Illustreret Videnskab (Denmark)
Ny type supernova løser 40 år gammel gåde
Små stjerner bliver til hvide dvaerge, når de dør. Store stjerner ender som neutronstjerner eller sorte huller. Men hvad med dem midtimellem? Efter 40 års eftersøgning har en ny type supernova givet forskerne svaret.
Pludselig dukker en ny stjerne op på himlen. Stjernen lyser så klart, at den ikke blot kan ses om natten, men også om dagen. Året er 1054, og kinesiske astronomer registrerer det nye himmellegeme som en “gaestestjerne”, der kan ses på nattehimlen i 653 døgn, før den forsvinder igen.
964 år senere sidder den japanske amatørastronom Koichi Itagaki og analyserer billeder, han netop har taget af nattehimlen ved hjaelp af sit teleskop.
På et af billederne opdager han en lille, lysende prik, der ikke var der før. Han skynder sig at indrapportere sit fund, og professionelle astronomer følger op på opdagelsen ved hjaelp af større teleskoper.
I dag mener astronomerne, at de to observationer fra 1054 og 2018 har noget tilfaelles. I begge tilfaelde har astronomerne fået øje på en supernova – en eksploderende stjerne – af en saerlig og sjaelden type, der kaldes en elektronindfangningssupernova (EI-supernova).
Med opdagelsen kan forskerne endelig forklare, hvad der sker med stjerner, der er langt større og tungere end Solen, men som trods alt ikke hører til i den absolutte superliga blandt stjernerne.
Skaebnen for de mellemstore stjerner, der vejer mellem otte og ti gange så meget som Solen, har ellers vaeret omdiskuteret blandt astronomerne.
Teorien er 40 år gammel
Det er mere end 40 år siden, at astronomen Ken’ichi Nomoto fra universitetet i Tokyo forudsagde eksistensen af EI-supernovaer. Siden har astronomerne ledt efter supernovaer, der kunne passe med den teoretiske beskrivelse, men først med den nyfundne supernova SN 2018zd var der gevinst. Observationer
gennem et par år med flere teleskoper har nu endeligt overbevist dem om, at SN 2018zd må vaere en EI-supernova.
Dermed står det klart, at de mellemstore stjerner ender deres dage ganske dramatisk. Når de løber tør for braendstof, eksploderer de som supernovaer og efterlader neutronstjerner – ekstremt kompakte himmellegemer, der mest består af neutroner.
Supernovaer er universets kraftigste eksplosioner. En enkelt supernova kan lyse lige så staerkt som milliarder af almindelige stjerner, samtidig med at den kaster sine rester af tunge grundstoffer ud i universet. Her kan de senere indgå i dannelsen af nye stjerner med tilhørende planeter, som det er sket i vores eget solsystem.
Uden supernovaeksplosioner ville Solsystemet mangle mange af de grundstoffer, der er nødvendige for at danne planeter og liv. Derfor er det vigtigt for astronomerne at
forstå supernovaer ordentligt – og det vaekker naturligt nok opsigt, når en helt ny slags supernova dukker op.
Den grundlaeggende mekanisme bag alle supernovaer er, at det indre tryk, som findes i en stjerne, bliver for svagt til at modstå tyngdekraften, som virker i den modsatte retning.
Stjernen kan kun opretholde sit indre tryk, så laenge den har braendstof til at holde gang i sine fusionsprocesser.
Når der ikke er flere atomkerner, der kan fusionere, får tyngdekraften overtaget. Stjernens kerne falder sammen, og resultatet er en supernovaeksplosion.
De ydre dele af stjernen falder først ned mod centrum og blaeses bagefter ud i rummet, mens kernen forvandles til et ultrakompakt objekt – en neutronstjerne eller et sort hul.
Døde stjerner kan eksplodere
Hidtil har astronomerne kendt processen bag to typer af supernovaer. Den ene type opstår, når meget tunge stjerner dør, mens den anden er resultatet af en proces, hvor en lettere, men allerede død stjerne – en såkaldt hvid dvaerg – får mulighed for at suge nyt stof til sig.
