Månen har aldrig haft et magnetfelt

Nye analyser af månesten indsamlet i 1970’erne viser, at Månen ikke har haft et beskyttende magnetfelt. Og det er gode nyheder for fremtidens månemissioner.

49 år efter at den sidste astronaut forlod Månen, har nye analyser af prøver indsamlet under NASA’s Apollomissioner fundamentalt aendret vores opfattelse af Månens geologiske forhistorie.

I dag har Månen i modsaetning til Jorden ikke et magnetfelt, som beskytter mod kosmisk stråling.Men da astrogeologer i 1970’erne analyserede de månesten, som Apollo-astronauter havde hjembragt, konkluderede de, at drabanten havde et endog meget kraftigt magnetfelt for omkring 3,7 milliarder år siden.

Teorien baserede sig på, at forskere havde fundet tydelige tegn på magnetisering i sten fra Månen. Derudfra konkluderede de, at Månen må have haft en såkaldt geodynamo – smeltede elektrisk ledende stoffer dybt inde i kloden, der som en elektromagnet kunne opretholde et varigt magnetfelt. De

nye analyser viser imidlertid, at forskerne dengang tog fejl. Dels ved vi nu, at Månens kerne formentlig er for lille og kompakt til en geodynamo, og dels findes der en langt sandsynligere forklaring på magnetiske spor i de gamle månesten. Ved at umagnetiske månesten blev udsat for magnetisme, blev stenene magnetiske, og hvis Månen engang havde et magnetfelt, ville de testede sten allerede have vaeret magnetiske, da de blev indsamlet. Årsagen til, at der findes spor efter magnetisme deroppe, er, at kloden uden beskyttelse fra et magnetfelt har vaeret bombarderet med små magnetiske kometer og asteroider i milliarder af år.

NASA vil vende tilbage til Månen i 2024, og den nye opdagelse er interessant for fremtidige missioner. Fravaeret af et magnetfelt betyder nemlig, at forekomsten af sjaeldne mineraler er større end hidtil antaget.

Blandt de prøver, som forskerne har undersøgt for magnetisme, er sten, som astronaut John Young indsamlede under Apollo 16-missionen i april 1972.