Edison stjal sin lyseste idé

Du ved, at Edison var en genial og meget produktiv opfinder, men vidste du også, at han praesenterede kattevideoer, 100 år før de blev en plage på nettet, og at hans talende dukker var gjort af samme stof som mareridt?

I oktober 1879 taender Thomas Edison for historiens første elektriske paere, har vi laert. Men Edison var ikke den første, som fik den lyse idé. Få måneder tidligere demonstrerede en ukendt britisk opfinder sin elpaere for en måbende forsamling. Edison regnede vanen tro med at kunne tromle sin konkurrent – men for en gangs skyld mødte han sin overmand!

Flokke af mennesker havde samlet sig om en gadelygte i Newcastle i det nordlige England. Måbende så de op på lyset – ikke fordi gadelygter var en ny opfindelse, i mere end 50 år havde byens gader vaeret badet i gasflammernes skaer. Denne dag i februar 1879 var gassen dog skiftet ud med en glødepaere – og dens elektriske lys tryllebandt de lokale.

Paeren lyste uafbrudt. Ingen blafren. Ingen lange, uhyggelige skygger. Gadelygten lyste byen op på en måde, ingen nogensinde havde set magen til før – hverken i England eller i resten af verden.

På trods af at de fleste af os har laert, at det var Thomas Edison, der opfandt glødepaeren, var det ikke ham, der stod bag demonstrationen den dag. Faktisk var Edison slet ikke begyndt at eksperimentere med elektrisk lys på dette tidspunkt.

Opfinderen var derimod englaenderen Joseph Swan, en lokal kemiker. To måneder forinden havde han holdt en forelaesning for byens intellektuelle spidser, hvor han demonstrerede sin glødepaere, og reaktionen havde vaeret overvaeldende – så overvaeldende, at han nu havde installeret en paere på en af byens travleste gader, Mosley Street.

51årige Joseph Swan stod over for sit store gennembrud. Troede han – for Edison havde set det enorme potentiale i den nye lysgiver, og han havde planer om at gøre den banebrydende opfindelse til sin egen.

Gas var en usynlig draeber

Da gasbelysningen holdt sit indtog ca. 100 år tidligere, blev den ellers hyldet som civilisationens ypperste frembringelse. Huse, lejligheder, fabrikker og hospitaler var hidtil blevet oplyst af stearinlys og tranlamper – osende og lugtende lyskilder, som var dyre og konstant skulle tilses.

Med installation af gasledninger i hjem og offentlige bygninger kraevede det blot et enkelt skru på hanen, og ud strømmede gassen. Slut med at slaebe stearin og tran hjem. Nu kom energien helt af sig selv. Det kraevede blot en taendstik at få taendt lyset.

På få år blev storbyer som London, Paris og New York forvandlet fra at vaere mørke og farlige om natten til moderne metropoler, der aldrig sov. Men med gassen sneg en ny fare sig ind på storbyboeren.

På et hotel i Chicago slog en mand sig naer ihjel, da hans hat ved et uheld åbnede for den vaeghaengte gashane. Manden opdagede intet og lagde sig til at sove. Sidst på natten vågnede han med en dundrende hovedpine. Han var forvirret, svimmel og havde svaert ved at traekke vejret. Noget var galt, men han vidste ikke hvad. Han fik slaebt sig ud på gangen, hvor han kollapsede. Heldigt for ham fandt personalet ham

kort efter og kunne lugte gassen. De fik den slukket og reddede hans liv.

Var han blevet liggende, havde CO’en – kulilten – i gassen erstattet ilten i hans blod. Bevidstløsheden havde indfundet sig, kropsvaevet var begyndt at blive nedbrudt, og til sidst havde døden indfundet sig.

Kulgas viste sig at vaere så effektiv en draeber, at den hurtigt blev en populaer måde at begå selvmord på. Personalet troede da også først, at manden havde forsøgt at tage sit eget liv, for det ville ikke vaere første gang, de oplevede det. Først da de opdagede maerkerne afsat af gashanen i hans hat, gik det op for dem, hvad det var sket.

Et andet uheld med gas – også i Chicago – havde naer kostet tusindvis af mennesker livet. En dag i 1893 faldt temperaturen på gasvaerket i bydelen Ravenswood pludseligt. Det betød, at gassen stoppede med at strømme i rørene, og lyset i alle lygtepaele og i huse gik med et ud. Et øjeblik senere fik personalet på gasvaerket løst problemet, og gassen strømmede igen.

Men fordi flammerne var slukket – og de fleste mennesker sov – fossede gassen ud. De få, der stadig var vågne, opdagede heldigvis, at noget var galt, og fik banket kvarterets mere end 5000 slumrende indbyggere op. Kun ved et mirakel overlevede alle udslippet.

