Teleskopet folder sig ud på rejsen

Webbteleskopet skal 1,5 millioner kilometer ud i rummet, og turen tager 29 døgn. Undervejs folder teleskopet sig ud, så det er klar til at tage hidtil uopnåelige billeder af vores univers.

En af verdens største rumraketter står klar på affyringsrampen i den europaeiske rumhavn i Fransk Guyana i Sydamerika, ikke langt fra aekvator. På toppen af den 53 meter høje raket er der kun lige blevet plads til det enorme rumteleskop James Webb. Nu skal det sendes halvanden million kilometer ud i rummet. Årets vigtigste opsendelse starter i det øjeblik, nedtaellingen når 0, og Ariane 5-raketten løfter sig mod himlen. Kraften fra tre store raketmotorer får den til at accelerere hurtigt opad, så den bryder igennem lydmuren efter mindre end et minut. Raketten farer mod himlen, og der går kun få minutter, før den er nået ud i rummet. I kontrolcenteret er der euforisk glaede over den vellykkede affyring. Den markerer starten på en uhyre vigtig mission, der skal vare i ti år. Sådan kommer scenariet forhåbentlig til at udspille sig sidst på efteråret, når Webbteleskopet endelig sendes op. Teleskopet, som har fået navn efter den tidligere topchef i NASA James Webb, er det suveraent største, kraftigste og mest komplicerede rumteleskop, der er konstrueret, og det vil revolutionere astronomien. Det vil tillade astronomerne at se laengere ud i rummet end nogensinde før, fotografere og analysere hidtil usete exoplaneter, stjerner og galakser og skrive universets historie med flere detaljer, end det er muligt i dag.

Astronomer har glaedet sig i 20 år

Men selv hvis opsendelsen går godt, er der utrolig meget, der kan gå galt, på turen ud mod rumteleskopets bestemmelsessted. Teleskopet er så stort, at det kun kan vaere i rumraketten, hvis det er foldet godt sammen. Ved opsendelsen ligger det i toppen af raketten som en sommerfugl, der venter på at komme ud af sin puppe. Først når alle teleskopets dele har foldet sig korrekt ud, kan de mere end 1000 mennesker fra 17 forskellige lande, der har vaeret med til at designe, bygge, teste og opsende teleskopet, ånde lettet op. Det samme kan de tusindvis af forskere, der i over 20 år har ventet på at modtage data fra den nye udkigspost i rummet. Når raketten har gjort sit job og sendt rumteleskopet i den rigtige retning mod sin endelige destination, er naeste kritiske fase udfoldningen af den enorme solskaerm. Teleskopets instrumenter tåler ikke varme; de fungerer bedst i ekstrem kulde. Derfor er det altafgørende for missionen, at en drageformet solskaerm folder sig korrekt ud tilbage ud i rummet, så de ikke når frem til de følsomme instrumenter. At få pakket cirka 750 kvadratmeter plastikmembraner sammen på en måde, så de ved hjaelp af teleskopstaenger automatisk folder sig ud til en perfekt, femdobbelt parasol på størrelse med en tennisbane et sted langt ude i rummet, er en ingeniørbedrift af

dimensioner. Der vil utvivlsomt blive bidt en del negle, mens teknikerne venter på meldinger fra teleskopets overvågningssystemer. Men hvis alt går, som det skal, vil solskaermen give teleskopet en beskyttelse, som svarer til en solcreme med faktor 1.200.000. Det betyder, at temperaturen på skyggesiden af skaermen kommer ned på minus 225 °C.

Det er i øvrigt stadig for varmt til et af instrumenterne, der ved hjaelp af flydende helium køles yderligere ned til minus 266 °C, blot syv grader over det absolutte nulpunkt.

Når solskaermen har foldet sig ud, kommer turen til det store spejl, der skal opfange og koncentrere det svage lys fra fjerne himmellegemer. Det vil også vaere foldet sammen, indtil teleskopet er langt ude i rummet. Spejlet består af 18 sekskantede segmenter, der hver måler 1,32 meter fra side til side, og kun 12 af dem kan vaere i rumraketten i ét stykke. De sidste seks spejlsegmenter er monteret på to store flapper, hver med tre spejle, der drejer sig ind på plads og bliver låst fast.

Når både solskaermen og hovedspejlet er udfoldet, mangler rumteleskopet blot at foretage en kurskorrektion for at komme ud i den endelige bane, hvor det skal tilbringe resten af sin levetid. Teleskopet skal kredse om et punkt, der kaldes L2, halvanden million kilometer fra Jorden i retning vaek fra Solen. Her bliver teleskopet anbragt i en bane, der er forholdsvis stabil, så der ikke er behov for ret meget braendstof for at blive derude. Og endnu vigtigere: Ved L2 kan teleskopet altid vende ryggen til både Solen og Jorden samtidig.

Teleskopet er så følsomt, at lyset eller varmestrålingen fra Solen, Jorden eller

SEKUNDAERT SPEJL HOVEDSPEJL i rummet. I udspaendt tilstand måler solskaermen 21,2 meter på den laengste led og 14,2 meter på den korteste. Den består af fem lag plastikfilm, der er tyndere end et menneskehår. Hvert lag er belagt med et ultratyndt lag aluminium, som reflekterer Solens stråler og kaster dem

I laboratoriet har NASA’s teknikere testet udfoldningen af Webbteleskopets solskaerm, som består af 750 kvadratmeter plastfolie. I rummet skal teleskopet klare opgaven på egen hånd.