Eu-val­get kan gi­ve over­blik over magt­for­hol­det mel­lem de ny og de gam­le po­li­ti­ke­re Slut med ele­fant­væd­de­løb på mo­tor­ve­je­ne

Jyllands-Posten Søndag - - Debat - Pe­ter Skaarup grup­pe­for­mand Dansk Fol­ke­par­ti

Den ma­ka­bre ju­le­ter­ror for­an No­tre Da­me-dom­kir­ken i Stras­bourg midt i de­cem­ber fik mig til at min­des den dej­li­ge by i Alsa­ce i det øst­lig­ste Frank­rig. En smuk og, i or­dets samt­li­ge be­tyd­nin­ger, ur­ban blan­ding af Tys­kland og Frank­rig ved Rhin­en. Jeg kom der re­gel­mæs­sigt i før­ste halv­del af 1990’er­ne. Da var jeg EU

kor­re­spon­dent, bo­sat i Bruxel­les. Jeg tab­te al­drig helt mit hjer­te til Bruxel­les el­ler til de eu­ro­pæ­i­ske in­sti­tu­tio­ner der. Tit føl­te jeg ryk af klau­stro­fo­bi i gan­ge­ne i EU’S of­test grim­me, køns­lø­se me­ga­byg­nin­ger. Jeg måt­te nyn­ne min ynd­lings­sang ”On The Ro­ad Again” med Wil­lie Nel­son og Johnny Cash for at red­de min sjæl og fø­le luft un­der vin­ger­ne ved vis­he­den om, at der var en ver­den med lan­ge lan­de­ve­je, flugt­ve­je, uden for de uden tvivl kom­pe­ten­te og vel­me­nen­de bu­reau­kra­ters kring­le­de, lidt selvg­la­de uni­vers.

Det er sik­kert helt fint med al­le de Eu-byg­nin­ger og in­sti­tu­tio­ner. Na­tur­lig­vis. Fred i vor tid! Det er ba­re ik­ke en ver­den, jeg fø­ler mig spe­ci­elt vel til ret­te i. For man­ge djøf’ere og for få banjo­spil­le­re.

En be­ha­ge­lig af­veks­ling fra Bruxel­les var der­for rej­ser­ne til Stras­bourg, når par­la­men­ta­ri­ker­ne sad der.

Det er na­tur­lig­vis helt idi­o­tisk og dyrt, at det eu­ro­pæ­i­ske par­la­ment skal lig­ge fle­re ste­der, og­så i Stras­bourg, ud­over i Bruxel­les og med ad­mi­ni­stra­tion i Luxem­bourg. Men det er åben­bart umu­ligt at la­ve om på. I sig selv pin­ligt for så ny en op­fin­del­se som par­la­men­tet. Det er ik­ke ro­mer­ske in­sti­tu­tio­ner, vi ta­ler om, som har væ­ret der i tu­sind­vis af år, og hvor en flyt­ning af se­na­tet vil­le kun­ne øde­læg­ge hi­sto­ri­ske, ar­kæ­o­lo­gisk dy­re­ba­re og uer­stat­te­li­ge fun­da­men­ter … Det er ik­ke en­gang no­get på al­der med ame­ri­kan­ske in­sti­tu­tio­ner, der har væ­ret der i 250 år. EU

in­sti­tu­tio­ner­ne er i sam­men­lig­ning un­ge – men al­le­re­de ramt af stiv­hed, kan man ud­le­de af den au­to­ma­ti­ske af­vis­ning af en geo­gra­fisk sam­men­læg­ning af par­la­men­tets ak­ti­vi­te­ter, hver gang det bli­ver fo­re­slå­et.

Men en gang imel­lem skul­le jeg så som Eu-kor­re­spon­dent fra Bruxel­les til Stras­bourg, en be­ha­ge­lig af­veks­ling, for­di der er så pænt i by­en, og ma­den så in­ter­es­sant tysk-fransk. For slet ik­ke at ta­le om vi­nen. Sel­ve par­la­ments­byg­ge­ri­et i Stras­bourg er la­byrin­tisk og uover­sku­e­ligt og­så i vo­re da­ge. Et ar­ki­tek­to­nisk ek­sem­pel på

som det hed­der på tysk. Or­det gi­ver sig selv. Men­ne­sker bli­ver væk un­der­vejs i gan­ge­ne, for­di byg­ge­ri­et er så gi­gan­tisk. Man­ge fo­re­ta­gen­der tror, at hvis de byg­ger gi­gan­tisk, så fun­ge­rer alt bed­re, og vi un­der­såt­ter bli­ver im­po­ne­re­de. Det mod­sat­te er til­fæl­det.

