Bi­er kan og­så bli­ve ban­ge: »Det gjaldt om to­talt at ig­no­re­re ang­sten, der lå ne­de i skri­net«

Op­ta­gel­ser­ne var græn­se­over­skri­den­de, og an­mel­del­ser­ne blan­de­de, men Sus­an­ne Bi­er er let­tet. Må­lt på pu­bli­kum er "Bird Box" uden sam­men­lig­ning den stør­ste film i hen­des kar­ri­e­re. Jyl­landsPo­sten har talt med den dan­ske in­struk­tør før og ef­ter pre­mi­e­ren.

Jyllands-Posten Søndag - - Kultur - Ronja.melan­[email protected]

Vi har nå­et et punkt, hvor den se­ne­ste mo­de på in­ter­net­tet er at de­le vi­deo­op­ta­gel­ser, hvor man fam­ler rundt i blin­de med bind for øj­ne­ne, og det kan vi tak­ke Sus­an­ne Bi­er for. At det skal kom­me så vidt, har in­struk­tø­ren selvsagt in­gen anel­se om, da vi før jul mø­der hen­de på Ho­tel Skt. Pe­tri i Kø­ben­havn. Det er da­gen før, hen­des se­ne­ste film, en apo­ka­lyp­tisk dom­me­dags­for­tæl­ling, slip­pes fri til den bre­de of­fent­lig­hed via strea­m­ingtje­ne­sten Net­flix.

Sus­an­ne Bi­er er flø­jet ind fra New York via Lon­don sam­me mor­gen, som hen­des ho­telsu­i­te skal age­re ud­flugts­mål for jour­na­li­ster.

At hun har væ­ret på far­ten i da­ge­vis, står ik­ke til at af­læ­se i det ka­me­ra­ven­li­ge, blå­to­ne­de out­fit el­ler den ula­ste­li­ge mør­ke fri­su­re og øjen­skyg­ge. Men den Oscar-vin­den­de in­struk­tør vil ger­ne in­ter­viewes lig­gen­de på ryg­gen i su­i­tens grå so­fa, fo­re­slår hun fra net­op den­ne po­si­tion.

»Vi skal selv­føl­ge­lig ik­ke ta­ge bil­le­der­ne så­dan her,« si­ger hun.

De hur­tig­ste smags­dom­me­re har al­le­re­de gi­vet de­res me­nin­ger om thril­le­ren ”Bird Box” til ken­de. Der er ta­le om det, man i hø­fli­ge ven­din­ger be­teg­ner som blan­de­de an­mel­del­ser.

I ”Bird Box” bry­der ci­vi­li­sa­tio­nen på klo­den uden nær­me­re for­kla­ring sam­men, da en mystisk, usyn­lig kraft får men­ne­ske­he­den til at ka­ste sig ud i me­re og min­dre gra­fi­ske selv­mord,. In­den da er pu­bli­kum ble­vet præ­sen­te­ret for ho­ved­per­so­nen, kunst­ne­ren Mal­o­rie, der i en mo­den al­der er gravid, men ik­ke kan for­hol­de sig til det lil­le men­ne­ske, hun har vok­sen­de in­den i sig.

Fem år ef­ter ka­ta­stro­feud­brud­det for­sø­ger Mal­o­rie, der har for­må­et at over­le­ve ved kun at fær­des uden­dørs med bind for øj­ne­ne, at le­de to små børn i sik­ker­hed for de øde­læg­gen­de kræf­ter.

Græn­se­over­skri­den­de op­ta­gel­ser

Det er et aty­pisk gen­re­valg for Sus­an­ne Bi­er, som al­drig selv kun­ne fin­de på at sæt­te en splat­ter­film på. Men uhyg­ge­li­ge film, der er lidt an­der­le­des, fin­der hun bå­de gri­ben­de og un­der­hol­den­de:

»Der­u­d­over tror jeg, at man li­ge præ­cis i de ram­mer kan gø­re no­get, der el­lers er ukon­ven­tio­nelt in­den for sto­re, bre­de film,« si­ger Sus­an­ne Bi­er.

Den Oscar-vin­den­de sku­e­spil­ler San­dra Bul­lo­ck, der var 53 år un­der op­ta­gel­ser­ne, fin­der som fil­mens ho­ved­per­son sam­men med en yn­gre sort mand. Al­der­s­for­skel­len sva­rer til, at hun kun­ne ha­ve væ­ret hans bar­nepi­ge. Det er et sjæl­dent set kær­lig­heds­for­hold in­den for main­stream­film, be­mær­ker in­struk­tø­ren. Hun hæf­ter sig ved, at in­gen test­pu­bli­kum­mer kom­men­te­re­de for­hol­det, da fil­men blev af­prø­vet på dem.

»Folk kun­ne godt li­de kær­lig­heds­hi­sto­ri­en, men in­gen hav­de tænkt over det. Jeg tror, at den ene­ste grund til, at det kan la­de sig gø­re, er, at den er dre­vet af gys og det uhyg­ge­li­ge,« si­ger Sus­an­ne Bi­er.

Midt i uhyg­gen jong­le­rer in­struk­tø­ren med fle­re vel­kend­te te­ma­er. Kær­lig­hed. Håb. Ven­skab. Sorg. At for­hol­de sig til for­æl­dre­ska­bet. Ik­ke ulig om­drej­nings­punk­ter­ne i den film, der sik­re­de Sus­an­ne Bi­er sit fol­ke­li­ge gen­nem­brud hos hjem­me­pu­bli­kum­met, ”Den Ene­ste Ene” fra 1999. Men når hun nu har ma­let gys i tykke pen­sel­strøg oven på så­dan­ne te­ma­tik­ker i sit se­ne­ste værk, er der et spørgs­mål, der pres­ser sig lidt på.

Den 58-åri­ge in­struk­tørs bag­ka­ta­log er til­pas stort til, at man kun­ne tro, der hav­de væ­ret me­re end ét men­ne­ske om at pas­se hen­des kar­ri­e­re. Hun har ta­ck­let mod­gang, mod­ta­get in­ter­na­tio­nal hæ­der for­an mil­li­o­ner af se­e­re og in­stru­e­ret nog­le af ver­dens stør­ste stjer­ner. Så fin­des der no­get, hun er ban­ge for? Det gør der, for­tæl­ler Sus­an­ne Bi­er. Hun er angst for vand og for at druk­ne. Sto­re bøl­ger på stran­den kræ­ver en dyb indån­ding. Og hvis hun kan, und­går hun at sej­le med fær­ger. »Det kan sag­tens la­ve num­re med mig.« Der­for har det væ­ret in­ter­es­sant at op­ta­ge film, hvor væ­sent­li­ge sce­ner fo­re­går i en lil­le ro­båd på en til ti­der gan­ske glubsk og fjendt­lig flod.

»Det var for­holds­vis græn­se­over­skri­den­de. Det gjaldt om to­talt at ig­no­re­re ang­sten, der lå ne­de i skri­net, og så ba­re gø­re det ar­bej­de, jeg skul­le gø­re. Jeg kan sty­re den ir­ra­tio­nel­le frygt på en helt an­den må­de, når jeg står på et film­set, end når jeg ba­re er mig selv.«

På sam­me må­de som en at­let kan pres­se en mod­vil­lig krop til fy­si­ske præ­sta­tio­ner, kan Sus­an­ne Bi­er in­de i sig selv hen­te fo­kus til at luk­ke alt an­det ude, når hun ar­bej­der, ly­der hen­des re­flek­sion. Sam­me stål­sat­hed la­der sig dog ik­ke uden vi­de­re over­fø­re til an­dre om­rå­der. Hun ven­der om og går hjem, hvis det reg­ner, el­ler hvis hun bli­ver træt, når hun er ude på lø­be­tur.

Men an­læg­get for at over­kom­me ud­for­drin­ger i film­bran­chen vi­ste sig tid­ligt. Leg­en­den ly­der, at Sus­an­ne Bi­er ved sit an­det år på film­sko­len fandt på at ska­be en even­tyr­ag­tig film om en dværg og en prin­ses­se. Vi­sio­nen kun­ne dog kun for­lø­ses ved brug af fle­re hund­re­de sta­ti­ster, og det ud­styrs­styk­ke vil­le væ­re for dyrt og tvivl­s­omt, men­te sko­lens rek­tor, der tø­ve­de med at god­ken­de pro­jek­tet. Der­på gik Sus­an­ne Bi­er ud på ga­den og fandt over 100 per­so­ner, der var vil­li­ge til at duk­ke op i tre da­ge i træk uden at få en kro­ne for det.

