DANSKER DRAEBTE 1500 ÅRS LAEGEKUNDSKAB

I 1500 år støttede laegerne sig til de gamle graekeres teorier om menneskets anatomi, men så smed danskeren Thomas Bartholin en videnskabelig bombe, der endegyldigt vendte billedet på hovedet.

Islutningen af marts 1654 sniger tre maend sig gennem Københavns gader. Anatomen Thomas Bartholin og hans to assistenter skal dissekere et friskt lig. Endnu anser dele af befolkningen opskaering af døde mennesker for ligskaending, så de tre maend må vaere diskrete.

Gruppen stopper ved et hus og banker på. En kvinde åbner og leder dem til et beskidt kammer. I hjørnet ligger liget af en 30-årig mand, som er død fire timer forinden. Mens kvinden holder vagt foran døren, går Bartholin og hans to assistenter i gang med at åbne liget med deres skalpeller. Kort efter lyder et glaedesudbrud fra Bartholin. I sin senere afhandling skriver han:

“Men se! Der viser sig to lymfekar!” Euforien er stor hos de tre maend. Som de første har Thomas Bartholin og hans to assistenter fundet lymfekar i et menneske – en del af kroppens kredsløb. Opdagelsen fører til, at de 1500 år gamle teorier om, at leveren er kroppens blodskabende organ, punkteres: Lymfekarrene fører nemlig naeringsstoffer vaek fra leveren, og dermed kan det organ ikke vaere stedet, hvor blodet bliver dannet.

Forkerte teorier bestod i 1.500 år

Siden den graeske laege Galen i 100-tallet e.Kr. fremsatte sine teorier om menneskets anatomi, havde videnskaben vaeret overbevist om, at blodet blev dannet i leveren under “kogning”.

Først omkring 1500-tallet blev Galens laere for alvor udfordret, da kirken gav sin tilladelse til, at laerde ved Europas universiteter måtte skaere i menneskelig i såkaldte anatomiske teatre. Hurtigt måtte videnskabsfolkene forundret konstatere, at kroppens indre slet ikke svarede til Galens teorier; bl.a. kunne anatomerne ikke lokalisere den “livsånd”, som den gamle graeker påstod findes i blodet. Samtidig fulgte også et skift i måden at taenke på i Europa. Nu skulle en videnskabsmand

ikke laengere kun granske de klassiske tekster – som fx Galens teorier – men med egne øjne undersøge naturen og afdaekke dens hemmeligheder. Også Danmark var med på den nye bølge, og i 1644 fik Københavns Universitet et anatomisk hus.

Den naermest enevaeldige leder af afdelingen, Thomas Bartholin, var en af de mest anerkendte anatomer i Europa. Ofte foretog Bartholin dissekeringerne, mens den danske kong Frederik 3. ivrigt fulgte med ved siden af. Kongen lovede tilmed at sende en konstant strøm af friske lig fra henrettede forbrydere hen til Bartholins nye anatomihus.

Bartholin får inspiration

Selvom den danske anatom ivrigt studerede andres observationer, så drømte Bartholin om med egne øjne at se det, hans fagfaeller havde fundet. Isaer var Bartholin optaget af franskmanden Jean Pecquets fund af nogle hidtil ukendte kar i dyr og af englaenderen William Harveys teorier om blodets kredsløb i kroppen. Ved at beregne, hvor meget blod der passerede gennem hjertet, konkluderede den engelske laege i 1628, at leveren for at stemme overens med Galens teorier skulle producere ca. 245 liter blod om dagen – et tal, som var alt for stort i forhold til menneskets vaegt.

Efter års arbejde og mange opskaeringer af både døde dyr og mennesker var Bartholin den første, som i begyndelsen af 1650’erne udførligt beskrev funktionen for karrene, som Pecquet havde fundet; bl.a. fandt Bartholin ud af, at disse lymfekar, som han kaldte dem, indgår i blodets kredsløb.

Efter dissekeringen af den 30-årige mand er Bartholin overbevist om, at han som den første har fundet Pecquets kar i et menneske – og at karrene indgår i et fintmasket netvaerk. Og da karrene ikke leder blodskabende naering til leveren – men vaek – kan det organ ikke vaere bloddannende. Dermed gennemhuller han endegyldigt den 1500 år gamle laere.

