Han tro­e­de, at han var ge­ni­al, men så op­da­ge­de han, at han ik­ke kun­ne træk­ke vej­ret

I man­ge år ham­re­de kunst­ne­ren Jep­pe He­in ver­den rundt med ba­ga­gen fuld af selv­til­lid og ben­hår­de am­bi­tio­ner. Men så brød han sam­men. En cd med gravi­dy­o­ga blev det før­ste skridt mod et liv med kunst in­spi­re­ret af syn­ge­skå­le og dy­be vej­rtræk­nin­ger.

Jyllands-Posten Søndag - - KUL­TUR - PER­NIL­LE GLAVIND OLSSON per­nil­[email protected]

Jep­pe He­in sid­der og bum­ler i et rødt re­gio­nalt­og, der net­op har for­ladt by­en Wies­ba­den i det syd­ve­st­li­ge Tys­kland. Han har norsk strik og nå­le­stri­be­de buk­ser på og rø­de strøm­per i ly­se­blå sko. På bor­det lig­ger en or­an­ge bog, ”Når li­vet blom­strer – bre­at­he with Jep­pe He­in”. Uden for tog­vin­du­et su­ser træ­er­ne næ­sten nøg­ne for­bi. De få bla­de, der end­nu ik­ke har slup­pet de­res tag på sko­vstræk­nin­gen mod Frank­furt am Main, ly­ser i den sid­ste rest af ef­ter­mid­dags­lys.

»Det er me­get sjovt, bo­gens for­si­de mat­cher nær­mest bla­de­ne,« si­ger Jep­pe He­in, da vi kom­mer igen­nem til ham på te­le­fo­nen.

Ven­nen og studio ma­na­ge­ren Ste­fan sid­der på sæ­det over­for og »la­ver bu­si­ness« på mo­bi­len, og på den an­den si­de af gan­gen sid­der en æl­dre da­me med gang­sta­tiv og bam­sere­fleks på dunjak­ken og lø­ser su­do­ku. For et øje­blik si­den hjalp de hen­de ind i to­get, for­tæl­ler han.

»Li­ge nu er jeg me­get glad og tak­nem­me­lig, men og­så træt og brugt i krop­pen. Så­dan har jeg det tit ef­ter en åb­ning,« si­ger Jep­pe He­in og for­sø­ger at ret­te op på den skrat­ten, som præ­ger for­bin­del­sen fra Dan­mark til det he­ad­set, som han har for­bun­det til sin mo­bil­te­le­fon.

»Det er, for­di vi kø­rer gen­nem skov. Er det bed­re nu?«

Han har væ­ret i Wies­ba­den for at del­ta­ge, da to af hans kunst­vær­ker skul­le præ­sen­te­res i det ty­ske for­sik­rings­sel­skab R+V’S ho­ved­kon­tor. Det ene var fem for­skel­li­ge glas­fi­ber­bal­lo­ner med spej­lover­fla­de, og det an­det var et blåt ån­de­dræts­ma­le­ri, ”My bre­ath is yours, your bre­ath is mi­ne”, hvor hvert pen­sel­strøg føl­ger Jep­pe He­ins indån­ding og udån­ding. Han ma­le­de det på en lang, bu­et væg på ste­det over tre ti­mer. Di­rek­tø­ren for R+V ma­le­de tre af stri­ber­ne.

»Det er al­tid sjovt at op­le­ve, hvor­dan folk re­a­ge­rer, og jeg sy­nes, de vir­ke­de me­get in­spi­re­re­de. Men det bli­ver og­så dej­ligt at få ro på igen. Jeg glæ­der mig til at kom­me hjem til mi­ne pi­ger,« si­ger Jep­pe He­in, der blev lidt cho­ke­ret, da han så sig selv i en in­tro­duk­tions­vi­deo til vær­ker­ne, som blev op­ta­get da­gen før.

»Jeg dø­jer med nog­le rygs­mer­ter i øje­blik­ket og har ik­ke so­vet så godt i et styk­ke tid – og jeg lig­ne­de vir­ke­lig og­så en, der var træt. Men dybt in­de fø­ler jeg mig tak­nem­me­lig for mit liv,« si­ger Jep­pe He­in.

Kvo­ten var brugt op

De næ­ste seks ti­mer, in­den de når til Berlin Ho­ved­ba­ne­gård, står den på ar­bej­de til en ny ud­stil­ling i New York. De kun­ne ha­ve spa­ret tid ved at ta­ge fly­et fra Frank­furt, men Jep­pe He­in po­in­te­r­er for­nuf­ten i at spa­re på Co2-ud­s­lip­pet, når det er mu­ligt. Når han kom­mer hjem, står den på ro og

Ud­dan­net fra Det Kon­ge­li­ge Kun­sta­ka­de­mi i Kø­ben­havn (1997) og Frank­fur­ter Stä­dels­chu­le (1999), tid­li­ge­re as­si­stent hos den danskisland­ske kunst­ner Ola­fur Eli­as­son.

Åb­ne­de i 2008 Kar­ri­e­re Bar på Flæ­ske­tor­vet i Kø­ben­havn sam­men med sin sø­ster Lær­ke He­in.

Har de se­ne­ste man­ge år mar­ke­ret sig in­ter­na­tio­nalt med si­ne be­sku­e­rind­dra­gen­de vær­ker på in­ter­na­tio­na­le mu­se­er og gal­le­ri­er så­vel som i of­fent­li­ge rum.