Men når ar­bej­det blandt de fol­ke­valg­te var for­bi i sin tid, så ven­te­de den dej­li­ge by uden­for. Den drog man ud i, ef­ter at ha­ve nydt et glas ”Cre­mant d’alsa­ce” i par­la­men­tets pres­se­bar, en lo­kal per­le­vin. Der mød­te man de po­li­ti­ke­re, der ger­ne vil­le i fjern­sy­net og der­for holdt ivrigt til i ba­ren og snak­kesa­ligt og of­te ind­la­den­de for­ven­te­de, at jour­na­li­ster­ne be­tal­te for de­res per­le­vin. Så der var al­tid man­ge men­ne­sker i ba­ren. Ik­ke al­le de fol­ke­valg­te og de­res an­sat­te hjæl­pe­re hav­de ly­nen­de travlt med stres­sen­de po­li­tisk ar­bej­de, kun­ne man mær­ke. Ik­ke he­le ti­den i hvert fald. Men de nød ty­de­ligt ba­ren og by­en.

Det var der­for si­gen­de, at fle­re af de par­la­men­ta­ri­ke­re og par­la­men­ta­ri­ske an­sat­te fra he­le Eu­ro­pa, der blev in­ter­viewet i me­di­er­ne fra Stras­bourg i for­bin­del­se med ju­le­ter­r­oren, be­gynd­te de­res sæt­nin­ger med: »Vi var li­ge an­kom­met til re­stau­ran­ten, da …« El­ler »Vi skul­le li­ge til at ta­ge hen på en re­stau­rant, da …« Hvor­ef­ter de for­tal­te om de­res op­le­vel­se af ter­r­or­hand­lin­gen. Der var mu­lig­vis no­gen, der for­tal­te, at de sad og læ­ste på de­res kon­tor, da de hør­te om ulyk­ken. El­ler var til et po­li­tisk mø­de. El­ler må­ske på af­ten­kur­sus i en­ten tysk el­ler fransk som sup­ple­ment til det halva­me­ri­kan­ske, der er ble­vet fæl­les­spro­get i EU. Det ude­luk­ker jeg ik­ke. Jeg hør­te dem dog ik­ke. Og dem, jeg hu­sker, de var sult­ne og tørsti­ge og i gang med spi­se­kor­te­ne i by­ens dej­li­ge re­stau­ran­ter, da ulyk­ken ske­te.

Der er stor pa­nik for ti­den i tra­di­tio­nel­le po­li­ti­ske mil­jø­er over po­puli­ster­ne i Eu­ro­pa, lad os for en gangs skyld glem­me over­po­puli­sten Trump i nog­le se­kun­der og hol­de os til EU. For den ny tids nye po­li­ti­ke­re har re­ge­rings­mag­ten i Ita­li- en, er med i re­ge­rin­gen i Østrig, på ga­der­ne i gu­le ve­ste i de fran­ske by­er hver we­e­kend. I Tys­kland er det ny AFD al­le­re­de li­ge­så stort som det gam­le SPD, so­ci­al­de­mo­kra­ter­ne. Og mon ik­ke og­så man­ge af dem kom­mer talstærkt ind i det eu­ro­pæ­i­ske par­la­ment ef­ter val­get i maj? Det ty­der det på. De er me­re end en ten­dens i de fle­ste eu­ro­pæ­i­ske lan­de nu, de er en strøm­ning.

Der­for kan val­get i år for en gangs skyld gå hen og bli­ve in­ter­es­sant, for­di vi med val­gre­sul­ta­tet kan få et over­blik over magt­for­hol­det mel­lem de nye og de gam­le. Og par­la­men­ta­ri­ker­nes ar­bej­de og ta­ler i for­sam­lin­gen kan der­ef­ter væ­re vig­ti­ge, hvis beg­ge si­der gri­ber chan­cen. Det er ik­ke sik­kert, at val­get gi­ver en klar mar­ke­ring mel­lem de gam­le, stu­e­re­ne par­ti­er på den ene si­de og de ny fræk­ke i klas­sen på den an­den si­de der­ef­ter, for­di re­sul­ta­tet må­ske skal ind­pas­ses i di­ver­se valg­for­bund mel­lem par­ti­er­ne på tværs af de na­tio­na­le græn­ser. Men re­sul­ta­tet, og­så det over­ord­ne­de eu­ro­pæ­i­ske re­sul­tat, kan gi­ve me­re end et fin­ger­peg om, hvor stær­ke de gam­le er over for de nye. Og de­bat­ten mel­lem de to hold kan bli­ve ro­bust og op­ly­sen­de, må­ske li­ge­frem af­slø­ren­de og i hvert fald nød­ven­dig.

Så det kan væ­re, at bord­be­stil­lin­ger­ne bli­ver fær­re i re­stau­ran­ter­ne ef­ter val­get. Me­re po­li­tik og fle­re kon­fron­ta­tio­ner i ba­ren med per­le­vin og min­dre pas­si­ar af den slags, der kun fø­res mel­lem men­ne­sker, der har pro­ble­mer med at få ti­den til at gå.

