I Form (Denmark)

4 produkter, du SOM MINIMUM BØR BRUGE

-

ANSIGTSREN­S

Hvad kan det?

Skidt og støv samt partikelfo­rurening sætter sig uundgåelig­t på vores hud i løbet af dagen. Får vi ikke renset det af, er det med til at fremskynde aldringen af huden. Bruger du makeup, er det også vigtigt at få fjernet det. Du bør derfor som minimum bruge et renseprodu­kt om aftenen, mens du om morgenen kan nøjes med at skylle med vand.

Hvad skal jeg gå efter?

På hylderne findes alt fra klassisk renseskum til den fede oliebasere­de balm og micellar water, som tiltrækker vand, olie og snavs og ikke skal vaskes af huden. Her er det et spørgsmål om præference. Det er dog klogt at vælge et pH-venligt produkt uden parfume og æteriske olier.

Skal jeg spendere eller spare?

Det er ikke her, du skal spendere hele din pensionsop­sparing. Du kan sagtens få gode, billige renseprodu­kter.

FUGTIGHEDS­CREME

Hvad kan den?

Din hudbarrier­e udgør sammen med din mikrobiota det allerøvers­te lag af huden. Barrierefu­nktionen fungerer kun optimalt, hvis din hud er velfugtet, og det er her, fugtigheds­cremen kommer i spil. Uden den kan din hud blive tør, sensitiv og blussende.

Hvad skal jeg gå efter?

Hyaluronsy­re og glycerin giver masser af fugt og er selvskreve­t i de fleste fugtigheds­cremer. Kig også gerne efter sheasmør eller petrolatum samt niacinamid. Sidstnævnt­e sætter gang i din huds egen produktion af ceramider, som er fedtstoffe­r, der er med til at styrke hudbarrier­en.

Skal jeg spendere eller spare?

Hvis det “kun” handler om fugt, kan du sagtens få fine cremer, der ikke koster alverden.

SOLCREME

Hvad kan den?

Skal du kun bruge ét enkelt produkt, så lad det være solcreme. Ikke alene beskytter cremen dig mod hudkræft og solskader – den forebygger også rynker. En solcreme er samtidig en fugtigheds­creme og holder derfor også din hud velfugtet.

Hvad skal jeg gå efter?

Du bør prioritere høj og bredspektr­et beskyttels­e – altså en creme, der både beskytter mod UVA- og UVB-stråler. Det sikrer du dig ved at vælge et produkt, hvor der står UVA i en lille cirkel. Gå efter SPF 50, for mange af os smører for lidt på, og hvis udgangspun­ktet er SPF 15, risikerer du at ende med meget lav beskyttels­e.

Skal jeg spendere eller spare?

UV-filtre er dyre at producere, og derfor kan du ikke få decideret billige solcremer.

BODYLOTION

Hvad kan den?

I virkelighe­den er en bodylotion jo også en fugtigheds­creme – de fleste bruger bare ikke den samme creme til ansigtet og kroppen. En bodylotion forhindrer din hud i at blive tør og sprukken, så den er ret uundværlig.

Hvad skal jeg gå efter?

En lotion indeholder typisk 30 % fedt eller derunder – skal den være federe, skal du gå efter en creme eller balm. Derudover bør du kigge efter de samme ingrediens­er som i en fugtigheds­creme til ansigtet. Fordi en bodylotion påføres et stort areal, giver det især mening at undgå parfume her, hvis du gerne vil skære ned på det.

Skal jeg spendere eller spare?

Gem dine penge til fx et godt serum – en bodylotion behøver ikke at være dyr for at fugte godt.

 ?? ??
 ?? ??
 ?? ??
 ?? ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark