Bør­ne­nes stats­mi­ni­ster

Kom­men­tar: Det skal si­ges om Met­tes so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske, om­sorgs­ful­de tu­sindårs­ri­ge, at uden, at vi bli­ver som børn på ny, kom­mer vi slet ik­ke ind i det.

Jyllands-Posten Søndag - - IND­BLIK -

Men bed­ste­mo­de­ren glat­te­de hans hår og for­tal­te an­dre hi­sto­ri­er.

Af H.C. An­der­sen: Snedron­nin­gen

For­le­den dum­pe­de en rød fol­der ind i po­st­kas­sen, hvor­fra den blev slæbt ind. »Jeg vil ger­ne væ­re bør­ne­nes stats­mi­ni­ster,« lød over­skrif­ten på for­si­den med et bil­le­de af Met­te Fre­de­rik­sen, der som be­kendt ger­ne vil væ­re stats­mi­ni­ster, men alt­så i sær­lig grad bør­ne­nes stats­mi­ni­ster.

Man kan ind­ven­de, at en­hver stats­mi­ni­ster for så vidt er bør­ne­nes stats­mi­ni­ster, hvad en­ten hun vil det el­ler ej, for når man f.eks. ta­ler om an­tal­let af ind­van­dre­re i 2060, så har Lars Løk­ke, Met­te Fre­de­rik­sen og jeg det til­fæl­les, at vi på det tids­punkt må for­modes at lig­ge un­der mul­de el­ler i hvert fald vak­le på gra­vens rand. Det bli­ver ik­ke os, der skal le­ve i det Dan­mark, det bli­ver først og frem­mest vo­res børn, og li­ge så kli­chétungt, det er for en po­li­ti­ker at ta­ge et barn på ar­men, li­ge så pa­ra­doksalt er det jo, at det er en po­li­ti­kers op­ga­ve at træf­fe be­slut­nin­ger for frem­ti­den og sam­ti­dig ha­ve øj­ne­ne stift ret­tet mod næ­ste valg­dag, hvor kort­sy­ne­de og for­kæ­le­de væl­ge­re vil sæt­te de­res kryds.

Det er ar­bejds­be­tin­gel­ser­ne; man kan op­fyl­de dem på for­skel­lig må­de, og Met­te Fre­de­rik­sen har valgt in­der­lig­he­den. Hvis hun bli­ver stats­mi­ni­ster, bli­ver hun eo ip­so bør­ne­nes stats­mi­ni­ster, og­så i den for­stand, at hun ta­ler til os, som var vi børn, og kun hvis man ac­cep­te­rer den to­ne og det ud­gangs­punkt, at hun er bør­ne­ha­ve­pæ­da­go­gen, og vi, væl­ger­ne, er bør­ne­ne på rød stue, kan man sæt­te kryds ved Met­te – som hun præ­sen­te­rer sig, idet hun »til­la­der sig at kom­me ind i din stue.«

Det­te med at kom­me ind i De­res stue er jo gen­brug fra gam­le da­ge, så­dan er po­li­tik og­så. »Jeg er den ty­pe po­li­ti­ker, som tror me­re på sam­ar­bej­de end på split­tel­se,« skri­ver Met­te Fre­de­rik­sen og dum­per med et brag til ik­ke-prø­ven og be­gyn­der at ta­le om ret­fær­dig­hed, i det hun be­ken­der sin nervø­si­tet ved så­dan et væ­re kom­met på fol­der i en mil­li­on ek­sem­pla­rer. Hvad vil da bør­ne­nes stats­mi­ni­ster ud over at lyt­te til »hin­an­dens håb, drøm­me og be­kym­rin­ger«? Nøg­le­or­de­ne er om­sorg, nær­hed og ple­je med sær­ligt hen­syn til ud­sat­te og sår­ba­re, det er be­ro­li­gen­de pæ­da­gog­s­prog, og Met­te – for man er på for­navn med sin pæ­da­gog, det er klart – har i sa­gens tje­ne­ste le­get bå­de Falck­red­der og sy­geple­jer­ske, det er gen­nem­fo­to­gra­fe­ret og do­ku­men­te­ret, og Met­te har selv væ­ret barn, det er der og­så bil­le­der af, og hun har en kæ­re­ste og en søn, så hun er et rig­tigt men­ne­ske og ik­ke ba­re én, man ser i fjern­sy­net. Hun ta­ler, så selv et barn kan for­stå det, ja, må­ske skal man net­op væ­re barn for at for­stå det og ac­cep­te­re Met­tes uni­vers, for hvor H.C. An­der­sens even­tyr var for­talt for børn, men dog si­ne ste­der over­or­dent­ligt voks­ne i de­res budskab, så er Met­tes even­tyr kun for børn. For­budt for voks­ne, bur­de der stå på fol­de­ren, som der stod på bar­ne­væ­rel­sets dør, når man var sur. Og fol­de­ren for­tæl­ler om Met­tes barn­dom med ostemad­der og kaf­fe på kan­den og en mor, der var dag­ple­je­mor, og en mor­far, der var ba­ger og ik­ke brød sig om, at hans na­bo­lag blev fyldt med ud­læn­din­ge. Det brød bar­net Met­te sig ik­ke om at hø­re den­gang, i dag har pi­ben få­et en an­den lyd, og nu vil Met­te ta­ge an­svar for Dan­mark og ik­ke ba­re for he­le ver­den; hun har en »sam­men­hæn­gen­de og lang­sig­tet plan.«