På den må­de kan den smuk­ke gam­le fristad ved Rhin­en få ny og vig­tig be­tyd­ning, så de til­rej­sen­de ik­ke kun har ma­den og vi­nen at fry­de sig over. Hvis du er bi­list, ken­der du for­ment­lig si­tu­a­tio­nen: På en tospo­ret mo­tor­vej kan du se en last­bil i din ret­ning læn­ge­re frem­me. Da du nær­mer dig bag­fra og træk­ker ud i over­ha­lings­spo­ret, træk­ker last­bi­len ud for at over­ha­le en an­den last­bil. Du er nødt til brem­se ned, for­di over­ha­lin­gen – som må­ske end­da sker op ad bak­ke – går lang­somt, me­get lang­somt.

Du når at over­ve­je, om du skal ge­sti­ku­le­re til last­bil­chauf­før­en, sen­de en sms (hvad man jo ik­ke må) til fru­en el­ler hol­de ind og stræk­ke ben i håb om, at last­bi­len kom­mer langt for­an dig, så du und­går at hav­ne bag end­nu et ele­fant­væd­de­løb.

Den net­op ind­gå­e­de fi­nans­lov for 2019 in­de­hol­der en ræk­ke for­bed­rin­ger for det dan­ske sam­fund. Na­tur­lig­vis har me­di­er­ne ind­til vi­de­re fo­ku­se­ret mest på pa­ra­dig­meskif­tet i ud­læn­din­gepo­li­tik­ken. Blandt de man­ge an­dre em­ner, der har lig­get DF på sin­de i fi­nans­lo­vs­for­hand­lin­ger­ne, var de så­kald­te ”ele­fant­væd­de­løb” på de dan­ske mo­tor­ve­je – især de tospo­re­de mo­tor­ve­je.

Fæ­no­me­net op­står, når en last­bil over­ha­ler en an­den last­bil og hur­tigt for­år­sa­ger kø­dan­nel­se og far­li­ge si­tu­a­tio­ner i tra­fik­ken.

Det er bå­de ge­ne­ren­de for an­dre tra­fi­kan­ter og ska­ber ir­ri­ta­tion. Bl.a. der­for bli­ver de så­kald­te ”ele­fant­væd­de­løb” nu for­budt på yder­li­ge­re 270 km vej­net af tospo­re­de mo­tor­ve­je i he­le lan­det. For­bud­det gæl­der al­le last­bi­ler – bå­de de let­te og de tun­ge vogn­tog.

Det er selv­føl­ge­lig ik­ke no­get, vi gør for at genere last­bi­ler­ne el­ler vogn­mæn­de­ne – men det er sim­pelt­hen sund for­nuft, at den al­min­de­lig bil­tra­fik får ret­ten til over­ha­lings­spo­ret på de tospo­re­de mo­tor­ve­je. Det er et spørgs­mål om tid og sik­ker­hed.

I takt med det øko­no­mi­ske op­sving og den vold­somt øge­de mæng­de pak­kepost som føl­ge af den kraf­tigt sti­gen­de in­ter­net­han­del og dag­lig­va­re­ind­køb, er tra­fik­ken på lan­dets mo­tor­ve­je nær­mest eks­plo­de­ret. Der­u­d­over kom­mer de sta­digt fle­re uden­land­ske last­bi­ler, der er kon­se­kven­sen af det in­dre mar­ked og ar­bejds­kraf­tens frie be­væ­ge­lig­hed.

Det er ik­ke alt, som po­li­ti­ker­ne kan gø­re no­get ved og be­stem­me, og det skal vi hel­ler ik­ke, men vi kan lov­gi­ve os til bed­re tra­fik­sik­ker­hed og min­dre tra­fik­for­stop­pel­se, der gi­ver far­li­ge epi­so­der på de tospo­re­de mo­tor­ve­je med høj tra­fikin­ten­si­tet.

Det ko­ster lidt pen­ge til bed­re skilt­ning i fi­nans­lo­ven, og ledsa­get af et klart bud­skab til po­li­ti­et om hår­de­re hånd­hæ­vel­se over for ele­fan­tover­ha­lin­ger sy­nes jeg da, at jeg vil gi­ve den go­de nyhed vi­de­re om, at vi her gør det lidt let­te­re at væ­re dan­sker.

Det er sik­kert helt fint med al­le de EU­byg­nin­ger og in­sti­tu­tio­ner. Na­tur­lig­vis. Fred i vor tid! Det er ba­re ik­ke en ver­den, jeg fø­ler mig spe­ci­elt vel til ret­te i. For man­ge djøf’ere og for få banjo­spil­le­re. Ul­la Ter­kel­sens ver­den

Mon ik­ke po­puli­ster­ne kom­mer talstærkt ind i det eu­ro­pæ­i­ske par­la­ment ef­ter val­get i maj? Det ty­der det på. De er me­re end en ten­dens i de fle­ste eu­ro­pæ­i­ske lan­de nu, de er en strøm­ning. Gi­gan­tis­mus,

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.