Ikke nok med at gassen var farlig og førte til uheld, selvmord og eksplosioner i folks hjem. Den svinede også. Soden fra gasflammen satte sig på vaegge og lofter – sorte plamager, der ikke kunne vaskes af, og som betød, at tapetet med jaevne mellemrum måtte skiftes.

Gassen var med andre ord ikke en holdbar arvtager til stearin og tranolie. Men med opfindelsen af elektriciteten anede 1800tallets idérige opfindere en vej ud af mørket.

Første lys blev taendt ved et tilfaelde

En af dem var englaenderen Humphry Davy, som i begyndelsen af 1800tallet blev fuldstaendig besat af en ny teknologi: batteriet. Opfinderen og kemikeren var dybt fascineret af, hvordan elektricitet kunne bruges til at isolere grundstoffer. På få måneder isolerede han blandt andet natrium, kalium og magnesium – grundstoffer, der ikke tidligere kunne skaffes i en ren form.

I forbindelse med eksperimenterne gjorde han en anden og måske vigtigere opdagelse. Da han placerede to små kulstave med et par centimeters mellemrum og førte en elektrisk spaending gennem dem, begyndte de at lyse. Elektronerne hoppede simpelthen fra den ene kulstav til den anden gennem luften – og det skabte en bue af lys.

Humphry Davy havde, naermest ved et tilfaelde, skabt den første elektriske lampe i verdenshistorien, den såkaldte lysbuelampe. Når det ikke er ham, vi taenker på, når vi taender for stikkontakten, skyldes det, at lysbuelampen ikke egnede sig til private hjem. Den slugte enorme maengder strøm og var svaer at styre – lyset svingede mellem dunkelt til ekstremt blaendende. Varmen fra lampen åd også kulstavene lynhurtigt op, så afstanden mellem dem efter kort tid blev så stor, at lyset gik ud.

Men Humphry Davy havde vist, at elektrisk lys var en mulighed.

Uheldet forfulgte overklassedreng

Mens Davys efterfølgere baksede med at få buelampen til at fungere, voksede Joseph Swan op i gaslampens skaer i et velhavende hjem i Sunderland, England. Hans far ejede en stor jernvirksomhed og tjente gode penge på den buldrende industrialisering i begyndelsen af 1800tallet. I modsaetning til mange andre familier havde de råd til at sende alle Swanbørnene i skole. Alle otte.

Joseph ansås for den kvikkeste i søskendeflokken – og slugte alt det laesestof, han kunne komme i naerheden af, isaer naturvidenskab og i saerdeleshed kemi. Som 14årig kom han derfor i laere hos to apotekere, så han kunne blive klogere på de kemiske processer bag medicinfremstilling.

Her begyndte den ellers heldigt stillede drengs uheld. Inden han var faerdigudlaert, døde begge apotekere, og med ét stod han uden job, uddannelse og muligheder. Desperat flyttede han til Newcastle, hvor storesøsterens mand gik med til at ansaette ham i sin nystartede medicinalvirksomhed. Med Josephs ankomst fik forretningen et gevaldigt løft. Han havde masser af idéer til nye praeparater, som han selv opfandt og producerede.

Men idyllen var kortvarig. En dag kørte svogeren ud af byen for at skille sig af med et laes nitroglycerin, det potente vidunderstof, som var blevet opdaget lidt over 20 år tidligere. Han ville dumpe det i naturen, men noget gik galt, og både vognlaes og mand blev opslugt af en enorm eksplosion.

Ikke laenge efter eksplosionen døde hans kone og hans tvillingesønner af sygdom, og den unge opfinders verden sank i grus.

Nedbrudt og deprimeret over at have mistet sine kaere og sin forretningspartner inden for meget kort tid begravede han sig i sit arbejde. Han flyttede, byggede et laboratorium og begyndte at eksperimentere. Og det kom der en raekke opdagelser ud af. Blandt andet blev det takket vaere Swan nemmere og billigere at fremkalde fotografier.

Allerede som 21årig gjorde Swan de første forsøg på at udvikle en elektrisk paere, men de første proto

“En opfinder er som en bjergbestiger. Først vandrer han ad kendte stier, siden i fodsporene af andre. Først når fodsporene ophører, griber han isøksen og hugger nye spor.” JOSEPH SWAN

typer fungerede temmelig dårligt. Idéen bag elpaeren var, at den elektriske spaending skulle løbe igennem et tyndt materiale. Elektronerne skulle ikke springe frit gennem luften, som tilfaeldet var med buelampen. Det var dog lettere sagt end gjort. På grund af den iltfyldte luft i paeren braendte det tynde materiale lynhurtigt op.