Leveren bliver angrebet

Fundet er revolutionerende, og Bartholin går omgående i gang med at beskrive opdagelsen i afhandlingen “Vasa lymphatica in Homine nuper inventa” – Lymfekarrene, som nyligt er fundet hos mennesker. Skadefro tilføjer han undertitlen “og leverens begravelse”.

Den danske anatom ved, hvilket minefelt han er på vej ud i. Både han selv, Pecquet og Harvey har tidligere vaeret under beskydning fra de såkaldte galenister, som staedigt holder fast i oldtidens medicinske verdensbillede. En af modstanderne er Europas førende anatom, Jean Riolan i Paris.

Da Bartholins afhandling udkommer i maj 1654, lader angrebet fra Jean Riolan heller ikke vente laenge på sig. Samme sommer udsender franskmanden et modskrift. Da en af Bartholins assistenter i en boghandel får fat på Riolans “skamløse skrift”, bliver assistenten så vred over det, “denne ondskabsfulde, gamle mand” skriver, at stemmen svigter ham.

Den naesten 40 år aeldre Riolan retter et bidende angreb mod Bartholin, som han nedladende benaevner “den ungdommelige anatom, som kun i et femår har vaeret professor”.

Riolan afviser danskeren med ordene: “Ingen, som er i besiddelse af sin fulde fornuft, kan tro dette. At kende disse kar er unyttigt, at undersøge dem er tåbeligt, og det giver ingen hjaelp til at udøve laegekunsten bedre.”

Spottende slutter Riolan af med at rette opmaerksomheden på Bartholins navn for de nyfundne kar, “Vasa lymphatica”. Ifølge Riolan er navnet ganske rammende, da det minder om det latinske ord lymphaticus, som betyder skør.

Riolans angreb svaekker dog ikke Thomas Bartholins anerkendelse. I Paris skriver Jean Pecquet med beundring, “at der naeppe er noget anatomisk spørgsmål, selv nok så dunkelt, som ikke ville kunne klarlaegges, hvis Bartholin sleb sin dissektionskniv eller faestede sine skarpsindige øjne derpå”.

Også rektoren på Københavns Universitet, Ole Worm, støtter Bartholin.

“Man skulle tro, at han (Riolan, red.) var opdraget blandt gamle koner, som har deres lyst i at kives, smaede, spotte og sønderflaenge brave folks rygte,” skriver han i et brev til sin professor og råder ham til at lade som ingenting og i tavshed “forbigå den vredagtige gamle mands smaedeskriverier”.

Riolan svarer igen

Men Jean Riolan vil ikke give op. For den franske anatom er det komplet vanvittigt, at både landsmanden Jean Pecquet og nu også Thomas Bartholin ønsker at fratage leveren dens 1500 år gamle rolle. I fortørnelse sender Riolan et advarselsbrev til de parisiske laeger:

“En ung mand ved navn Pecquet har frataget leveren dens aeldgamle vaerdighed som bloddannende organ og overgivet den til glemslen, mens en anden ung mand, anatomen Thomas Bartholin i København, endog har skrevet en gravskrift over den.”

Bartholin holder sig heller ikke tilbage. Mod slutningen af 1654 udsender han et hånende skrift rettet mod Jean Riolan. Her slår Bartolin fast, at lymfekarrene og deres funktion i forhold til leveren er endegyldigt bevist. Efter Bartholins mening bør Riolan “ikke misunde andre, der har nået det, I ikke selv kunne på grund af alderdom”.

Bartholin gik over i historien

Ved at slå på alderdommen rammer Bartholin franskmandens ømme punkt. AErekaer og bitter konstaterer Jean Riolan, “at Bartholin må glaede sig til hans død. Så har han ingen til at modsige sig på anatomiens område”.

Det får den gamle anatom ret i. Da Jean Riolan dør den 19. februar 1657, er han en af de sidste galenister. Nye generationer af forskere anerkender i stedet Pecquets, Harveys og Thomas Bartholins opdagelser og beskrivelse af lymfesystemets betydning for leveren.

I dag er lymfekarrene navngivet efter de første ord i titlen på Bartholins afhandling om lymfekarrene: “Vasa lymphatica”.