To mysterier om den seneste istid kan vaere løst

Det har laenge undret forskere verden over, hvad der forårsagede den seneste istid - og den hastighed hvormed den nordlige halvkugle blev daekket af is.

For omkring 100.000 år siden, da mammutter strejfede om på Jorden, styrtdykkede temperaturen på den nordlige halvkugle, så store områder blev fyldt med massive iskapper. Og på kun 10.000 år dannede lokale bjerggletsjere kaempe iskapper, der daekkede store dele af det, der i dag er Canada, det nordlige Europa og Sibirien.

To spørgsmål har derfor optaget eksperterne: Hvor kom de iskapper fra, som dominerede under den seneste istid? Og hvordan kunne de vokse sig så massive så hurtigt? En ny undersøgelse leverer muligvis svaret. Istider bestemmes af Jordens bane omkring Solen. Banen kan gå fra at vaere elliptisk til naesten at vaere helt rund. Samtidig opstår der små skift i jordaksens vinkel. Variationerne har indflydelse på, hvor store maengder solstråling, der når Jordens overflade. Dermed har det betydning for, hvor varmt eller hvor koldt, det bliver på Jorden. Disse aendringer kaldes glaciale cyklusser, og den seneste begyndte for 116.000 år siden, hvor en enorm og massiv iskappe endte med at daekke den nordlige halvkugle. Det tog kun iskapperne 10.000 år at vokse og smelte sammen. Mens det giver god mening, at de områder, der i dag er Canada og Sibirien, blev daekket af is, så har det skabt en del panderynker hos eksperter, når de har skullet forklare de omfattende iskapper, som daekkede de mildere egne i Skandinavien og resten af Nordeuropa.

Det varme vand, som den nordatlantiske havstrøm bringer op, burde have medvirket til at gøre Skandinavien stort set isfrit. For at finde svaret udviklede forskerne en kompleks analysemodel kaldet Community Earth System Model. Modellen kunne genskabe de klimaforhold, der eksisterede i begyndelsen af den seneste istid.

Forskerne opdagede, at passager i det canadiske, arktiske øhav dannede et afgørende knudepunkt for kontrollen over det nordatlantiske klima, som i sidste ende var afgørende for, om der kunne dannes iskapper i Skandinavien eller ej.

De modeller, som forskerne fik udviklet, afslørede, at så laenge den canadiske arktiske øgruppes passage forblev åben, så blev den nordlige halvkugle så tilstraekkeligt afkølet, at iskapper kunne opbygges i det nordlige Canada og Sibirien, men ikke i Skandinavien.

Omvendt opdagede forskerne, at hvis vandvejene i den canadiske arktiske øgruppe var blokeret, så blev det friske arktiske og nordlige stillehavsvand omdirigeret øst via passager ud for Grønland.