God kemi med den rigtige træner
Hele sit liv havde Lise gemt sin krop væk i stort tøj. Trods flere forsøg på at komme i form var det aldrig rigtigt lykkedes. I en alder af 63 år var Lise parat til at kaste håndklædet i ringen – lige indtil hun mødte den helt rigtige træner.
Jeg var lige flyttet fra en lejlighed i stueetagen til en på 1. sal, da det gik op for mig, hvor galt det stod til. Det var anstrengende bare at gå de ekstra trin op, og jeg tog tre forskellige slags blodtryksmedicin på det tidspunkt. Generelt var jeg bare ked af det, jeg så i spejlet. Igennem hele mit liv har jeg prøvet mange forskellige trænere, men aldrig rigtigt klikket med nogen. Så da jeg var i starten af 60’erne, tænkte jeg, at det var for sent at lære at træne. Lige indtil jeg en dag faldt over en personlige træner på Facebook, der boede i nærheden af mig. Hun endte med at kickstarte en kæmpe livsstilsændring og hjalp mig med at smide 25 kilo. En af de ting, der virkede så godt, var, at hun insisterede på at mødes til en indledende samtale, så jeg kunne mærke efter, om det ville fungere. Og da det gik op for mig, at jeg ikke var klar til at starte lige med det samme, var hun helt med på at vente tre måneder, til jeg var længere i min proces. Efter tre måneder skrev hun så til mig for at fortælle, at hun glædede sig til at få mig i gang. Det gav lige det skub, jeg havde brug for. At der var én udefra, der fulgte op på mig og tog hånd om mig. Første gang vi mødtes, kunne jeg også mærke, at hun ikke havde fordomme om mit udseende eller min alder. Hun troede på, at jeg sagtens kunne rykke mig. Det gjorde, at jeg også selv troede på det. Ud over at lægge et træningsprogram for mig hjalp hun mig også med at få helt nye kostvaner. Jeg skulle bl.a. dokumentere alt, hvad jeg spiste, og sende det til hende. Så kunne hun fx fortælle, om der var noget, jeg manglede i min kost. Det gjorde, at jeg følte mig i trygge hænder. I løbet af 10 måneder tabte jeg 20 kilo, og pludselig kunne jeg se muskler på armene. Jeg tager heller ikke blodtrykspiller længere. Nu når jeg hører folk på 60 sige, at det er for sent for dem at komme i gang, så ryster jeg bare på hovedet.