BRITHÉN VAR BAGMAND FOR DEN STØR­STE FEST NO­GEN­SIN­DE

1999

Ishockey VM 2018 - - Danmark På Hjemmebane -

Oden­se Is­sta­dion. 13. april 1999. Bag det ene mål fyl­der ty­ske is­ho­ck­ey­fans i al­le af­skyg­nin­ger tri­bu­ner­ne. Trom­mer og dan­ser. ”Wir sind al­le Eis­ho­ck­ey­fans” syn­ger de i kor. De er kom­met fra Ro­sto­ck, Tim­men­dorf, Köln og Düs­sel­dorf og er iført klub­trø­jer og cow­boy­ve­ste fyldt med em­ble­mer fra klub­ber­ne i det ty­ske ri­ge. Fra Bun­des­liga­en og ned til Re­gio­nal­liga­en.

B-tri­bu­nen, hvor Oden­se fans nor­malt står i den på det tids­punkt nye og fi­ne are­na, er mindst li­ge så pak­ket. Med dan­ske fans, der har sam­let sig i en en­hed og i hå­bet om en sen­sa­tion. Vi står pak­ket. Næ­sten som i Lon­dons un­der­grund i myl­dre­ti­den. Trom­mer i mid­ten. På sid­de­plad­ser­ne har samt­li­ge til­sku­e­re få­et Dan­ne­brogs­flag delt ud, og vif­ter hef­tigt med dem.

Kulis­sen er enorm. Dan­mark er vært ved B-VM og har vun­det si­ne tre før­ste kam­pe mod Est­land, Slo­ve­ni­en og Ka­sak­h­stan, og nu er is­ho­ck­ey­fans fra he­le lan­det val­far­tet til Oden­se for at se en hi­sto­risk før­ste kamp no­gen­sin­de mod Tys­kland.

Godt nok har Dan­mark tid­li­ge­re i hi­sto­ri­en få­et stryg mod DDR, men hver­ken det tid­li­ge­re Vest­tys­kland el­ler den gen­for­e­ne­de Tys­kland har væ­ret an­det end no­get, man har set i fjern­sy­net. Fra Bun­des­liga­en el­ler i skrat­ten­de Vm-trans­mis­sio­ner på ARD el­ler ZDF op gen­nem 80'er­ne.

I dag er ty­sker­ne på den an­den si­de, og de får en om­gang læ­ster­li­ge stryg. På en dag, hvor al­ting lyk­kes for de rød-hvi­de. Hvor Jens Ni­el­sen, Heinz Eh­lers og Sø­ren True klik­ker.

Hvor den ty­ske må­l­mand Klaus Merk drop­per og hvor en ung Mor­ten Gre­en for før­ste gang skæ­ver ind til et Vm-eventyr, der skal va­re næ­sten to år­ti­er.

Sø­ren True brin­ger ef­ter for­ar­bej­de af bror Mads Dan­mark for­an 1-0, og in­den pau­sen ham­rer Fre­de­riks­havns Bent Christensen puck­en i kas­sen ef­ter en suk­ker­pas­ning fra Lasse Degn.

At mar­gi­na­ler­ne er på dansk si­de, bli­ver be­vist midt i an­den pe­ri­o­de, da Bo Nord­by hæl­der en puck ned mod den ty­ske må­l­mand Klaus Merk. Skud­det er på vej til at gå for­bi mål, men på mærk­vær­dig manér får Merk di­ri­ge­ret puck­en ind i sit eget mål til 3-0.

Mads True gør det til 4-0, og i tred­je pe­ri­o­de spil­ler Kim Staal luft­gu­i­tar for de be­gej­stre­de til­sku­er­ne med må­le­ne til 5-1 og 6-1. Det er fuld­stæn­dig sur­re­a­li­stisk, hvad der fo­re­går i den fi­ne hal i Oden­se, hvor et­hvert dansk is­ho­ck­eyhjer­te bli­ver sendt di­rek­te i drøm­meland. Kan det her vir­ke­lig væ­re sandt? Dan­mark vin­der tur­ne­rin­gen med seks sej­re og en uaf­gjort, men mis­ser se­ne­re op­ryk­ning til den bed­ste Vm-grup­pe i det kva­li­fi­ka­tions­spil, man den­gang skul­le over for at kom­me en tand opad. Men Vm-tur­ne­rin­gen i 1999 vil al­tid bli­ve hu­sket som en milepæl og sej­ren over Tys­kland er på det tids­punkt en af de stør­ste over­ho­ve­det i dansk is­ho­ck­eyhi­sto­rie.