Swan fandt dog på en løsning: vakuum inde i paeren, hvor materialet lyste. Men de vakuumpumper, Swan kunne skaffe, fungerede elendigt, og de naeste 30 år gik han til og fra arbejdet med elpaeren. Først som 50årig i 1878 lykkedes det ham endelig.

Året efter fik han patent på idéen med vakuum i paeren, og for at demonstrere, hvor god hans opfindelse var, fik han sat paererne op i sit eget hjem. Dermed var Joseph Swans hus det første i verden til at blive oplyst udelukkende af elektrisk lys. Fremtiden tegnede i alle ordets betydninger lys for Swan – lige indtil den verdensberømte opfinder Thomas Edison også påstod, at han havde opfundet elpaeren.

Den halvdøve dreng fra fyrtårnet

Thomas Edison var den diametrale modsaetning til Joseph Swan. Hvor briten var stilfaerdig, med et stort, busket skaeg og en mild fremtoning, fremstod Edison barsk, med en glatbarberet strenghed og arrogance over sig. Hvor Swan kom fra et velstillet hjem, var Edison vokset op med få midler. Og hvor Swan i årevis havde knoklet med at knaekke nøden med den elektriske paere, havde Edison gjort det på få måneder. Modsaetningerne var til at få øje på, og da de to maend mødtes, kom det da også til at slå gnister.

Edison var det syvende og yngste barn af en far, som bestyrede et fyrtårn i den lille by Port Huron, der ligger en times kørsel nord for Detroit. Her ligger byen smukt ud til en af USA’s største søer, Huronsøen, der danner graensen mellem USA og Canada.

Edison var født med en hørefejl. I skolen kedede han sig, dels fordi han ikke kunne høre, hvad laereren sagde, og dels fordi det meste af undervisningen var udenadslaere. Han blev derfor stemplet som en outsider uden for paedagogisk raekkevidde.

Da Edison af natur var nysgerrig og fantasifuld, begravede han sig i stedet i bøgerne. Her laerte han meget af det, han senere skulle traekke på som opfinder og forretningsmand – viden om kemi, elektricitet og matematik.

Kun fem år gik Edison i skole, før han som 12årig droppede ud for at arbejde på jernbanen mellem Port Huron og Detroit. Fire år tidligere havde jernbaneselskabet installeret telegrafer til at koordinere og styre togene, og Edison greb chancen og kom i laere som telegrafist.

I begyndelsen fungerede telegrafen ved, at maskinen trykte prikker og streger (morsekode) på små stykker papir, som telegrafisten så aflaeste. Men allerede mens Edison var i laere, aendrede teknologien sig og blev erstattet af modtagere, der leverede

morsekoden ved hjaelp af lyd. Det gav den tunghøre Edison problemer, og han begyndte straks at forbedre telegrafteknologien, så den fungerede bedre for ham – en “Edison classic”, skulle det vise sig, for mange af hans senere opfindelser var netop forbedringer af eksisterende teknologi.

I 1869 lykkedes han med at opfinde en såkaldt duplekstelegraf – en maskine, der kunne sende to beskeder simultant ved hjaelp af den samme ledning. Med opfindelsen i hånden sagde han efter seks år som telegrafist sit job op for at blive fuldtidsopfinder.

Det skulle vise sig at vaere den rigtige beslutning. I løbet af sin karriere registrerede Edison 1093 patenter – en verdensrekord, der først blev overgået i 2015 af Edisons landsmand, astrofysikeren og opfinderen Lowell Wood. En del af forklaringen på Edisons knusende effektivitet var ifølge hans mange modstandere, at han havde svaert ved at forstå forskellen på at låne og stjaele – og i 1878 kom han til at stjaele fra den forkerte mand.

Edison “låner” af Swan

Det største problem med den elektriske paere var at gøre den billig og driftssikker. Før Swan var det kun lykkedes at lave glødepaerer med tråde af platin, iridium og kulstof. De to første var sjaeldne og ekstremt dyre.

Kulstof, derimod, var billigt, men braendte hurtigt ud. Ved at lade tråden braende i vakuum fandt Swan ud af, at den holdt meget laengere. Og ved at bruge papir daekket af et tyndt kulstofpulver bragte han prisen på tråden endnu laengere ned.

Så da Swan i februar 1879 taendte sin elektriske paere på gaden i Newcastle, lyste den upåklageligt. De vaerste børnesygdomme var kureret. Teknologien var modnet og klar. Eneste problem var, at han ikke kunne få tråden til at braende i mere end 40 timer, før paeren sprang. Men det kunne Edison.

Ved at bygge videre på Joseph Swans design lykkedes det Edison at finde et materiale, der kunne braende endnu laengere. Hele Edisons laboratorium i Menlo Park i New Jersey blev sat på opgaven med at finde det rigtige materiale. 100 mennesker arbejdede naermest i døgndrift med at teste materialer.

