In­ter­view: As­si­sten­tens vil­de kar­ri­e­re

HAR VUN­DET DET HE­LE

Ishockey VM 2018 - - Indhold - TEKST: MI­CHA­EL SØVSØ

Det var den­gang, mænd hav­de en rig­tig mousta­che, og hvor de hår­de dren­ge på ishockeybanen sta­dig spil­le­de uden hjelm. Den­gang New York me­re blev be­teg­net som en hvep­se­re­de af hård­kog­te kri­mi­nel­le end en smuk glo­bal ho­ved­stad som i dag. I 1977 blev by­en ramt af et mæg­tigt strøms­vigt, som re­sul­te­re­de i plyn­drin­ger og uro­lig­he­der overalt.

Ude på Long Island spil­le­de de is­ho­ck­ey. New York Islan­ders hav­de op gen­nem 70'er­ne sam­let sam­men til et ka­non­hold. Fyldt med ham­ren­de dyg­ti­ge is­ho­ck­ey­spil­le­re, der og­så kun­ne spil­le det hår­de ga­me i en tid, hvor det var nød­ven­digt.

I 70'er­ne kun­ne man vin­de Stanley Cup på at væ­re fy­sisk skræm­men­de og svært in­ti­mi­de­ren­de. Som Phila­delp­hia Fly­ers' knald­hår­de Bro­ad Stre­et Bul­lies, der klap­pe­de mod­stan­der­ne sam­men i et par sæ­so­ner, og vandt den sto­re po­kal bå­de i 1976 og 77 an­ført af den le­gen­da­ri­ske kap­ta­jn Bob­by Clar­ke.

Da Bro­ad Stre­et Bul­lies sag­de far­vel og tak måt­te an­dre ta­ge over. Den le­gen­da­ri­ske træ- ner Al Ar­bour – født 1932 – hav­de i man­ge sæ­so­ner væ­ret i gang med at byg­ge et nyt og stærkt New York Islan­ders-mand­skab op, si­de­lø­ben­de med at Islan­ders-or­ga­ni­sa­tio­nen fak­tisk hav­de pro­ble­mer med øko­no­mi­en.

HÆVNTØRST

I 1978/79-sæ­so­nen var New York Islan­ders det bed­ste hold i den re­gu­læ­re sæ­son og hav­de teg­nin­gen til et stort mand­skab. Men med liga­ens MVP Bry­an Trot­ti­er i spid­sen røg Islan­ders ud på vær­st mu­lig vis mod lo­kal­ri­va­ler­ne fra Rangers, som over­ra­sken­de vandt en grim 4-2-se­rie i se­mi­fi­na­len og gik vi­de­re. På vej­en ud fra den sid­ste kamp ka­ste­de Rangers-fan­se­ne sten og då­ser på Islan­ders-bus­sen og skub­be­de til bus­sen, så den var ved at væl­te.

Det tænd­te en vis hævntørst hos dren­ge­ne fra Long Island.

Al Ar­bour, den gam­le co­ach, måt­te gen­tæn­ke sit kon­cept. Nu gjaldt det om at hen­te et hold, der var byg­get til play­off. Grund­spil­let skul­le glem­mes, og der­for hen­te­de Islan­ders slug­ge­ren Butch Gor­ing, der var en æg­te slut­spils­mand. Gor­ing blev hen­tet i Los An­ge­les li­ge før play­off i 1980, og blev ef­ter sæ­so­nen be­teg­net som ”den sid­ste brik i pus­le­spil­let, der skul­le til for at vin­de cup­pen”.

Det var fuld­stæn­dig li­ge me­get, at Islan­ders i 79/80-sæ­so­nen for før­ste gang drop­pe­de til un­der 100 po­int i grund­spil­let. Ar­bour hav­de set fuld­stæn­dig rigtigt i for­hold til mu­lig­he­der­ne for at hen­te Stanley Cup­pen hjem.

Butch Gor­ing sør­ge­de for at gø­re hol­dets an­den­kæ­de far­lig, og nu kun­ne in­gen stop­pe Islan­ders. Sven­ske An­ders Kal­lur var li­ge­le­des kom­met ind på hol­det i en æra, hvor Nhl-klub­ber­ne stil­le og ro­ligt be­gynd­te at kig­ge mod Eu­ro­pa.