BAG­MAN­DEN BRITHÉN

Som an­svar­lig for det dan­ske lands­hold står sven­ske­ren Jim Brithén. En skarp, so­lid og ve­lud­dan­net træ­ner, der i dag er lo­kal­po­li­ti­ker og vi­ce­borg­me­ster i Än­gel­holm i Skå­ne, hvor han føl­ger sin søn Ted i den lo­ka­le klub Rög­le, og sta­dig har et stort hjer­te for is­ho­ck­ey. Og­så den dan­ske is­ho­ck­ey, for Brithén glem­mer ik­ke ba­re så­dan sit rød-hvi­de eventyr, der gav ham man­ge go­de og helt spe­ci­el­le op­le­vel­ser.

Brithén var på vej til He­e­ren­ve­en Fly­ers i den hol­land­ske liga og hav­de gi­vet mundt­ligt til­sagn om at til­træ­de i klub­ben i Fri­esland, da mu­lig­he­den for at træ­ne Dan­mark duk­ke­de op.

Hans ko­ne hav­de set en stil­lings­an­non­ce i det sven­ske for­bunds blad ”Ho­ck­ey” og op­for­dre­de Jim Brithén til at sø­ge stil­lin­gen. Mu­lig­he­den i Hol­land gav han vi­de­re til ven­nen Tho­mas Sjö­gren og be­fandt sig kort ef­ter til job­sam­ta­le om­kring det dan­ske land­stræ­nerjob.

En vin­ter­dag be­sø­ger vi Brithén og træf­fer ham på en café i Hels­ing­borg, og sven­ske­rens stem­me og den skån­ske di­a­lekt er sta­dig li­ge så

B-VM 1999: Dan­mark slog Tys­kland 6-1, vandt B-VM og fejre­de hidtil use­te tri­um­fer på isen. Det var et for­var­sel om nye ti­der og ta­len­ter i dansk is­ho­ck­ey, og bag­man­den var den sven­ske landstræner Jim Brithén, der trå­d­te til i 1997 og fik æn­dret kul­tu­ren i dansk is­ho­ck­ey.

ty­de­lig som den­gang, de dan­ske spil­le­re mød­te ham for før­ste gang.

Man kan mærke, at den flin­ke og vel­ta­len­de Brithén er en mand, der ta­ler klart og ty­de­ligt. Det har han al­tid væ­ret vant til. Som po­li­ti­mand, is­ho­ck­ey­t­ræ­ner og lo­kal­po­li­ti­ker. Hans Vm-eventyr med Dan­mark be­gynd­te mørkt og trist med syv ne­der­lag i Ka­towi­ce i Po­len i 1997.

- Den bed­ste Vm-tur­ne­ring skul­le ud­vi­des, og der var in­gen hold, der ryk­ke­de ned fra B-VM. Jeg var kon­se­kvent og to­le­re­re­de ik­ke, at spil­ler­ne ba­re meld­te fra og til på lands­hol­det, som de hav­de lyst til. Det var gra­tis for mig i den sæ­son, og det ko­ste­de på re­sul­ta­tet ne­de i Po­len. Men det var en vær­re tur­ne­ring der­ne­de. Vi tab­te det he­le, si­ger Jim Brithén.

DER ER ET YNDIGT LAND – EL­LER KONG CHRI­STI­AN?

Brithén gjor­de, som han al­tid gør, når han be­gyn­der på et nyt job. Med en ana­ly­se af den ak­tu­el­le si­tu­a­tion og plan­læg­ning af, hvor­dan han kun­ne løf­te dansk is­ho­ck­ey. Det gjaldt om at få en bed­re og me­re se­ri­øs træ­nings­kul­tur ban­ket ind i klub­ber­ne og spil­ler­ne, og Brithén gik i gang med at over­be­vi­se det dan­ske is­ho­ck­eyland­skab om, at det var den ret­te vej at gå.

