen i det sydlige Tyskland. I april 1945 fik Pétain lov til at rejse til Schweiz, men han vendte frivilligt tilbage til Frankrig. Her blev han dømt til døden (senere aendret til faengsel på livstid ). Laval fulgte Pétain til Belfort og Sigmaringen med resterne af Vichy-regeringen, men blev anholdt i juli 1945. Han blev dømt til døden for forraederi og henrettet. Styret i Frankrig var nu overtaget af general de Gaulles befrielseskomité, som blev den egentlige regering i landet. Den tredje republik, der var blevet erstattet af Vichystyret i 1940, blev ikke genetableret. I stedet enedes man i 1946 om en ny forfatning, der grundlagde den fjerde republik.
»Felttoget havde hidtil kostet 4.000 franske og 2.700 amerikanske soldater, mens mere end 57.000 tyskere var blevet taget til fange«