Den dag, min søn for­lod bør­ne­ha­ven

Pæ­da­go­ger er mi­ne hver­dags­hel­te, men de var der ik­ke den dag, min søn for­lod bør­ne­ha­ven og drog på even­tyr.

Jyllands-Posten Søndag - - DE­BAT - Fol­ke­tings­kan­di­dat for Ra­di­ka­le Ven­stre. Cand.po­lit., mor til to, idékvin­de bag So­me-kampag­nen #En­gang­varjeg­flygt­ning. Bin­de­stregs­dan­sker med af­g­han­ske rød­der og so­ci­al­li­be­ral med tryk på so­ci­al. De an­dre med­lem­mer af We­e­kend­pa­ne­let:

SAMIRA NAWA AMINI BENTE TROENSE BERTEL HAARDER EMILIA VAN HAUEN Det er med en stor knu­de i ma­ven, at jeg tæn­ker til­ba­ge på den hæn­del­se, der fandt sted i min søns bør­ne­ha­ve for lidt over en må­ned si­den. Det var en tirs­dag, og midt på da­gen fik min søn og to af hans le­ge­kam­me­ra­ter plud­se­lig en god idé. Im­pulsivt be­slut­te­de de tre dren­ge sig for at for­la­de bør­ne­ha­ven for at ta­ge hjem til mi­ne for­æl­dre, hvor min søn har en ka­nin. Pla­nen var at glæ­de ka­ni­nen med mæl­kebøt­te­bla­de, som de skul­le pluk­ke på vej­en der­hen. Dren­ge­ne er og­så umå­de­ligt be­gej­stre­de for ma­ri­e­høns og plan­lag­de og­så at fin­de et par af dis­se på vej­en hen mod mi­ne for­æl­dres hus og den sult­ne ka­nin.

For at kun­ne for­la­de bør­ne­ha­ven skul­le de tre dren­ge igen­nem tre dø­re. To af dis­se stod åb­ne, og den tred­je fik min søn åb­net ved at stab­le et par mæl­ke­kas­ser oven på hin­an­den og krav­le op på dem. Og så var dren­ge­ne el­lers af sted på even­tyr.

På vej­en over til mi­ne for­æl­dres hus kryd­se­de de en vej, hvor der bå­de kø­rer bi­ler, og en en­kelt bus i ti­men har og­så sin ru­te der. Dren­ge­ne nå­e­de de­res desti­na­tion, og ka­ni­nen fik si­ne mæl­kebøt­te­bla­de. Her­fra lag­de de så en ny plan for, at de vil­le be­sø­ge en fjer­de le­ge­kam­me­rat fra bør­ne­ha­ven og hen­te lidt slik hjem­me fra ham. Men før­end de nå­e­de at dra­ge vi­de­re, slut­te­de tu­ren for de tre even­tyr­lyst­ne dren­ge.

Min sø­ster var til­fæl­dig­vis – og hel­dig­vis – hjem­me hos mi­ne for­æl­dre den dag. Hun fik et chok, da hun så de tre bør­ne­ha­vebørn lø­be rundt ude i ha­ven, og ef­ter at ha­ve spurgt ind til de­res fore­ha­ven­de for­stod hun, at de hav­de for­ladt bør­ne­ha­ven på egen hånd.

Med al­vor­lig mi­ne over for dren­ge­ne fik hun for­talt dem, at man alt­så ik­ke må for­la­de bør­ne­ha­ven, og at der nu er en ræk­ke be­kym­re­de pæ­da­go­ger, der lø­ber rundt og ik­ke kan fin­de dem. På vej­en re­tur til bør­ne­ha­ven for­stod dren­ge­ne sta­dig ik­ke al­voren af si­tu­a­tio­nen – her­re­g­ud, de er mel­lem tre og fem år gam­le. De tal­te sta­dig om ka­ni­nen og de­res ma­ri­e­høns. En af dren­ge­ne tab­te sin ma­ri­e­hø­ne, da de kryd­se­de vej­en til­ba­ge til bør­ne­ha­ven, og sat­te sig græ­den­de ned midt på vej­en. Min sø­ster fik ham på be­ne­ne igen og gen­ne­de bør­ne­ne til­ba­ge til bør­ne­ha­ven.

På det tids­punkt hav­de bør­ne­ne væ­ret på even­tyr på egen hånd i 20-30 mi­nut­ter, men der var ik­ke en le­ven­de sjæl, der hav­de op­da­get, at dren­ge­ne hav­de væ­ret væk.

Se, man kan jo be­trag­te det som en rig­tig sød hi­sto­rie om tre dren­ge, der lag­de en plan. Og som suc­ces­fuldt lyk­ke­des med at fø­re pla­nen ud i li­vet.

