“Det føles som at tage overfrakken af”

Deltidspensions livet blev skudt i gang med knap en måned lang vandretur til Spanien. I dag går Dorrit Christensen i gennemsnit 7 km om dagen.

Et aktivt liv har Dorrit Christensen altid haft, men vandring kan alligevel noget særligt, synes hun. Når hun er på ture såvel ude i verden som i sin egen by, oplever hun, at sanserne skærpes. “Når først du er inde i dit trav, så kan du på et tidspunkt mærke, at nu går du bare. Når kroppen er i gang på den måde, så er man 100 procent til stede i nuet.” 72-årige Dorrit Christensen skal lige tale sig varm, før hun kommer frem til kernen i, hvad det særlige ved at vandre er for hende. For vandring kan et eller andet magisk til sammenligning med fx cykling, løb og almindelige kortere gåture. De former for aktiviteter har hun haft masser af i sit liv, men det var først, da hun blev deltidspensioneret for ti år siden, at hun fik øjnene op for det at vandre. Der skulle noget nyt til for at bryde med et krævende lederjob, hvor telefonen kunne ringe når som helst.

Opsøger roen

“Da jeg fik mere fritid, besluttede jeg mig for at bruge den på vandreture. Jeg gav mig selv den udfordring at gå Caminoen (pilgrimsrute i Spanien, red.) i 3-4 uger,” fortæller Dorrit Christensen. Det var altså gennem det spanske landskab ad støvede stier, hun første gang mærkede effekten af vandring: “Det var fantastisk! Jeg blev vældig tændt af det. Det særlige var roen i det. Det var den måde, jeg lige så stille og roligt kunne opleve omgivelserne på, der fængede mig,” forklarer hun. For når kroppen tager over som en maskine, og fødderne går af sig selv, så man ikke længere skal bruge opmærksomhed på selve bevægelsen eller retningen, frigiver det energi. Energi til at lægge mærke til selv de mindste detaljer i omgivelserne og til at lade tankerne få frit løb. “Især på de lange ture oplever jeg omgivelserne på en ny og mere nærværende måde. Det føles som at tage overfrakken af og ufiltreret tage imod de tanker og indtryk, som kommer til mig, når jeg går,” siger Dorrit Christensen.

Vandrer med andre

Så snart vablerne på fødderne var væk, stod det klart, at hun helt sikkert skulle tilbage i støvlerne. Hurtigst muligt. “Jeg ville gerne holde formen ved lige, og så fik jeg øje på Dansk Vandrelaug. Hvis jeg ville vandre, ville det være godt med et fællesskab at gøre det i.” Det viste sig at være en god idé, for siden er det blevet en stor del af hendes liv at opleve naturen og byen tæt på, alt imens både bentøj og mundtøj bliver luftet. I dag er hun sågar blevet turleder for andre: “Jeg får lyst til at undersøge de ting, jeg ser, hvad end det er en fugleart eller en bygning, og de anekdoter fortæller jeg nu videre til andre,” slutter hun.