Rygmarvsvaeske fra unge mus booster hukommelsen

Amerikanske forskere har forhindret hukommelsen i at gå tabt hos aeldre mus ved at sprøjte rygmarvsvaeske fra yngre mus ind i deres hjerne. Forsøget kan bane vejen for helt nye behandlingsformer for demenssygdomme som alzheimer.

Hjernesygdommen alzheimer er den mest udbredte type demens i verden og er årsag til to ud af tre tilfaelde af demens på verdensplan. Sygdommen får gradvist hjernens nerveceller til at dø, så mentale evner som hukommelse, orienteringsevne og dømmekraft visner hen, indtil patienten til sidst dør af sygdommen.

Indtil nu har laegevidenskaben primaert fokuseret på at udvikle medicin til at bremse sygdommens skadelige fremfaerd i hjernen. Men nu har et forskerhold fra Stanford University i USA måske fundet en kur, der kan forhindre demenspatienterne i at miste hukommelsen. Ved at indsprøjte rygmarvsvaeske fra yngre mus ind i kroppen på aeldre mus, bremsede forskerne det hukommelsestab, som ellers typisk finder sted, når de små gnavere traeder ind i livets efterår.

Undersøgelsen er publiceret i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature og bygger videre på en undersøgelse fra 2014, hvor samme forskerhold beviste, at gamle mus får bedre hukommelse og orienteringsevne, når de får sprøjtet blod fra unge mus ind i årerne. Denne gang ville forskerne undersøge, hvorvidt et skud ungdommeligt rygmarvsvaeske ville have en lignende positiv effekt på hukommelsen hos aeldre mus. Derfor udtog de i alt 10 mikroliter rygmarvsvaeske (omkring en femtedel af størrelsen på end vanddråbe) fra over flere hundrede 10-uger gamle mus. Indgrebet foregik ved at skaere et lille hul over musenes nakke og dernaest suge mikroskopiske maengder af rygmarvsvaesken ud fra et lille hulrum naer hjernen. Dernaest borede forskerne et lille hul i kraniet på de aeldre mus og transporterede rygmarvsvaesken fra de unge mus ud til hjernen via en indopereret pumpemekanisme.

Et par uger efter indgrebet blev musene eksponeret for en raekke signaler – en hyletone og et lysglimt – som de flere uger forinden havde laert at associere med et elektrisk stød. Mens yngre dyr skaber minder af smertefulde oplevelser, som haenger fast i uger eller sågar måneder, er aeldre dyr ude af stand til at genkalde sig disse minder. I modsaetning til de yngre mus i forsøget, reagerede de ubehandlede aeldre mus derfor heller ikke ved at fryse på stedet som respons på de lys og lyde, der indikerede, at et ubehageligt elektrisk stød var på vej. Men det gjorde de aeldre mus, der havde modtaget den “unge” rygmarvsvaeske. Når de så lysglimtet eller hørte hyletonen, frøs de på stedet.

Dette var ifølge forskerne bevis for, at de behandlede mus havde bevaret minderne om de elektriske stød i langt højere grad end de ubehandlede mus. Genetisk test af musene viste efterfølgende, at den unge rygmarvsvaeske havde saerlig positiv indflydelse på en raekke specialiserede celler i hjernen, kaldet oligodendrocytter, som er vigtige for vores hukommelse.