Illustreret Videnskab (Denmark)
Syvdagesugen kom fra Babylon
Ifølge Biblen skabte Gud verden på syv dage. Men før kristendommen vandt indpas, havde romerne udskiftet deres gamle ottedagesuge med en uge på syv dage, og de romerske astrologer fik idéen fra Babylon. Dér havde man laenge haft en svaghed for tallet syv, måske inspireret af de syv bevaegelige himmellegemer: Solen, Månen, Mars, Merkur, Jupiter, Venus og Saturn. Astrologerne anså planeterne for tegn på gudernes vilje, som man altså kunne aflaese og endda forudsige, og tildelte en dag til hver. Søndag betyder soldag, mens mandag er Månens dag. Planeternes latinske gudenavne blev i Norden til lokale guder. Mars til kampguden Tir eller Tyr, tirsdag, Merkur til Odin, onsdag, Jupiter til Thor, torsdag og Venus til Freja, fredag. Til sidst Saturn, saturday i England, som i Norden blev til lørdag, der blot betyder vaskedag.
Ptolemaios 3.s forsøg på at rette op på miseren ved at indføre skudår. Oldtidens store reformator af kalenderen blev derfor Julius Caesar (100-44 f.Kr.).
Under sit ophold i Egypten mødte Caesar formentlig graeske astronomer og fik kendskab til den egyptiske kalender, der inspirerede ham til en reform. Hjemme i Rom var der nemlig også grundigt kludder i tidsregningen, der kørte med korte år på 355 dage. Årene blev løbende justeret med skuddage og skudmåneder. De romerske praester, pontifexerne, skulle sørge for at indsaette skudmåneder. Men da de også havde politiske interesser, og der på Caesars tid var opstået splid mellem dem, blev det ikke gjort, for kalenderen havde både økonomisk og politisk betydning. Et kort år ville bl.a. betyde, at der hurtigere kom penge i kassen, fordi afgifter forfaldt ved årsskiftet. Det var også på det tidspunkt, at personer blev udskiftet i vigtige embeder.
Et år fik hele 445 dage
Men i 47 f.Kr. var Caesar både enehersker og pontifex maximus, ypperstepraest. Han havde dermed både viden og magt til at reformere kalenderen. Han nedsatte et ekspertpanel af romerske praester og graeske astronomer, og det blev besluttet, at det år, som vi kalder 45 f.Kr., skulle vaere det første år i den nye kalender.
For at det kunne stemme med årstiderne, blev år 46 forlaenget med tre skudmåneder. Året blev på 355 dage plus 90, i alt 445 dage langt – og dermed verdenshistoriens laengste år. Romerne var vant til skudmåneder, men det må alligevel have vaeret ejendommeligt for dem: I skudmånederne var der ingen religiøse festdage. Desuden gav det dateringsproblemer med fx breve, og de, der blev født på det tidspunkt, må have haft besvaer med at beregne deres fødselsdag senere – romerne holdt fødselsdage akkurat som vi.
Caesars reform fordelte herefter de ti ekstra dage, fra de traditionelle 355 til 365, på månederne. Som en god pontifex lagde han dem til i slutningen af måneden, så de ikke forstyrrede månedens helligdage. Desuden indførte han en skuddag hvert fjerde år som i vores kalender. Caesar fastsatte desuden nytåret til den 1. januar, men både før og siden svingede det meget, og først i 1700-tallet kom nytårsdag til at ligge fast på den 1. januar.
Munk sjusser sig til Kristi fødsel
Det var den kristne kirke, der fandt på at regne tiden efter Kristi fødsel, eller rettere sagt: Det var munken Dionysius Exi
guus. I det, vi kalder 525 e.Kr., indså man, at der var så meget uorden i tidsregningen, at der var risiko for, at påsken ikke blev fejret samtidig af alle kristne. Der skulle derfor laves tabeller over påsken, det vil sige over fuldmåne og jaevndøgn i årene fremover. Her var Dionysius ekspert, men han havde også sit eget projekt, nemlig at indføre en ny tidsregning. På det tidspunkt regnede man i Europa fra Roms grundlaeggelse, mens man i Egypten talte fra Diokletians tiltraeden, 284 e.Kr. Dionysius brød sig dog ikke om dette:
“Vi skal ikke forbinde vore år med mindet om den gudløse forfølger, men hellere regne dem fra Vor Herre Jesu Kristi fødsel,” skrev han. Diokletian var nemlig en stor kristenforfølger.