- Jeg sag­de til man­ge af le­der­ne, at vi skul­le til at ud­dan­ne is­ho­ck­ey­spil­le­re i Dan­mark. De så spør­gen­de på mig og sag­de: Ud­dan­ne is­ho­ck­ey­spil­le­re? Vi træ­ner da is­ho­ck­ey­spil­le­re, gri­ner Jim Brithén.

Men ef­ter den før­ste skep­sis over­for den nye mand, be­gynd­te træ­ner­ne rundt om­kring i klub­ber­ne at fin­de ud af, at Brithén fak­tisk for­søg­te at gen­nem­fø­re si­ne pla­ner.

Sven­ske­ren kom uden for­dom­me og var blandt me­get an­det helt li­geg­lad med de mod­sæt­nings­for­hold, der her­ske­de mel­lem jysk og sjæl­land­sk is­ho­ck­ey på det tids­punkt.

Og­så på hol­dets in­dre linjer for­søg­te han at ska­be sam­men­hold og stem­ning – og en respekt­løs­hed, når Dan­mark skul­le mø­de de stør­re na­tio­ner.

- I min før­ste sæ­son skul­le vi spil­le to træ­nings­kam­pe i Po­len. Det var bus he­le vej­en der­over. På et tids­punkt sag­de jeg til dren­ge­ne, at de skul­le læ­re mig den dan­ske na­tio­nalsang. ”Njaah, hvor­for nu det”, sva­re­de de.

- For­di jeg skal læ­re at syn­ge med, når vi vin­der – og når fla­get går til tops. Så vil jeg og­så ger­ne væ­re med. Selv om jeg er svensk, sva­re­de jeg.

Spil­ler­ne gri­ne­de og sag­de, at det be­hø­ve­de Brithén ik­ke at læ­re, for Dan­mark vandt al­li­ge­vel al­drig. Men land­stræ­ne­ren in­si­ste­re­de, for han vil­le ha­ve som mål at vin­de hver ene­ste kamp - og det lyk­ke­des at få et sang­kor op i bus­sen. Dan­mark vandt i Po­len.

- Så stod vi der og var klar til at syn­ge ef­ter kam­pen. Så spil­le­de de ”Kong Chri­sti­an”, og den kun­ne jeg jo ik­ke. Jeg stod og un­dre­de mig over, om spil­ler­ne hav­de le­ve­ret en el­ler an­den jo­ke, gri­ner han.

SEJ­REN HAR SIN PRIS

Team Dan­mark fik øj­ne­ne op for is­ho­ck­ey, og for­nem­me­de sti­gen­de støt­te fra træ­ner­ne og klub­ber­ne. Le­den­de spil­le­re som Heinz Eh­lers, Jes­per Duus, Jens Ni­el­sen og Fre­de­rik Åkes­son gik all-in med lands­hol­det og valg­te at stil­le kon­ti­nu­er­ligt op for Dan­mark for at løf­te hol­dets ni­veau. Og med un­ge fy­re som Kim Staal og Mor­ten Gre­en på vej op, lys­ne­de det for dansk is­ho­ck­ey.

Jim Brithén frem­hæ­ver og­så den da­væ­ren­de Team Ma­na­ger for lands­hol­det, Pre­ben Glad og as­si­ste­ren­de træ­ner Kim Sö­der­berg, tid­li­ge­re kendt som Kim "Mu­sen" An­der­sen, som en cen­tra­le per­so­ner, der li­me­de he­le or­ga­ni­sa­tio­nen sam­men. In­de på isen frem­stod den bund­se­ri­ø­se Heinz Eh­lers med det umå­de­li­ge ta­lent som et uund­vær­ligt kit.

Selv er Jim Brithén på ef­ter­krav ble­vet kendt som en hård hund, der tog fat i spil­ler­ne. Men var han egent­lig det?