In­den hun nå­e­de så langt, skul­le hun igen­nem op­ta­gel­ses­prø­ven, hvor hun skul­le in­stru­e­re to sku­e­spil­le­re. Sus­an­ne Bi­er kom fra ar­ki­tekt­stu­di­et og hav­de al­drig stå­et an­sigt til an­sigt med en sku­e­spil­ler. Des­u­den er hun ret ge­nert af na­tur.

»Jeg kan hu­ske, jeg tænk­te: ”Nu bur­de jeg egent­lig bli­ve enormt nervøs”. Men det gjorde jeg ik­ke. Jeg tror, det er en ek­strem nys­ger­rig­hed, som dri­ver mig. Hvor­dan mon sce­nen bli­ver – og hvor­dan kan vi lø­se det? Den nys­ger­rig­hed er langt, langt stær­ke­re end no­get an­det.«

Og­så stær­ke­re end vand­skræk. Hun kan ik­ke hu­ske, om ang­sten al­tid har rum­ste­ret. Men det er kun ble­vet vær­re med åre­ne, si­ger hun.

»Nej, men nu er vi hel­ler ik­ke i gang med en psy­ko­a­na­ly­se af mig.«

For det me­ste er glas­set halvt fyldt

Vand­skræk sy­nes ud­de­bat­te­ret, men der er et an­det pres­se­ren­de em­ne, der må­ske kan for­år­sa­ge en grad af ube­hag hos fil­min­struk­tø­rer: an­mel­del­ser og films­nob­be­ri. Sus­an­ne Bi­er har be­vist, at hun kan sæl­ge bi­o­graf­bil­let­ter. Men kan hun sta­dig bli­ve ked af det, hvis folk ik­ke sy­nes, hen­des ar­bej­de er fint nok?

»Prøv at hø­re her: Jeg bli­ver su­per ked af det, hvis den­ne film ik­ke får et stort pu­bli­kum. Så bli­ver jeg me­ga­ked af det.«

Sus­an­ne Bi­er har sat sig op i den grå hjør­ne­so­fa og har ret­tet blik­ket ind i væg­gen. El­ler ind i sig selv. Det er ik­ke til at si­ge. Så­dan sid­der hun lidt, før hun slip­per re­sten af sva­ret.

»Jeg er helt be­vidst om, at der er blan­de­de an­mel­del­ser. Jeg kan ik­ke rig­tig for­hol­de mig til det. Men jeg læ­ser og­så vir­ke­lig tit an­mel­del­ser, hvor an­mel­der­ne sy­nes, no­get er fan­ta­stisk, og så sæt­ter jeg mig ned og ke­der mig i den grad. På en el­ler an­den må­de må min smag jo væ­re lidt me­re kulørt end man­ge an­mel­de­res.«

Jeg er ik­ke så op­ta­get af, om det er ori­gi­nalt. Jeg er op­ta­get af, om det ta­ler til pu­bli­kum, og om pu­bli­kum får en emo­tio­nel op­le­vel­se. Sus­an­ne Bi­er, fil­min­struk­tør Ved du, hvad det kom­mer sig af? Gør du dig no­gen tan­ker om, om du ta­ler til et kul­tur­par­nas, der ef­ter­spør­ger stor, ori­gi­nal film­kunst? du Bli­ver man im­mun over for an­mel­del­ser og pri­ser på et tids­punkt?

over for de to små og true med at gø­re dem ondt, hvis de fjer­ner de­res bind fra øj­ne­ne.

