Ver­dens­stjer­nen kan sta­dig bli­ve iret­te­sat af si­ne for­æl­dre – især når han glem­mer lys på cyk­len

De har ven­tet for­gæ­ves på et liv­s­tegn fra de­res søn ef­ter et grimt styrt. Frem­me­de men­ne­sker i ud­lan­det er gå­et amok over at mø­de dem. Og hver som­mer ta­ger de fri for at kun­ne føl­ge søn­nen, når han kø­rer Tour de Fran­ce. Mi­cha­el Val­gren og hans for­æl­dre ha

Jyllands-Posten Søndag - - SPORT - JES­PER HAUE HAN­SEN jes­per.h.han­[email protected]

Plud­se­lig får Sø­ren Val­grens øj­ne et mørkt skær. De ly­se­blå øj­ne, der får ham til at lig­ne søn­nen og cy­kel­ryt­te­ren Mi­cha­el Val­gren, har el­lers for det me­ste et ven­ligt, lidt kækt ud­tryk. Nu kig­ger de al­vor­ligt ned i bor­det.

»Det er en pis­se­far­lig sport. Det tæn­ker jeg som­me­ti­der på,« si­ger han.

»Jeg har væ­ret ef­ter ham man­ge gan­ge, når han sy­nes, at han kan træ­ne uden lys på, selv­om det er ble­vet mørkt. Det er sim­pelt­hen så ånds­svagt.«

Be­kym­rin­gen er der al­tid som for­æl­der til en pro­fes­sio­nel cy­kel­ryt­ter, der kon­stant kan styr­te el­ler bli­ve ramt af en ulyk­ke un­der træ­nin­gen el­ler et løb. Det ved den 55åri­ge fi­sker Sø­ren Val­gren og Git­te Val­gren på 52 år, der ar­bej­der på en spe­ci­alsko­le.

I før­ste om­gang skal det dog hand­le om æg­te­par­rets glæ­de og stolt­hed. For det har væ­ret et ret godt år for fa­mi­li­en Val­gren, hvis man skal si­ge det på af­må­lt nord­jysk.

Først vandt den 26-åri­ge Mi­cha­el Val­gren én­dagslø­bet Om­loop Het Nieuws­blad og for­års­klas­si­ke­ren Am­stel Gold Ra­ce – den stør­ste tri­umf i hans kar­ri­e­re – in­den han slut­te­de året af med at skif­te fra stor­hol­det Asta­na og over til en kap­ta­jn­rol­le i for­års­klas­si­ker­ne for Team Di­men­sion Da­ta. Og nå ja, så er cy­kel­ryt­te­ren net­op ble­vet gift og er nu blandt de tre fi­na­li­ster til tit­len som Årets Sport­s­navn 2018.

For­æl­dre­ne har fulgt med i det he­le. Helt tæt. Så­dan har det væ­ret, si­den de­res te­e­na­ge­søn fik den uven­te­de idé, at han vil­le væ­re cy­kel­ryt­ter. De har drø­net ham rundt til de fle­ste løb i først Dan­mark og si­den Eu­ro­pa, hvor de hvert år føl­ger Tour de Fran­ce fra de­res au­to­cam­per. Det er et liv, der er præ­get af ju­bel, af­gang til løb kl. 3 om mor­ge­nen og nog­le helt sær­li­ge for­æl­dre­råd. Men det er og­så et liv, hvor ét grimt styrt kan få be­kym­rin­gen til at vir­ke uud­hol­de­lig.

Pin­li­ge for­æl­dre?

Det blæ­ser næ­sten al­tid i Øste­rild lidt uden­for Thi­sted, hvor Mi­cha­el Val­gren som barn tram­pe­de for­bi kø­er, he­ste og mar­ker, mens han fo­re­stil­le­de sig, at han var med i Tour de Fran­ce. Champs Élysées var den per­le­stens­belag­te ind­kør­sel, der fø­rer op til par­cel­hu­set, hvor man nu bli­ver ta­get imod med skil­tet »dræ­ber­sneg­le hen­vi­ses til na­bo­en« og en bam­set, le­ge­syg hund.

»Che­fen sid­der in­den­for,« si­ger Sø­ren Val­gren med en hen­tyd­ning til sin ko­ne gen­nem 30 år, da han stik­ker ho­ve­d­et ud fra værk­ste­det i den ene del af hu­set.

Da han kom­mer ind i stu­en, hvor der hæn­ger et bil­le­de fra Mi­cha­el Val­grens Dm-sejr i 2014 ved si­den af hans bryl­lups­bil­le­de og fle­re an­dre fa­mi­lie­fo­tos, fort­sæt­ter Sø­ren Val­gren med at prik­ke kær­ligt til sin ko­ne.

»Jeg sy­nes fak­tisk, at det var lidt pin­ligt, da du hav­de ga­ver med til nog­le af de an­dre ryt­te­re un­der Tour de Fran­ce,« si­ger han.

Git­te Val­gren gri­ner af­væb­nen­de, da han be­gyn­der at ta­le om, at hun hav­de ka­ger og so­k­ker med til bl.a. den ru­ti­ne­re­de ryt­ter Lars Bak.

Men søn­nen? Nej, han har ik­ke gi­vet ud­tryk for, at det på no­gen må­der har væ­ret pin­ligt at ha­ve si­ne for­æl­dre med til samt­li­ge ud­ga­ver af Tour de Fran­ce si­den sin de­but i 2015.

»Jeg tror, at det gør ham tryg. Un­der hvi­le­da­ge­ne bru­ger vi f.eks. en ti­me sam­men, hvor vi kan ta­le om alt det, han li­ge har brug for at ven­de med os,« si­ger Sø­ren Val­gren.

»Han var lidt be­kym­ret for os un­der sit før­ste Tour de Fran­ce. Dér brug­te han rig­tig me­get ener­gi på at hjæl­pe os – og­så uden at vi vid­ste det,« si­ger Git­te Val­gren.

»Ef­ter det har vi al­tid sagt, at han ik­ke skal tæn­ke på os. Vi skal sgu nok fin­de ud af det,« si­ger Sø­ren Val­gren.

Fak­tisk er for­æl­dre­ne ble­vet så ru­ti­ne­re­de, at Asta­na sid­ste år hy­re­de dem som hjæl­pe­re un­der en eta­pe.

»Der mang­le­de plud­se­lig folk, og så hjalp vi dem med at lan­ge dun­ke ud til ryt­ter­ne,« si­ger Sø­ren Val­gren med et smil.

»Vi kun­ne jo ba­re ha­ve sagt nej. Men vi vil­le jo ger­ne hjæl­pe, hvis vi kun­ne,« si­ger Git­te Val­gren.

Hvert år bli­ver fe­ri­en plan­lagt ef­ter årets Tour de Fran­ce-ru­te. Og­så selv­om Mi­cha­el Val­gren en­gang imel­lem kan si­ge:

»Mor, du ved sgu da ik­ke, om jeg skal kø­re Tou­ren i år«.

Ind­til vi­de­re er det dog lyk­ke­des hvert ene­ste år. For det er ge­ne­relt gå­et godt for Mi­cha­el Val­gren, si­den han som 13-årig blev vra­get af fod­bold­klub­ben FC Midtjyl­lands ta­lent­hold og be­slut­te­de sig for at sat­se på en helt an­den sports­gren.

For­æl­dre­nes op­sang

Én en­kelt gang fik Sø­ren og Git­te Val­gren nok. De var ta­get af­sted tid­ligt om mor­ge­nen for at se de­res søn kø­re cy­kel­løb, da han plud­se­lig ik­ke gad me­re.

»Ved du hvad, det har vi

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.