Vist så, hun er bør­ne­nes stats­mi­ni­ster, så sandt som en even­tu­el vild­fa­ren vok­sen til­hø­rer jo nok vil­le ha­ve et sup­ple­ren­de spørgs­mål el­ler to. Først og frem­mest til reg­nin­gen. Børn vil ha­ve is, al­ler­helst en stor is og i mor­gen en is til, og de vil ha­ve le­ge­tøj og he­le ver­den og et par nye skøjter, men det er mor og far, der ved, taat ting ko­ster pen­ge, og hvor skal de kom­me fra? Her ler Met­te til bar­net og kun til bar­net i os. De ri­ge svin skal be­ta­le, for­kla­rer pæ­da­go­gen, for ser du, lil­le Silas, der fin­des folk, der er så ri­ge og on­de, at de kø­rer rundt ne­de i no­get, der hed­der Schweiz i fi­ne bi­ler, der ik­ke ken­der til fart­be­græns­nin­ger. Og­så i Dan­mark har vi dem iblandt os, det er de su­per­ri­ge, og de skal ha­ve et drag over nak­ken. Met­te har fun­det 1.000 af dem, og det der et dej­ligt over­sku­e­ligt tal, for 1.000 stem­mer er ik­ke man­ge, og dis­se su­per­ri­ge var som nok al­li­ge­vel så ri­ge og så on­de, at de ik­ke vil­le stem­me på Met­te, for de tæn­ker kun på pen­ge, lil­le Silas, ik­ke på om­sorg og nær­hed.

Og så er der dem, der har ak­tier, de er og­så ri­ge, og jeg kan godt si­ge dig, Silas, at de spi­ser ik­ke ostemad­der ved kak­kel­bor­det, de ken­der ik­ke til so­li­da­ri­tet og fæl­les­skab, så de fortje­ner at be­ta­le me­re i skat, og hvis man sam­ti­dig be­skat­ter dem, der går rundt og vig­ter sig og ta­ler i mo­bil­te­le­fon he­le da­gen i ste­det for at vi­se nær­hed, så bli­ver det til en hel mas­se om­sorgs­ful­de pen­ge, ja, det kan selv et barn for­stå – i sær­lig grad na­tur­lig­vis Met­tes eget barn, som er bed­re ru­stet end de fle­ste, for han var jo i mod­sæt­ning til an­dre børn et sær­til­fæl­de og der­for ik­ke kom­mu­nalt pro­jekt, men et pri­vatsko­le­barn, for det var jo no­get an­det. Der er børn, og der er børn, der er barn­li­ge sjæ­le og tryg­heds­sø­gen­de væl­ge­re, det er de fak­ti­ske vil­kår i den fi­re­far­ve­de fol­de­rin­du­stri, og det skal si­ges om Met­tes so­ci­al­de­mo­kra­ti­ske, om­sorgs­ful­de tu­sindårs­ri­ge, at uden, at vi bli­ver som børn på ny, kom­mer vi slet ik­ke ind i det.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.