Jep­pe He­in ar­bej­der og bor i Berlin med sin ty­ske ko­ne og de­res tre døtre.

Modt­og i 2009 Sta­tens Kunst­fonds tre­åri­ge ar­bejds­le­gat, fik i 2012 Ro­bert Ja­cob­sen-pri­sen samt Carl Ni­el­sen og Anne Ma­rie Carl-ni­el­sens Le­gat i sep­tem­ber 2018.

Ak­tu­el med ven­nen, fi­lo­sof­fen og forfatteren Finn Jan­nings bog ”Når li­vet blom­strer”. we­e­kend­fred med fa­mi­li­en, der bor i et hus tæt ved skov og sø i Ze­h­len­dorf i det gam­le Vest­ber­lin.

Or­de­ne ro og fred fyld­te el­lers min­dre end et va­nil­je­korn i en ra­b­ar­berco­ck­tail i Jep­pe He­ins tid­li­ge­re liv som stil­ska­ben­de iværk­sæt­ter og stif­ter af Kar­ri­e­re Bar i Kø­ben­havns Kød­by, der bød på bå­de fi­ne­re mad­lav­ning, vel­ryste­de co­ck­tails, in­stal­la­tions­kunst og fest nat­ten lang. Si­de­lø­ben­de kør­te kar­ri­e­ren som kunst­ne­ren Ola­fur Eli­as­sons pro­tegé og et gen­nem­brud som in­ter­na­tio­nal kunst­ner­stjer­ne med vær­ker, hvor vand, spej­le, sta­te­ments og le­gen­de for­mer skul­le gå i krop­pen på folk med det for­mål at flyt­te men­ne­sker og ræk­ke ud i ver­den.

Men i 2009 var der ik­ke me­re at gi­ve af. Kvo­ten af selv­til­lid og god ener­gi var brugt op. I den ef­ter­års­rø­de bog, som Jep­pe He­ins ven fi­lo­sof­fen og forfatteren Finn Jan­ning har skre­vet om Jep­pes ud­vik­ling som men­ne­ske og kunst­ner, be­skri­ves neds­melt­nin­gen som et burn out. Og pa­ra­doksalt nok ind­traf det i et fly i 10-12 ki­lo­me­ters høj­de i det, som bjerg­be­sti­ge­re kal­der dødszo­nen, alt­så der, hvor luf­ten er så tynd, at et men­ne­ske kun kan over­le­ve et par da­ge. Iføl­ge forfatteren er det og­så en slags moralsk vaku­um, hvor em­pa­ti og med­fø­lel­se stort set er fra­væ­ren­de. I bo­gen står der:

»Der var en­gang, hvor Jep­pe kun­ne si­ge om et an­det men­ne­ske: ”Han er ik­ke vig­tig.” Om han var vig­tig, af­hang af hans rol­le, be­tyd­ning og magt i kun­stens ver­den. Jep­pe var narcis­si­sten, der var ble­vet sit eget pri­mæ­re kær­lig­heds­ob­jekt – hvor­ved han grad­vist hav­de ero­de­ret sig selv. Han end­te i dødszo­nen i sin jagt på sta­tus, pre­sti­ge, magt og kær­lig­hed. Han vil­le til tops! «

Op­le­vel­sen af ik­ke at kun­ne træk­ke vej­ret i fly­ve­ma­ski­nen in­fi­ce­re­de Jep­pe He­in med en angst, der tvang ham i men­tal og fy­sisk foster­stil­ling. Han end­te med at ind­lo­ge­re sig i Ods­her­red Te­ra­pi­ha­ve, hvor han be­gynd­te en in­dre rej­se, der end­te med at for­an­dre hans liv – og hans kunst.

Yo­ga og jord­for­bin­del­se

»Det er et fan­ta­stisk re­ha­bi­li­te­rings­sted for stres­s­ram­te og ud­brænd­te, og her gik det op for mig, at jeg i 35 år ik­ke hav­de for­holdt mig til, hvem jeg var. Jeg hav­de le­vet to­talt uden jord­for­bin­del­se – mit liv hand­le­de om bal­la­de, fest, gang i den, fuld ham­mer, fly­ve rundt i ver­den, mas­ser af ud­stil­lin­ger, pro­jek­ter, ta­ler, sport, fit­ness, flot krop, smart og tren­dy tøj, alt hand­le­de om over­fla­de. Jeg hav­de in­gen be­vidst­hed om krop­pen, jeg le­ve­de fra hal­sen og op,« kon­sta­te­rer Jep­pe He­in, der blev sat i gang med at la­ve op­mærk­som­hed­s­ø­vel-

JAN STREMPEL FO­TO:

I bo­gen "Når li­vet blom­strer", som er il­lu­stre­ret med fle­re af Jep­pe He­ins akva­rel­ler, kan man læ­se, at han ik­ke ser sig selv som et ge­ni, men et me­die, hvori­gen­nem no­get stør­re kom­mu­ni­ke­rer.

FO­TO: JAN STREMPEL

Bo­gen "Når li­vet blom­strer” hand­ler om Jep­pe He­ins ud­bræn­ding og ef­ter­føl­gen­de livsom­læg­ning. Den er il­lu­stre­ret med hans eg­ne akva­rel­ler.

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.