I 1980 lyk­ke­des det at væl­te vin­der­ne af den re­gu­læ­re sæ­son, Phila­delp­hia Fly­ers i Stanley Cup-fi­na­len. Al Ar­bour og Islan­ders hav­de op­fyldt drøm­men og hav­de sam­ti­dig få­et fol­ket på Long Island bag sig. Der var is­ho­ck­ey­eu­fori i ud­kan­ten af New York. Et af de sto­re is­ho­ck­ey­dy­na­sti­er gen­nem ti­der­ne i NHL var skabt.

SVENSK SUPERTALENT

Det er her, Dan­marks nu­væ­ren­de as­si­stent­træ­ner for lands­hol­det, To­mas Jons­son, kom­mer ind i bil­le­det. Hjem­me i Sve­ri­ge skøjte­de

To­mas Jons­son har ta­get bå­de Stanley Cup, VM, OL og det sven­ske mester­skab og en af landstræner Jan­ne Karls­sons as­si­stent­træ­ne­re står på den må­de som en af de mest vin­den­de is­ho­ck­ey­spil­le­re over­ho­ve­det. Her er hi­sto­ri­en om den mest me­ri­te­re­de mand i den dan­ske lands­hold­strup, der var med­lem af et af de stør­ste Nhl-hold no­gen­sin­de.

JONS­SON HAR SI­DEN 2009/10-SÆ­SO­NEN VÆ­RET EN SKATTET AS­SI­STENT HOS FØRST PER BÄCK­MAN OG SI­DEN JAN­NE KARLSSON. HAN ER MAN­DEN, DER TA­GER SIG AF BA­CK­ER­NE OG DEFENSIVEN OG MED EN SÅ STOR KAR­RI­E­RE PÅ CV’ET KAN MAN VEL NÆP­PE FIN­DE EN SKARPERE FORSVARSCOACH.

han rundt som et ungt, skar­pt ta­lent i is­ho­ck­ey­by­en Örnskölds­vik. Al­le­re­de i 1979 hav­de den of­fen­si­ve ba­ck vun­det guld med by­ens stør­ste klub, Mo­do og tog der­med før­ste skridt mod en kæm­pe kar­ri­e­re.

New York Islan­ders lu­re­de på Jons­son på den an­den si­de af At­lan­ten, og mens Jons­son fik sle­bet sig selv skarp i den sven­ske liga, fort­sat­te Long Island-klub­bens do­mi­nans i NHL. Al Ar­bours trop­per tog sin an­den Stanley Cup-tri­umf i 1980/81-sæ­so­nen, og To­mas Jons­son spil­le­de bå­de VM i 1979 og OL i 1980 for Sve­ri­ge.

Jons­son nå­e­de og­så halvan­den kamp ved VM på hjemmebane i Sve­ri­ge i 1981, in­den han blev skadet, men så vil­le Islan­ders ha­ve fat i sin sven­ske guld­klump. For­in­den hav­de Al Ar­bour haft go­de er­fa­rin­ger med bå­de sven­sker­ne An­ders Per­s­son og Stefan Kal­lur, så det var ik­ke frem­med med blå-gu­le ak­tø­rer på Long Island.

”Den­gang vid­ste man ik­ke sær­lig me­get om NHL i Sve­ri­ge og Eu­ro­pa. Men der var sven­ske­re, der hav­de ba­net vej­en for os. Spil­le­re som Dan La­braa­ten og In­ge Ham­mar­ström.”

”Ham­mar­ström sag­de til mig, at for at væ­re klar til NHL skul­le man ger­ne ha­ve spil­let to gan­ge VM med Sve­ri­ge. El­ler to sto­re tur­ne­rin­ger. Jeg hav­de spil­let et helt VM og et helt OL, så jeg var vel klar,” si­ger To­mas Jons­son med et smil.

VIN­DER­KUL­TUR

I ef­ter­å­ret 1981 kom en ung To­mas Jons­son til New York og ham­re­de di­rek­te ind i en vin­der­kul­tur, han al­drig hav­de mødt tid­li­ge­re. Islan­ders hav­de alt­så på det tids­punkt vun­det to Stanley Cup-tro­fæ­er i træk.

”Der var fan­ta­sti­ske is­ho­ck­ey­spil­le­re på det hold. Men det var sam­ti­dig rig­tig hår­de dren­ge, som var fy­sisk stær­ke og tur­de ta­ge en fight, når det gjaldt. For mit eget ved­kom­men­de hav­de jeg væ­ret en offensiv ba­ck hjem­me i Sve­ri­ge, men nu skul­le jeg læ­re at læg­ge me­re vægt på defensiven og på at ta­ge de ret­te be­slut­nin­ger. Jeg ind­t­og en stolt­hed over at le­ve­re i for­sva­re, det var min rol­le på hol­det,” husker To­mas Jons­son.

