Illustreret Videnskab (Denmark)
Konflikter gav kuk i kalenderen
Lige så laenge, vi kan følge menneskets historie, har vi forsøgt at beregne årets gang. Det har betydning for såtid, høsttid, højtider og meget mere, men lige siden de første kalendere opstod, har vi konstant måttet justere dem, så de ikke kom ud af takt med årstiderne.
Lige så laenge, mennesker har dyrket jorden, lige så laenge har man også forsøgt at holde styr på tiden. Et af de tidlige vidnesbyrd om denne trang er det store forhistoriske monument Stonehenge i England. Her har fortidens mennesker holdt rede på Solens opgang ved sommerog vintersolhverv. Om det har vaeret brugt som en egentlig kalender eller som rammen om en solkult, er svaert at sige her 5000 år senere.
Kalendere og kulter har imidlertid meget med hinanden at gøre, fordi det i alle kulturer er vigtigt, at helligdage og ceremonier finder sted til rette tid, ofte i forhold til himmellegemerne. Jøderne og de gamle graekere indrettede deres kalender sådan, at visse fester altid fandt sted ved fuldmåne, og de kristne lader nu om dage deres vigtigste højtid, påsken, afhaenge af fuldmånen og jaevndøgnet.
En kalender er et skema over et såkaldt år. Året er en cyklus af årstiderne vinter, forår, sommer og efterår. Det kan bestå af tolv måneomløb, eller man kan regne det efter Solen eller en stjerne. Hvis man bruger Solen, er der tre slags år. Tropisk år, hvor man bruger gennemsnitstiden fra forårsjaevndøgn til forårsjaevndøgn, hvor Solen skal stå lige over aekvator. Laengden er praecis 365 døgn, 5 timer, 48 minutter og 46 sekunder. Den kalender følger årstiderne, fordi de afhaenger af Solens position i forhold til Jorden.
Den anden beregning er siderisk år, som astronomerne bruger. Den afhaenger af Solens position i forhold til stjernerne. Laengden er 365 døgn, 6 timer, 9 minutter og 10 sekunder. Og endelig kan man bruge et anomalistisk år, som er tiden mellem hver gang, Jorden er taettest på Solen. Det varer 365 døgn, 6 timer, 13 minutter og 53 sekunder. I den moderne kalender er årets laengde sat til 365 døgn, 5 timer, 49 minutter og 12 sekunder.
Babylonierne fulgte Månen
Den første egentlige kalender, vi kender til, er babyloniernes fra ca. 3000 f.Kr. Babyloniernes kalender var en lunisolar kalender, hvilket vil sige, at deres år var på 12 måneomløb med en ekstra måned en gang imellem, så kalenderen passede til årstiderne. Et måneår er nemlig kun på 354 dage mod solårets 365.
Oldtidens egyptere kendte til babyloniernes kalender, men for egypterne var årets højdepunkter bestemt af Nilen, hvis oversvømmelser var altafgørende for landbruget. Og egypterne indrettede derfor deres kalender, så den svarede nogenlunde til årstiderne, dvs. solåret. Deres kalender havde 365 dage om året, som de fordelte på 12 måneder med 30 dage i hver. De sidste fem dage blev fejret som fem guders fødselsdage: Osiris’, Horus’, Seths, Nephthys og Isis’.
Egypterne havde ikke noget skudår. Derfor kom deres år efterhånden foran årstiderne, og i løbet af 1460 år ville det komme hele vejen rundt. Det satte de egyptiske praester i lidt af et dilemma, fordi kalenderen måske ville fastlaegge fejringen af Nilens stigning til et tidspunkt, hvor den faktisk var ved at falde. Men de gjorde intet for at rette op på fejlene og modarbejdede direkte fx farao