Det kan enten vaere fra en partnerstjerne, den kredser om, eller en anden hvid dvaerg, den støder sammen med.
Med observationerne af SN 2018zd har astronomerne forklaringen på, hvordan også stjerner i mellemklassen kan ende som supernovaer. I de mellemstore stjerner er der kamp til stregen mellem tyngdekraften og trykket fra atomerne i stjernens indre, når stjernen er ved at braende ud. Her er tyngdekraften ikke umiddelbart staerk nok til at få stjernen til at kollapse fuldstaendig, men Ken’ichi Nomoto regnede ud, at det godt kan ske alligevel.
Trykket på kernen bliver nemlig så stort, at atomernes elektroner presses ind i atomkernerne, og uden elektronernes hjaelp kan stjernens kerne ikke holde stand.
Situationen svarer til at presse luft sammen i en tilstoppet cykelpumpe. Når du laegger pres på stemplet, kan du maerke, at luftens molekyler gør modstand. Jo hårdere du trykker, desto større bliver modstanden.
Men hvis en stor del af molekylerne pludselig forsvandt, som elektronerne forsvinder i centrum af en døende, mellemstor stjerne, ville modstanden forsvinde, så du nemt kunne presse stemplet i bund.
Tilsvarende får tyngdekraften let spil, når elektronerne i stjernens kerne pludselig forsvinder. Resultatet er et kollaps, der er voldsomt nok til at udløse en supernova som den, astronomerne nu har observeret.
Den nye EI-supernova befinder sig i galaksen NGC 2146 hele 31 millioner lysår fra Jorden, så den syner ikke af meget. Og da astronomerne først fik øje på den, opfattede de den ikke som noget saerligt. Men naermere observationer af SN 2018zd viste, at den opførte sig anderledes end andre supernovaer, og det bragte forskerne på sporet.
Grundstoffer gav beviset
Den teoretiske model for en EI-supernova fortaeller, at den er ret svag af en supernova at vaere, og at den ikke udsender så meget radioaktivt nikkel, som det normalt ses.
Desuden vil den vaere omgivet af en masse stof, som stjernen kaster af sig umiddelbart før eksplosionen, og dette stof vil rumme mere helium, kulstof og kvaelstof, men mindre ilt, end det ses for de større stjerner, der eksploderer som supernovaer.
Astronomerne brugte en raekke teleskoper til at følge SN 2018zd igennem et par år, og det stod stadig klarere, at der kunne vaere tale om en EI-supernova, for lysstyrken passede med teorien. Saerlige instrumenter på tvillingeteleskopet Keck på Hawaii kunne desuden identificere de grundstoffer, som blev udsendt af supernovaen, og også her passede pengene.
Det endelige bevis fik forskerne ved hjaelp af gamle billeder fra de to rumteleskoper Hubble og Spitzer. Her fandt de den stjerne, der endte med at eksplodere som supernovaen SN 2018zd – og det var praecis en rød superkaempe af den type, der ifølge teorien vil ende som EI-supernova.
Men måske kom de kinesiske astronomer først, for det har formentlig vaeret en EI-supernova, de så tilbage i 1054. Det passer i hvert fald med lysstyrken og varigheden, som den er beskrevet i gamle kinesiske optegnelser. Dengang foregik eksplosionen i vores egen galakse kun 6500 lysår herfra, og derfor kunne den ses med det blotte øje.
Med opdagelsen af SN 2018zd har astronomerne fået en god forståelse af, hvordan stjerner i mellemklassen dør. Nu vil de fortsaette jagten på EI-supernovaer, så de kan finde ud af, hvor hyppige de er, og hvor stor betydning de har for sammensaetningen og spredningen af grundstoffer i universet.
KEN’ICHI NOMOTO TEORETIKEREN BAG EI-SUPERNOVAER Dette er et vidunderligt eksempel på kombinationen af observationer og teori.