Men i min re­ak­tion på hæn­del­sen er jeg først og frem­mest for­æl­der. En for­æl­der, der ik­ke kan la­de væ­re med at tæn­ke på, at hi­sto­ri­en kun­ne væ­re endt på en helt an­den og tragisk må­de. Der kun­ne væ­re sket en ulyk­ke, da dren­ge­ne kryd­se­de vej­en. De kun­ne væ­re fa­ret vild. De kun­ne væ­re nå­et frem til et tomt hus og så ha­ve be­gi­vet sig vi­de­re, uden at no­gen hav­de op­da­get dem. El­ler de kun­ne net­op væ­re ble­vet op­da­get, men af no­gen, der ik­ke vil­le dem det godt.

Og hvor­dan vil­le jeg egent­lig ha­ve re­a­ge­ret, hvis te­le­fo­nopkal­det om, at min søn var væk, var kom­met fra bør­ne­ha­ven og ik­ke fra min sø­ster, ef­ter at hun hav­de fun­det dren­ge­ne? Jeg kan bli­ve helt ramt af pa­nik, når jeg tæn­ker til­ba- ge på den dag. Men og­så af mag­tes­løs­hed og vre­de.

Her er det mig by­den­de nød­ven­digt at un­der­stre­ge, at jeg er glad for de pæ­da­go­ger og voks­ne, der dag­ligt er der for min søn, når hver­ken jeg el­ler hans far er der. Og jeg kan ik­ke po­in­te­re kraf­tigt nok, hvor stor en respekt jeg har for per­so­na­let i dag­in­sti­tu­tio­ner­ne – I gør et vi­dun­der­ligt, stort styk­ke ar­bej­de, og I er hver­da­gens hel­te for mi­ne børn og for min fa­mi­lie.

Den kon­kre­te hæn­del­se i min søns bør­ne­ha­ve blev ta­get al­vor­ligt, og en ræk­ke for­an­stalt­nin­ger blev lyn­hur­tigt iværk­sat. Men én ting kom al­drig rig­tig på ta­le: nor­me­rin­ger. Man må for­stå, at det er en gi­vet stør­rel­se og ik­ke no­get, man kan skrue på.

I mi­ne øj­ne er der dog en helt klar løs­ning: mini­mums­nor­me­rin­ger ved­ta­get af Fol­ke­tin­get. Og det kan kun gå for lang­somt.

Sid­ste we­e­kend gav pæ­da­go­gen Ma­le­ne Se­est Holmq­vist på Jyl­lands-po­stens de­bat­si­der ud­tryk for en be­kym­ring for for­æl­dre­nes re­ak­tion og ik­ke mindst kon­se­kven­ser­ne af, at en pæ­da­gog op­ly­ser om en po­ten­ti­elt ska­de­lig si­tu­a­tion pga. dår­li­ge nor­me­rin­ger. Hun øn­ske­de sig et stær­ke­re sam- ar­bej­de med for­æl­dre­ne, så der i fæl­les­skab kan kræ­ves bed­re vil­kår og ud­vik­lings­mu­lig­he­der i dag­in­sti­tu­tio­ner­ne.

Jeg er med dig, Ma­le­ne. For­tæl os for­æl­dre om je­res hver­dag, så vi kan kæm­pe si­de om si­de med jer for en bed­re nor­me­ring. Mini­mums­nor­me­rin­ger vil sik­re or­dent­li­ge ar­bejds­vil­kår for per­so­na­let og en hver­dag med me­re over­skud og ar­bejds­glæ­de. Det vil sik­re bed­re triv­sel og stør­re om­sorg for vo­res børn. Og så vil det ik­ke mindst gi­ve stør­re tryg­hed hos for­æl­dre­ne. Mini­mums­nor­me­rin­ger er en nød­ven­dig og hold­bar løs­ning, der kom­mer al­le til gavn.

Og vi skal fak­tisk ik­ke læn­ge­re væk end til Nor­ge, hvor po­li­ti­ker­ne i Stor­tin­get har be­slut­tet, at der se­ne­st fra au­gust næ­ste år skal ind­fø­res mini­mums­nor­me­rin­ger i al­le lan­dets dag­in­sti­tu­tio­ner. Nor­ge har sam­ti­dig ved­ta­get et mini­mum for an­de­len af ud­dan­ne­de pæ­da­go­ger i nor­ske bør­ne­ha­ver. I Dan­mark har vi hver­ken mini­mums­nor­me­rin­ger el­ler mini­mums­stan­dard for an­de­len af pæ­da­go­gisk per­so­na­le – og det er gan­ske en­kelt ik­ke hold­bart i et land, hvor bør­ne­ne er vo­res rå­stof, og hvor in­ve­ste­rin­ger i vo­res børn er in­ve­ste­rin­ger i frem­ti­den.

JENS PE­TER CHRI­STEN­SEN CLAUS BRYLD ELISABETH DONS CHRI­STEN­SEN

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.