Sik­ke et hold, han kom ind på. Jons­son pe­ger selv på må­l­mand Bil­ly Smith som en af de sto­re nøg­ler til de fi­re mester­ska­ber, som Islan­ders end­te med at vin­de i træk.

En rig­tig slut­spils­må­l­mand, som Jons­son be­teg­ner ham.

Smith blev kaldt ”Batt­lin' Bil­ly” på grund af sin hår­de spil­lestil for­an mål. Leg­en­den si­ger, at mod­stan­der­ne nær­mest hav­de brug for an­kel­be­skyt­te­re, når Smith gik i gang med at ham­re på spil­ler­ne in­de for­an mål.

”Vi hav­de ba­ck­en De­nis Po­tvin. Han var så su­veræn, og i stand til at do­mi­ne­re en kamp fra blå linje. Det var vir­ke­lig en mand, jeg kun­ne læ­re no­get af.”

”Frem­me hav­de vi Mi­ke Bos­sy og Bry­an Trot­ti­er, som spil­le­de i kæ­de sam­men. De var ustop­pe­li­ge. På et tids­punkt blev jeg ryk­ket frem som an­gri­ber i de­res kæ­de, og jeg score­de di­rek­te i før­ste skift i en kamp mod Toronto. Det var tem­me­lig nemt at væ­re tred­je­mand i de­res sam­ar­bej­de,” gri­ner Jons­son.

I tid, hvor is­ho­ck­eyspor­ten var ubarm­hjer­tig og hård var Mi­ke Bos­sy en af de spil­le­re, der holdt sig væk fra slags­mål. Han blev kaldt ”The Scor­ing Ma­chine”, og sam­men med Bry­an Trot­ti­er og de­res nor­ma­le tred­je­mand Clark Gil­lies fik kæ­den til­nav­net ”Trio Gran­de”. Det var åre­ne, hvor de smuk­ke øge­nav­ne flød, og hvor To­mas Jons­son nød at spil­le is­ho­ck­ey på Long Island.

”Der var mindst 15.000 til­sku­e­re til vo­res hjem­me­kam­pe, og folk for­ven­te­de, at vi vandt. Hver ene­ste gang. Vi pus­he­de hin­an­den hårdt in­ter­nt på hol­det og spil­le­de et spil, jeg vil kal­de ”to­tal­ho­ck­ey.” Al­le hjalp til på he­le ba­nen.”

DET BED­STE HOLD NO­GEN­SIN­DE?

”Vin­der­kul­tu­ren var enorm, og for mit ved­kom­men­de var det helt ut­ro­ligt, hvil­ken for­skel, der var på grund­spil og slut­spil. Det var næ­sten et kul­tur­chok, så me­get det spid­se­de til i play­of­fs,” husker To­mas Jons­son.

Han var med til at vin­de to Stanley Cup-tit­ler med det Islan­ders-hold, der frem­står som et af hi­sto­ri­ens bed­ste Nhl-mand­ska­ber. Nog­le me­ner, at Islan­ders-dy­na­sti­et er det bed­ste og mest kom­plet­te no­gen­sin­de og uret­fær­digt over­skyg­get af det ef­ter­føl­gen­de su­per­hold fra Ed­mon­ton, som var an­ført af Way­ne Gretzky.

Islan­ders-hol­det vandt he­le 19 slut­spils­se­ri­er i træk og var kun pres­set ud i den af­gø­ren­de kamp syv to gan­ge i den pe­ri­o­de. Da To­mas Jons­son vandt sin an­den Stanley Cup med su­per­hol­det, var det net­op over det kom­men­de dy­na­sti fra Ed­mon­ton med Way­ne Gretzky, man­den der ube­tin­get og in­dis­kuta­belt sta­dig står som hi­sto­ri­ens bed­ste ishockeyspiller.

”Den bed­ste mod­spil­ler, jeg no­gen­sin­de har haft. Han var ut­ro­lig dyg­tig med puck­en og syn­tes at ha­ve styr på alt, hvad der ske­te in­de på isen. Man sad som­me­ti­der ude i bok­sen og tænk­te, ”hvor­dan gør han det”,” husker To­mas Jons­son.

