Illustreret Videnskab (Denmark)
Videnskaben fik tyngde
Fra hårene på en loppes ben til universets sammenhaengskraft – Newtons og Hookes forskning bød på flere milepaele for videnskaben.
Halley, der kom fra en familie, som var blevet rig på at saelge saebe, påtog sig opgaven med at udgive bogen – betalt af egen lomme. Bogen Philosophiae Naturalis Principia Mathematica, som den hedder, betragtes i dag som den vigtigste i videnskabshistorien. Ud over beskrivelsen af tyngdekraften indeholder det banebrydende vaerk også Newtons tre love om inerti, om kraftpåvirkning og aktionreaktion, som stadig er fast pensum i fysiktimerne. Hooke blev rasende, da Principia udkom. Halley, der engang havde vaeret hans elev, var gået bag hans ryg. Og vaerre endnu. Han var gået til Hookes aerkerival. Set fra Hookes synspunkt havde de to tyvstjålet hans idéer om tyngdekraft, og de havde ikke naevnt
ham ét eneste sted i bogen. Ikke ét eneste tak. Ikke en henvisning til, hvordan han havde fået dem på rette spor.
Hookes protester faldt for døve øren. Selv var han ikke kommet med et konkret bevis. Newton, derimod, havde opfundet et helt matematisk sprog til at beskrive tyngdekraften.
Intet er så småt, at det kan undslippe os. En ny verden er blevet synlig og skal undersøges.
Hooke dør i sit eget skidt
I årene efter konflikten blev Robert Hookes helbred gradvist dårligere. Han fortsatte sit arbejde for Royal Society, men i 1697 mistede han det meste af synet, sank synligt sammen og fik svaert ved at støtte på benene. I 1703 døde han. Alene i sin seng. Uvasket og iført møgbeskidt tøj. Hans afsjaelede krop myldrede efter sigende med så mange lus, at ingen ville røre ham.
ROBERT HOOKE i bogen Micrographia, det første store vaerk om opdagelser gjort med det nyopfundne mikroskop.
Rivalen blev slettet fra historien
Når en stolt institution som Royal Society dengang skulle vise sin historie og sine prominente medlemmer frem, skete det gennem malede portraetter på vaeggene. Men en af selskabets berømteste sønner, Robert Hooke, fik aldrig plads i galleriet. Notater i Hookes dagbog tyder ellers på, at han fik malet et portraet. Hvor det maleri forsvandt hen, ved ingen. En sejlivet myte lyder, at Newton stod bag portraettets forsvinden. Samme år Hooke døde, blev Newton valgt til praesident for Royal Society. Ifølge en
version af historien lod han efter Hookes død portraettet hente og braendte det i sin kamin. Ifølge en anden sørgede han for, at maleriet blev glemt, da selskabet flyttede til nye lokaler. Sikkert er det, at Newton gjorde alt, hvad han kunne, for at miskreditere Hooke. Efter rivalens død beskrev han offentligt Hooke som en sølle, lille mand, der forsøgte at tage aeren for andres opdagelser. På det tidspunkt var Newton den lyseste stjerne på den videnskabelige scene.
I 1704 udgav han sit andet storvaerk, Opticks, hvor han genfremsatte sine banebrydende teorier om lysets brydning. Og denne gang lyttede det videnskabelige samfund. Newtons teori om “korpuskler”, dvs. lyspartikler, holdt stand helt frem til 1920’erne, hvor kvanteteoretikere kunne bevise, at lys både er partikler (fotoner) og bølger.
Kun få tog Robert Hooke i forsvar. Pioneren inden for mikroskopi og en af tyngdekraftens faedre sank i de følgende århundreder ned i glemslen.
Hookes forsvundne dagbøger dukker op
I 1930’erne fandt videnskabshistorikere dagbogsoptegnelser fra Robert Hooke i tre forskellige arkiver i England, hvor de var blevet glemt eller fejlkatalogiseret. På det tidspunkt var Hooke kun kendt i akademiske kredse og ikke i den brede offentlighed. Fundet af Hookes notater bragte ham tilbage i videnskabshistorikernes bevidsthed, og hans bidrag til blandt andet astronomi, matematik og gåden om tyngdekraften blev igen anerkendt.
Historien om Newtons ahaøjeblik, da han fik et aeble i hovedet, er dog for sejlivet til at forgå. I 1726 fortalte den aldrende Newton til et middagsselskab, hvordan han havde drukket sin te i skyggen fra et aebletrae, og hvordan et faldende aeble havde sat gang i spekulationerne om tyngdekraft. Anekdoten blev siden gengivet i en biografi, og i senere udgaver af historien kom tilføjelsen om, at aeblet ramte ham i hovedet.
Historikerne ved ikke, om Newton opfandt historien som en eftertanke sent i livet. Men et rendyrket ahaøjeblik var det naeppe, eftersom tyngdekraften allerede var beskrevet på alle andre måder end rent matematisk. Han var sandsynligvis blevet inspireret af andre, blandt andet Robert Hooke, hvilket et af hans berømteste citater da også kunne indikere: “Hvis jeg har kunnet se laengere end andre, er det kun, fordi jeg har stået på skuldrene af giganter”.
En af de ivrigste formidlere af aeblehistorien var niecen Catherine, som var et af de få mennesker, Newton formåede at knytte sig til. Hun var ved hans side, da han den 31. marts 1727 udåndede som 84årig.