Iwo Jima
19. FEBRUAR – 26. MARTS 1945
De amerikanske styrker naermede sig de japanske øer i 1944, og nu skulle der traeffes et valg: Skulle de invadere Formosa (Taiwan), eller ville det vaere mere hensigtsmaessigt at styre mod en af de mange andre øer, der var taettere på Japan? Formosaplanen blev endeligt droppet i oktober, og i stedet valgte amerikanerne at fokusere deres angreb på Bonin- og Ryukyu-øerne. Den 3. oktober 1944 skulle admiral Nimitz vaelge en ø, hvor flyene kunne mellemlande på vej til og fra bombetogter mod de japanske hovedøer. Valget faldt på Iwo Jima, en 8 kilometer lang vulkansk ø. Afstanden til den sydlige del af Tokyo (hvor Japans flybaser lå) var 1.060 kilometer. Den japanske overkommando gaettede på, at amerikanerne ville forsøge at finde baser taettere på de japanske hovedøer, og de lokale garnisoner blev forstaerket. På Iwo Jima havde generalløjtnant Tadamichi Kuribayashi 22.000 tropper, som var klar til kamp. Den japanske plan her (som de fleste andre steder) handlede om at lade amerikanerne gå i land og derefter bekaempe dem i en brutal udholdenhedskamp. De tidligere 72 dages bombardement i området havde kun i ringe grad svaekket den japanske kampånd. Invasionsstyrken bestod af 4. og 5. division af general Harry Schmidts amfibiekorps samt en reserveafdeling bestående af 60.000 flådesoldater. Endvidere var 800 krigsskibe involveret i angrebet. Invasionen måtte udskydes flere gange, fordi det tog så lang tid at erobre Filippinerne, men den 19. februar landede flådens soldater omsider. Den tykke vulkanske aske og de stejle kyster gjorde fremrykningen svaer og langsom, og efter 20 minutter blev de amerikanske styrker overrasket af japanske angreb på flankerne. Som følge heraf døde over 500 soldater den første dag. Ikke desto mindre havde de første soldater formået at etablere et brohoved, som snart bestod af 30.000 maend. De fleste af Kuribayashis styrker skjulte sig i defensive linjer laengere inde på øen, hvor de havde anlagt grøfter og underjordiske
skjulesteder.den første startbane blev erobret den 20. februar, og Mount Suribachi blev indtaget fire dage senere. Den 27. februar var de andre startbaner også under amerikansk kontrol, men det tog en måned, før øen var helt sikret. Og det skyldtes den indaedte modstand. Amerikanerne måtte kaempe meter for meter mod japanere, der skjulte sig i grøfter og huler og hellere ville kaste sig direkte ind i fjendens ild end overgive sig. Mange af forsvarsstillingerne måtte overvindes ved brug af flammekastere og spraengstoffer. Det store amerikanske angrebstryk fra havet, luften og på jorden var dog for meget, og japanerne blev drevet tilbage til Kitano Point. Her blev det sidste slag – kaldet »Bloody Gorge« – udkaempet. Kampene varede i ti dage og sluttede med et sidste desperat japansk »selvmordsangreb«. Selv om øen var nogenlunde under amerikansk kontrol fra den 26. marts, døde yderligere 2.409 japanske soldater i perioden frem til juni. De resterende måtte kaempe til sidste mand. Det japanske tab blev opgjort til 23.300 maend, og naesten ingen fanger blev taget. På den anden side var tabet i alt 5.931 soldater, mens 17.372 blev såret (over en tredjedel af den oprindelige angrebsstyrke).
Luftvåbenet begyndte at operere fra Iwo Jima, inden øen var under fuld kontrol. Det første B-29 »Superfortress«-bombefly landede på øen den 4. marts. I alt blev der foretaget 2.251 starter og landinger på vej til og fra Japan. Operationen havde kostet en masse menneskeliv, men omsider var luftvejen til Japan sikret – og den afgørende bombning af Japan kunne begynde.
»Den tykke vulkanske aske og de stejle kyster gjorde fremrykningen svaer og langsom«