Først efter at mere end 6000 plantefibre fra hele verden var blevet afprøvet, fandt Edison løsningen. Ved at skifte papiret ud med ultratynde bambusfibre daekket af kulstofpulver lykkedes det ham at haeve levetiden på paeren drastisk. Hele 1200 timer kunne hans paere braende, inden den sprang.

“Jeg har ikke fejlet 1000 gange. Jeg har opdaget 1000 måder, der ikke virker“EDISON efter at have testet tusinder af materialer til glødetråd

Krigen bryder ud

I 1878, samme år som Swan første gang demonstrerede sin paere, havde han ansøgt om at få patent på opfindelsen i England. Han begik dog en stor fejl ved kun at søge om patent på selve vakuumdelen – ikke hele konstruktionen. Året efter tog Edison derimod patent på hele paeren i både England og USA.

Selvom Thomas Edison udmaerket var klar over, at hans bedrift byggede på Joseph Swans hårde ar

bejde, forsøgte han alligevel at saelge elpaeren som sin egen opfindelse. Måske regnede han med, at det var nemt at tromle hen over Swan, at aeren – og ikke mindst patentet – for elpaeren selvfølgelig tilkom troldmanden fra Menlo Park og klodens vel nok berømteste opfinder og ikke en eller anden ukendt kemiker fra en provinsby i Nordengland.

Samme recept havde han brugt mange gange før med stor succes. Edison var en lige så kynisk og skruppelløs forretningsmand, som han var en begavet og enestående opfinder.

I 1882 lagde Edison sag an mod Swan. Anklagen gik på, at Swan kraenkede Edisons patent. Som modsvar sagsøgte Swan Edison i USA for at kraenke sit patent. Og han var i stand til at bevise sin påstand med forskningsnotater og dokumentation for, hvordan han havde demonstreret sin opfindelse for offentligheden.

Beviserne var overvaeldende, og Edisons advokater anede, hvilken vej vinden blaeste. De rådgav ham derfor til at indgå et forlig, hvilket han modstraebende gik med til.

Fredsaftalen blev underskrevet

I 1883 nåede Edison og Swan en form for enighed – en enighed, der helt afgjort ikke har huet Edison.

Aftalen gik på, at de to opfindere skulle fusionere deres to virksomheder, som var stiftet til det formål at producere og saelge elpaererne. Det blev til The Edison and Swan United Electric Light Company Limited – i daglig tale Ediswan.

I ti år – frem til 1893, hvor patenterne udløb – havde de to monopol på den elektriske paere, hvilket gjorde dem begge til formuende maend.

Edisons og Swans krig om patenter var langtfra den eneste konflikt, Edison rodede sig ud i. Få år senere endte han i endnu en krig med to andre opfindere. Denne gang handlede det ikke om elpaeren, men om den forsyning af elektricitet, der fik paeren til at lyse. Og endnu en gang brugte Edison alle de beskidte tricks, han kunne komme på, for at vinde. Men det er en anden historie.

Teknologien bag elpaeren viste sig så velfungerende, at den stort set ikke aendrede sig i mere end 100 år. Hjem, skoler, hospitaler og fabrikker blev oplyst af elpaeren gennem hele det 20. århundrede. Først i slutningen af 00’erne blev elpaeren overgået af en anden genial opfindelse: LEDpaeren.

LAES MERE EDISON henrettede cirkuselefant Edison ville bevise, hvor farlig vekselstrøm var. Det gik ud over cirkuselefanten Topsy, der fik sendt 6600 volt gennem sig. www.illvid.dk/edisonelefant

Talende dukker var “som taget ud af et mareridt”

Efter at have udviklet fonografen i 1877 så Edison sig om efter nye opfindelser, hvor teknikken med at optage og afspille lyd kunne komme i spil. En oplagt mulighed var talende dukker, mente Edison og “indopererede” en miniatureversion af sin fonograf i børnedukker med traelemmer og metalkorpus. Kvindelige skuespillere blev hyret til at indtale kendte børnerim som fx “Twinkle, Twinkle, Little Star”. Men succesen udeblev.

I 2015 rekonstruerede lydteknikere ved Thomas Edison National Historical Park nogle af “dukkeviserne”, og de beskriver lyden som taget ud af et mareridt: sløret, metallisk og ekstra uhyggelig, fordi de voksne skuespillere imiterede børnestemmer.

Edison solgte kun 500 af sine mareridtsdukker

– et af hans få fejlslagne forretningseventyr.

Edison ved sit banebrydende kinetoskop – sammensat af det graeske ord for bevaegelig (kinetos) og at se (skopein).