I 1983 kun­ne Gretzky ba­re ik­ke bry­de igen­nem det su­veræ­ne Islan­ders-mand­skab. Må­l­mand Bil­ly Smith luk­ke­de stort set to­talt ned og lod blot seks mål pas­se­re i fi­re kam­pe, og det un­ge Ed­mon­ton-hold kun­ne slet ik­ke kla­re de ru­ti­ne­re­de, kon­tan­te mod­stan­de­re, der holdt Oi­lers-mand­ska­bet fuld­stæn­dig fra fa­det.

Leg­en­den for­tæl­ler, at Way­ne Gretzky og en an­den kom­men­de su­per­stjer­ne, Mark Mes­si­er, gik for­bi Islan­ders-om­klæd­nings­rum­met ef­ter den af­gø­ren­de kamp og var cho­ke­re­de over, hvor ud­mat­te­de mod­stan­der­ne fra New York var ef­ter den sid­ste kamp.

Det var der, Gretzky og Mes­si­er op­da­ge­de, hvor me­get, det kræ­ve­de at vin­de Stanley Cup.

FOR­STOD DET IK­KE HELT

I 1984 spil­le­de Islan­ders og Jons­son sig frem til den fem­te fi­na­le på stri­be. Det var i sig selv en helt vild kraft­præ­sta­tion, men man­ge ska­der be­tød, at Islan­ders ik­ke me­re kun­ne

stå imod Ed­mon­tons offensiv. Dy­na­sti­et over­gik til Ca­na­da, men To­mas Jons­son hav­de væ­ret med til no­get stort.

”Da vi vandt vo­res før­ste Stanley Cup, for­stod jeg ik­ke helt, hvor vildt, det var. Den­gang kend­te man jo ik­ke så me­get til kul­tu­ren i spor­ten i Nor­da­me­ri­ka, og det var nok først nog­le år se­ne­re, det gik op for mig, hvad jeg egent­lig hav­de væ­ret med til. Spi­ler­ne der­ov­re vil­le jo gi­ve den høj­re arm ba­re for at spil­le en en­kelt NHLkamp. Så jeg var pri­vil­e­ge­ret, og det er nog­le fan­ta­sti­ske min­der at ha­ve. ”

Jons­son spil­le­de syv he­le sæ­so­ner for Islan­ders, in­den han i 1988/89-sæ­so­nen blev tra­det til de gam­le ri­va­ler fra Ed­mon­ton. Året for­in­den var Way­ne Gretzky tra­det til Los An­ge­les Kings, så Jons­son fik ik­ke for­nø­jel­sen af at væ­re hold­kam­me­rat med den evi­ge num­mer 99.

VM-GULD MED SUN­DIN

Til gen­gæld trak hjem­lan­det Sve­ri­ge i ham. Fa­mi­li­ens børn skul­le så småt be­gyn­de i sko­le, og der­for drog fa­mi­li­en Jons­son til hje­meg­nen, hvor Lek­s­and tog imod med åb­ne ar­me. Det blev ti ni strå­len­de sæ­so­ner i tra­di­tions­klub­ben, hvor Jons­son op­ar­bej­de­de sig le­gen­de­sta­tus. I dag hæn­ger hans trø­je op­pe un­der ta­get i Te­ge­ra Are­na.

Nok så vig­tigt var det, at han var med på det sven­ske hold, der vandt Vm-guld i 1991, he­le 12 år ef­ter at Jons­son fak­tisk hav­de haft sin Vm-de­but for Tre Kro­nor.

Nu vend­te han til­ba­ge som ru­ti­ne­ret ræv på et hold, der blev an­ført af en an­den le­gen­de, Mats Sun­din, der på det tids­punkt var ved at avan­ce­re til et af NHL'S ab­so­lut­te top­nav­ne.

Sun­din, To­mas Jons­son og hold­kam­me­ra­ter­ne skab­te et af de sto­re is­ho­ck­ey­trau­mer hos na­bo­er­ne fra Fin­land i ind­le­den­de run­de, hvor ar­vefjen­der­ne før­te 4-2 over Sve­ri­ge med blot et mi­nut til­ba­ge. Sun­din score­de to gan­ge in­den for fem­ten se­kun­der.

Sve­ri­ge fik 4-4, vandt se­ne­re 2-1 over mæg­ti­ge Sov­jet og end­te med at vin­de Vm-guld.

