»Min eks­mand og jeg kan ik­ke enes om ju­le­ga­ver til vo­res døtre«

En kvin­de er fru­stre­ret over sin eks­mands sto­re arm­be­væ­gel­ser i ju­len. Han kø­ber rask væk ju­le­ga­ver for 10.000 kr. til de­res fæl­les døtre og for­ven­ter, at hun be­ta­ler halv­de­len. Hun spør­ger Sus Desirée om råd til at ta­ck­le kon­flik­ten.

Jyllands-Posten Søndag - - KUL­TUR -

Kæ­re Sus

Ju­len er den sto­re fest, men den er og­så nog­le gan­ge smer­ter­nes fest. Min eks­mand og jeg kan i hvert fald ry­ge op i det rø­de felt, når det hand­ler om ju­le­ga­ver til vo­res to døtre på 11 og 14 år.

Min eks­mand er me­get lar­ge, og ga­ver­ne kan næ­sten ik­ke bli­ve sto­re nok. Det kan væ­re en bær­bar com­pu­ter, en ny cy­kel el­ler en ip­ho­ne.

Pro­ble­met er, at vi split­ter ud­gif­ten til ga­ven. Jeg er ik­ke i nød, men jeg har hel­ler ik­ke så man­ge pen­ge, at jeg ba­re kan bru­ge 10.000 kr. på ju­le­ga­ver. Des­u­den er jeg og­så imod de sto­re ga­ver, for­di det er et dår­ligt sig­nal til pi­ger­ne.

Min eks­mand bli­ver imid­ler­tid smæk­for­nær­met, når vi dis­ku­te­rer det. Han kal­der mig næ­rig og ”ond”, så det en­der al­tid med, at jeg bø­jer mig – bl.a. for­di jeg er ban­ge for, at pi­ger­ne vil ven­de sig mod mig, hvis jeg ska­le­rer ga­ver­ne ned på et me­re re­a­li­stisk ni­veau.

Hvor­dan får jeg lan­det en for­nuf­tig af­ta­le med bør­ne­nes far?

Kh. M

Kæ­re M

Jeg vil hel­le­re ven­de spørgs­må­let rundt og se på, hvor­dan du får lan­det en for­nuf­tig af­ta­le med dig selv. En af­ta­le, hvor du står ved dig selv og ik­ke la­der dig pres­se af din eks­mand. El­ler for den sags skyld by­der dig selv at bli­ve be­hand­let, som han gør.

Det skal væ­re en af­ta­le, hvor du hel­ler ik­ke la­der dig sty­re af ang­sten for, at di­ne børn re­a­ge­rer ne­ga­tivt over for dig. Den af­ta­le, du skal la­ve med dig selv, skal væ­re tro mod dig og di­ne vær­di­er.

Du og din eks­mand har for­skel­li­ge vær­di­er, hvad an­går ga­ver og må­ske og­så øko­no­mi i det he­le ta­get, men det er nu ik­ke det væ­sent­li­ge. Det væ­sent­li­ge er, om I har et gen­si­digt respekt­fuldt sam­spil, uan­set om I er eni­ge el­ler ue­ni­ge.

I er ue­ni­ge om det­te em­ne, men det er ik­ke pro­ble­met. Pro­ble­met er der­i­mod sam­spil­let, som ik­ke er kon­struk­tivt og li­ge­vær­digt. Den men­ne­ske­li­ge om­kost­ning for dig sy­nes hø­je­re end vær­di­en i at gi­ve fæl­les ga­ver. Ude­fra set vil­le det væ­re en bed­re løs­ning, at

I gi­ver dem ga­ver hver for sig.

I og med at I ik­ke læn­ge­re er et par, er I ik­ke for­plig­tet til at skul­le fin­de en fæl­les vej. Han har ik­ke no­get at skul­le ha­ve sagt om stør­rel­sen på de ga­ver, du gi­ver, og du har hel­ler ik­ke no­gen ind­fly­del­se på, hvor­dan han pri­o­ri­te­rer. Hvis en­ten den ene el­ler I beg­ge er util­fred­se med, hvor­dan I har gjort det hidtil, kan I en­ten for­sø­ge at på­vir­ke hin­an­den i øn­sket ret­ning, el­ler I kan fra­væl­ge at væ­re fæl­les om at gi­ve ga­ver til je­res børn.

Al­ter­na­tivt kan I af­ta­le, at du en­ten gi­ver et fast be­løb el­ler en fast pro­cent­del af den sam­le­de pris til ga­ver, som du fast­sæt­ter, og så er det op til din eks­mand, hvor me­get han vil spen­de­re. Det be­hø­ver ik­ke væ­re til dis­kus­sion fra gang til gang.

Hvis det er vig­tigt for din eks­mand, at bør­ne­ne skal vi­de, at han bi­dra­ger med me­re end dig, så lad bør­ne­ne vi­de det. Sig, at I gi­ver ga­ver sam­men, for­di I ger­ne vil, for­di I så kan gi­ve dem no­get stør­re. Sig det, som det er – når I får ga­ver, be­ta­ler far den­ne an­del, og mor be­ta­ler den­ne an­del. Lad det væ­re helt na­tur­ligt, og stå ved, at det er så­dan, det er – men skån dem for kon­flik­ten mel­lem jer. Den er je­res – og det er den, der er ”far­lig” for bør­ne­ne; ik­ke hvor man­ge pen­ge I hver især bi­dra­ger med.

Stå ved di­ne vær­di­er og det, du øn­sker at gi­ve vi­de­re til di­ne børn. Når du står ved dig selv, di­ne vær­di­er og di­ne græn­ser, læ­rer du di­ne børn be­tyd­nin­gen af det­te og gi­ver dem mu­lig­he­den for at læ­re at gø­re sam­me. Det er vel­sag­tens en end­nu stør­re ga­ve at gi­ve dem, end hvad der kan kø­bes for pen­ge. Og­så selv om de først for­står be­tyd­nin­gen af det man­ge år fra nu.

In­den el­ler ef­ter at ga­ver­ne er gi­vet, kan du for­tæl­le di­ne børn, at du i fle­re år har syn­tes, at ga­ve­ni­veau­et har lig­get for højt, og at du der­for i år har valgt at gø­re det på en an­den må­de. At det be­ty­der, at de får min­dre ga­ver fra dig. Du kan spør­ge til, hvor­dan de har det med det – og her­ud­fra kan I få jer en god snak om vær­di­er, at stå ved sig selv, og hvad det er, du ger­ne vil gi­ve vi­de­re til dem i den­ne sam­men­hæng.

Skul­le de re­a­ge­re ne­ga­tivt og ven­de sig imod dig, så er det jo så­dan, det er – og så vi­ser de dig, at det var på hø­je tid, at du tog den­ne be­slut­ning, for så er de jo kom­met et us­undt og for­kælet sted hen, hvor utak­nem­me­lig­he­den her­sker frem for glæ­den og tak­nem­me­lig­he­den over at bli­ve gi­vet en ga­ve. Så har det ma­te­ri­el­le få­et rang over re­la­tio­nen og sam­hø­rig­he­den, og no­get må brin­ges til­ba­ge på ret­te spor.

Stå ved dig selv, og lær di­ne børn styr­ken i det – og tro selv på, at re­la­tio­nen er det vig­tig­ste og det, der skal bæ­re jer igen­nem li­vet i stort og småt, let og svært.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.