Ida skriver skolestil
Den nye Ida Auken er reelt ikke til at skelne fra den gamle Ida Auken.
Det er altid med en vis træthed, man åbner en debatbog skrevet af en politiker. Skrivende politikere vil sjældent skabe debat, men hellere positionere sig internt eller op til et folketingsvalg. Men med Ida Auken er det lidt anderledes, idet omtalen af hendes nye bog lader forstå, at her er en politiker, som tør udfordre sit tidligere standpunkt, når det kommer til Danmark. Det SF, hun tilhørte frem til 2014, og det Radikale Venstre, hun tilhører i dag, har ifølge den nye Ida Auken overladt fædrelandet til højrefløjen og kastet grams på dansk kultur, levevis og sædvane un- der indtryk af globalisering, folkevandring og multikulti.
Det kan der, diplomatisk sagt, være noget om, så man går glad i gang, men skuffes hurtigt af forfatterens kroniske positionering. Ida Auken har rykket sig både partipolitisk og erkendelsesmæssigt, skønt hun insisterer på at befinde sig lige præcis i midten og hjertet af alting, hvor alle pæne piger gerne vil være. Det er irriterende, men det er værre endnu: Bogen lader til at være skrevet af helligfransen i Ida Auken, som higer efter applaus for at have indset, hvad utallige danskere har opdaget for længst: at importen af mennesker, klaner og storfamilier fra muslimske lande ikke kan blive ved med at gå, hvis Danmark skal bestå i en bare nogenlunde genkendelig form.
Ramt af erfaringer
Det er ikke raketvidenskab, måske for politikere, men ikke for ret mange andre, slet ikke læsere. Og de må nøjes med en fristil proppet med floskler og farvelade.
Kapiteloverskrifter som ”I Danmark er jeg født”, ”Der er en grænse” og ”Religion er ikke til pynt” lover ellers godt. Ligesom sin partifor- mand, momentant bosat i en af landets ghettoer, er forfatteren blevet ramt af det, vi andre kalder erfaringer, og begynder at forstå årtiers protest mod masseindvandringen, samt at protesten ikke har noget som helst at gøre med racisme. Det tjener forfatteren til ære at være voksen nok til at indrømme, at hun var for påståelig, da hun i sin ungdom insisterede på at have mere til fælles med en tilfældig studerende i Berlin end med en landmand i Sønderjylland.
Men erkendelsen er pletvis, og hendes konkrete politikforslag, som jo ellers må være enhver politikers varemærke, er lige så floromvundne som altid. Det er noget med ”internationale løsninger”, ”internationale konventioner” og mere EU. Her er den nye Ida Auken slet ikke er til at skelne fra den gamle Ida Auken, og det er takket være denne sigende mangel på fornyelse, at hendes bebudede selvopgør ender med at være gammel vin på nye flasker.
Bogen indeholder tillige lidt klingklang om klima, robotter og velfærdsstat, men igen er det den enerverende bestræbelse på at placere sig i smørhullet af alting snarere end et frisk forsøg på at trænge til bunds i sagerne, der får denne læser til at føle, at de to timer, det tager at møde Ida Auken 2.0, kunne være blevet brugt til at klippe hæk, slå græs, vaske bil eller noget, der er mindst lige så dansk som denne pamflet.