- Jeg hav­de ta­get den hø­je­ste træ­ner­ud­dan­nel­se på uni­ver­si­te­tet i Stockholm, og der læ­rer man sig at skel­ne mel­lem eli­te og bred­de. Jeg vid­ste, hvad suc­ces kræ­ve­de. Det har sin pris.

- Dan­sker­ne kom med indstil­lin­gen: Lidt fis og bal­la­de og fest her og der, en smøg og en øl i om­klæd­nings­rum­met – og må­ske den nem­me vej rundt om keg­ler­ne til træ­nin­gen. Det var ik­ke min indstil­ling. Jeg vil­le se fuld sats­ning, si­ger Jim Brithén.

Han for­tæl­ler, at et par af spil­ler­ne end­da i ram­me al­vor for­søg­te at over­be­vi­se ham om, at ryg­ning var godt for lun­ge­ka­pa­ci­te­ten.

- Jeg har se­ne­re for­stå­et på spil­ler­ne, at de den­gang syn­tes, at min træ­ning var for hård. Men fem-ti år se­ne­re kom de til­ba­ge og sag­de: ”Jim, du hav­de jo ret”. Vi la­ve­de en af­ta­le om, at der ik­ke skul­le væ­re fest, før ef­ter tur­ne­rin­ger­ne var af­slut­tet. Slut med øl i bus­sen og slut med den der ”stil­le og ro­ligt” og ”lidt hyg­ge”.

- Vi skul­le læg­ge et hø­je­re ni­veau på træ­nin­gen med lands­hol­det, så spil­ler­ne kun­ne gå hjem til klub­ber­ne og si­ge ”hold­kæft, hvor vi træ­ne­de hårdt på lands­hol­det. In­gen fest og bal­la­de og vi spi­ser or­dent­ligt og le­ver på den rig­ti­ge må­de. ” Det skul­le de væ­re am­bas­sa­dø­rer for, si­ger den tid­li­ge­re landstræner med fast stem­me.

EN VIR­KE­LIG STOR OP­LE­VEL­SE

Til sidst stod han alt­så som tri­um­fa­tor i 1999. For­an et eu­forisk pu­bli­kum bå­de i Rø­d­ov­re og Oden­se og med 13 po­int i syv kam­pe mod stær­ke mod­stan­de­re he­le vej­en. På det tids­punkt var det uden sam­men­lig­ning det stør­ste dan­ske re­sul­tat no­gen­sin­de.

- Hvad jeg husker? For ek­sem­pel or­ga­ni­sa­tio­nen rundt om det he­le. Det var stort for uni­o­nen at hol­de B-VM på hjemmebane, næ­sten for stort. Der var mas­ser af pro­ble­mer, der blev løst i sid­ste øje­blik – med ma­den, ho­tel­ler­ne og al­ting - men folk som Ejvind Ole­sen (tid­li­ge­re for­mand for Dan­marks Is­ho­ck­ey Uni­on) og Bent Ni­el­sen (ge­ne­ral­se­kre­tær) ar­bej­de­de hårdt for at få det til at hæn­ge sam­men.

- Kas­se­re­ren As­ger Juul hav­de lo­vet os bonus, hvis vi vandt. In­gen reg­ne­de med, at vi tog før­ste­plad­sen, og da vi så hav­de vun­det den sid­ste kamp, stod han ne­de i om­klæd­nings­rum­met og sag­de med et grin: ”for hel­ve­de, mand, det har vi jo ik­ke råd til.” Jo, det var vir­ke­lig en stor op­le­vel­se, si­ger Jim Brithén.

Desvær­re var der alt­så i et par år en re­gel om en ek­stra kva­li­fi­ka­tion, før man kun­ne ryk­ke op blandt de 16 bed­ste na­tio­ner. Den hurd­le kla­re­de Dan­mark ik­ke. Men Jim Brithén, der for­lod job­bet ef­ter sæ­so­nen 2000/01 kun­ne med stolt­hed i hjer­tet over­væ­re Dan­marks op­ryk­ning i 2002 i Un­garn.

Han hav­de i sand­hed væ­ret en stor del af Dan­marks op­sti­gen til tin­der­ne.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.