Dionysius gaettede på, at Jesus var ca. 30 år, da han blev korsfaestet. Han valgte derfor, at år 248 efter Diokletians tiltraeden skulle svare til 532 efter Kristi fødsel. Fordelen ved det tal var bl.a., at skudårene ville ligge i de år, som fire går op i, og det er nemt at huske. Men Jesu fødselsår er et gaet: Augustus holdt ikke folketaelling i år 1. Andre har siden forsøgt at datere Jesu fødsel ud fra spektakulaere planetstillinger, men man har ikke noget sikkert at gå ud fra, og derfor holder vi os stadig til Dionysius’ årstal.
Ti dage springes over
Selvom Romerriget var gået i opløsning, kørte Caesars kalender videre, men ca. 1500 år efter Caesars reform begyndte de indbyggede fejl at give maerkbare problemer. Kirken havde defineret forårsjaevndøgn til den 21. marts, men efterhånden indtraf det tidligere og tidligere, og i 1451 var det jaevndøgn den 12. marts.
Fuldmånen skulle indtraeffe den 19. marts, som så ville vaere påske – bortset fra at fuldmånen rent faktisk blev observeret den 16. marts. Noget var altså helt galt, og i 1575 gik den italienske astronom Luigi Lilio til kardinal Cervino med et forslag: Man skulle kun have 97 skudår i løbet af 400 år. Cervino sendte ham videre til kardinal Sirtelo. Desvaerre døde Luigi Lilio, men hans bror Antonio kom videre til paven, Gregor 13. Paven nedsatte en kommission, og på kommissionens anbefaling udstedte han i 1582 en bulle om, at ti dage i oktober skulle springes over, og at der skulle vaere skudår hvert fjerde år – undtagen i de årstal, som 100, men ikke 400, går op i.
Derfor var 1900 ikke skudår, mens 2000 var. Den nye kalender, som afløste Caesars julianske, blev opkaldt efter paven og kaldes den gregorianske.
Reformen var sej at indføre
Selvom den nye og forbedrede kalender løste en masse problemer, blev den langtfra modtaget lige positivt overalt. Den kom kort tid efter reformationen, som havde splittet kirken i Europa i den katolske og den protestantiske.
I de katolske lande gik man hurtigt over til den gregorianske kalender, men protestanterne ville naturligvis ikke rette sig efter den katolske pave. De anså hans kalenderbulle for en magtdemonstration og et forsøg på at bestemme over højtiderne. Det fik fx den konsekvens, at man
i Schweiz og Holland laenge kørte de to kalendere sideløbende, fordi befolkningen både var katolikker og protestanter. Men det blev efterhånden klart, at den julianske kalender ikke kunne fortsaette. I 1695 gik den danske astronom Ole Rømer til kongen og foreslog, at Danmark-Norge i år 1700 skulle skifte, hvad kongen gav sin tilladelse til i 1699.
For at Danmark-Norge ikke skulle vaere den eneste protestantiske stat, der skiftede, forhandlede man med de protestantiske tyske stater og med Sverige. Tyskerne var med i 1700, men først i 1753 gik Sverige over til den gregorianske kalender. Finland, som dengang var under Sverige, skiftede også på det tidspunkt, mens Rusland skiftede i 1918 efter revolutionen og Graekenland først i 1923. De ortodokse kirker bruger stadig den julianske kalender, og derfor ligger deres påske sommetider, og deres jul altid, forskelligt fra vores. I England skiftede de kalender i 1752 trods stor folkelig modstand, fordi reformen betød, at de i ét hug sprang ti dage over. Efter reformen forsamledes folk offentligt og råbte “Giv os vore ti dage tilbage!”.
Det svaere ved at lave en kalender, der passer med årets forløb, er, at Solsystemet tilsyneladende ikke er beregnet til det. Et solår er ikke et helt antal døgn langt, og det forsøges justeret med skudår. Men heller ikke den nuvaerende kalender, den gregorianske, er perfekt. Så skulle den have 31 skudår på 128 år i stedet for 97 i løbet af 400.