»Jeg sy­nes fak­tisk, vi er lyk­ke­des med at po­rtræt­te­re en kvin­de på en må­de, som jeg ik­ke før har set i main­stream­film. At po­rtræt­te­re en mor, som er i kon­flikt. En gravid kvin­de, der ik­ke har lyst til at væ­re gravid, og som på in­gen må­de pas­ser ind i det i høj grad mands­de­fi­ne­re­de kon­ven­tio­nel­le bil­le­de af, hvad en mor skal væ­re. Hun er ik­ke næn­som, kær­lig og sød. Hun er ben­hård.« »Jeg har væ­ret en lil­le smu­le træt af mænds for­søg på at la­ve kvin­de­li­ge hel­te. Det er fint, at de ser vildt godt ud, og nog­le gan­ge kan de og­så slås, men jeg sy­nes ik­ke, der er no­gen af dem, der egent­lig har for­holdt sig til nog­le af de ting, kvin­der er op­ta­get af. Det sy­nes jeg, Mal­o­rie gør. Og det, sy­nes jeg, er vig­tigt og in­ter­es­sant.«

Pu­bli­kum i emo­tio­nelt jer­n­greb

Ef­ter eget ud­sagn har hun haft li­ge så frie hæn­der til at føl­ge sin mis­sion og ma­ve­for­nem­mel­se un­der Net­flix, som hun er vant til hos de tra­di­tio­nel­le stu­di­er. Ek­sem­pel­vis var det fra be­gyn­del­sen hen­des øn­ske, at trus­len i fil­men skul­le væ­re usyn­lig og over­ladt til pu­bli­kums fan­ta­si. Al­li­ge­vel blev der ud­fær­di­get bud på, hvor­dan mon­stre­ne kun­ne se ud. Men Sus­an­ne Bi­er fik sin vil­je. Uhy­rer­ne ma­ni­feste­re­de sig ik­ke i det fær­di­ge re­sul­tat.

”Bird Box” er på man­ge må­der pro­du­ce­ret som en stor spil­le­film med sam­me visu­el­le stor­slå­et­hed og et emo­tio­nelt jer­n­greb om pu­bli­kum, for­kla­rer Sus­an­ne Bi­er. Det har ik­ke gjort den sto­re for­skel for pro­ces­sen, at man­ge pu­bli­kum­mer vil op­le­ve fil­men på en lil­le smartp­ho­neskærm el­ler tab­let frem for det sto­re lær­red. Det er en vir­ke­lig­hed, al­le in­struk­tø­rer er nødt til at om­fav­ne, me­ner hun, for selv bi­o­graf­fil­me­ne en­der de­res da­ge på små skær­me.

Ads­purgt, om hun på­tæn­ker at ven­de til­ba­ge til bi­o­gr­af­lær­re­det og den sto­re fa­mi­lie­blo­ck­bu­ster, sva­rer Sus­an­ne Bi­er, at hun er me­re in­ter­es­se­ret i at la­ve spæn­den­de film end i sel­ve plat­for­men. Men hun tror, at strea­m­ingtje­ne­ster­ne kan gi­ve plads til de main­stream­film, som iføl­ge in­struk­tø­ren nær­mest er for­s­vun­det over de se­ne­ste 10 år.

»I og med at Net­flix er så sto­re, er de ik­ke ban­ge. Stu­di­er­ne har læn­ge væ­ret ban­ge, for­di det er svært at få film til at le­ve og tje­ne pen­ge. Det er Net­flix ik­ke. Der­for har jeg hel­ler ik­ke haft pro­ble­mer med at ca­ste til fil­men. Det kun­ne jeg godt ha­ve haft an­dre ste­der.«

De hvi­de mænd

Det sto­re per­son­gal­le­ri, der bl.a. tæl­ler Jo­hn Mal­ko­vich, er ud­valgt for at af­spej­le vir­ke­lig­he­den, som den ser ud i al sin di­ver­si­tet, for­kla­rer Sus­an­ne Bi­er.

»Det kun­ne væ­re sjovt at la­ve no­get, der re­flek­te­re­de ver­den, som den ser ud, i en main­stream­film. I ste­det for at vi­se ver­den, som nog­le få hvi­de mænd sy­nes, den skal se ud,« si­ger hun.

Hvad er der i vej­en med det mands­de­fi­ne­re­de bil­le­de?

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark

© PressReader. All rights reserved.