”Kam­pen mod Fin­land er en dem, jeg husker bedst. Det var helt skørt, at vi fik po­int i den kamp. Det skab­te moral og hol­det vok­se­de. Rolf Rid­derwall var frem­ra­gen­de i må­let, og det he­le klik­ke­de for os til sidst,” husker Jons­son.

TRIPLE GOLD CLUB

Det var i Ol-tur­ne­rin­gen i 1994, To­mas Jons­son blev det før­ste med­lem af den så­kald­te Triple Gold Club, den eks­klu­si­ve flok af spil­le­re, der har vun­det bå­de Stanley Cup, VM og OL. Han var med på det le­gen­da­ri­ske sven­ske mand­skab, der sik­re­de gul­det ef­ter straf­feslag mod Ca­na­da.

Og det var ik­ke ba­re hvil­ket som helst straf­feslag, der af­gjor­de kam­pen. Pe­ter Fors­berg la­ve­de ”en Pe­ter Fors­berg” (selv om tri­ck­et vist nok har en an­den sven­sker, Ken­ta Nils­son, som op­havs­mand), da han med et li­stigt bag­hånd­s­træk lag­de puck­en ind un­der den ca­na­di­ske må­l­mand Corey Hirsch.

Det var et tri­ck, som sven­sker­ne fore­vi­ge­de på et fri­mær­ke, og da må­l­mand Tom­my Sa­lo der­ef­ter red­de­de su­per­stjer­nen Paul Ka­riy­as for­søg, vandt sven­sker­ne guld ef­ter syv straf­feslag til hvert hold. To­mas Jons­son skul­le ha­ve ta­get det ot­ten­de, hvis det var kom­met så vidt.

”Vo­res træ­ner, Curt Lund­mark, gik på det tids­punkt rundt og var helt hvid i ho­ve­d­et og led­te ef­ter skyt­ter. Jeg vil­le ger­ne for­sø­ge mig, og jeg er sik­ker på, at jeg hav­de sco­ret, hvis jeg hav­de få­et mu­lig­he­den. Med en bag­hånd op i net­ta­get,” gri­ner To­mas Jons­son.

”Nøj­ag­tig som ved VM 1991 hav­de vi en god blan­ding af un­ge og gam­le spil­le­re. Folk som Håkan Loob og Mats Nä­slund var vendt hjem til Sve­ri­ge fra Nor­da­me­ri­ka, og så hav­de vi en ung Pe­ter Fors­berg, som ba­re vil­le fremad for en­hver pris,” husker To­mas Jons­son.

Med sej­ren i Lil­le­ham­mer blev han sam­men med net­op Loob og Nä­slund de før­ste tre med­lem­mer af Triple Gold Club.

To­mas Jons­son fort­sat­te sin ak­ti­ve kar­ri­e­re i Lek­s­and helt frem til 1998, og end­te på den må­de med at spil­le is­ho­ck­ey på hø­je­ste plan i næ­sten et kvart år­hund­re­de.

”Jeg er vir­ke­lig stolt over, hvad jeg har op­nå­et. Det væk­ker nog­le fan­ta­sti­ske min­der, når man ta­ler om det el­ler fin­der gam­le bø­ger og ud­klip frem,” si­ger Jons­son.

Han vend­te sig ik­ke væk fra is­ho­ck­ey­en, da han stop­pe­de som ak­tiv. Det blev til en træ­n­er­kar­ri­e­re, hvor han bå­de har væ­ret i ”si­ne” klub­ber Lek­s­and og Fa­lu, og og­så en over­gang i EFB Is­ho­ck­ey i Dan­mark.

Jons­son har si­den 2009/10-sæ­so­nen væ­ret en skattet as­si­stent hos først Per Bäck­man og si­den Jan­ne Karlsson. Han er man­den, der ta­ger sig af ba­ck­er­ne og defensiven og med en så stor kar­ri­e­re på cv'et kan man vel næp­pe fin­de en skarpere forsvarscoach.

HAM­MAR­STRÖM SAG­DE TIL MIG, AT FOR AT VÆ­RE KLAR TIL NHL SKUL­LE MAN GER­NE HA­VE SPIL­LET TO GAN­GE VM MED SVE­RI­GE. EL­LER TO STO­RE TUR­NE­RIN­GER. JEG HAV­DE SPIL­LET ET HELT VM OG ET HELT OL, SÅ JEG VAR VEL KLAR. TO­MAS JONS­SON

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.