»København er som et kinesisk æskesystem«
Copenhagen Photo Festival starter 7. juni, og for festivaldirektør Maja Dyrehauge Gregersen bliver København ved med at overraske – selv efter 20 år i byen. Hun elsker, at det ikke tager mere end ti minutter på cykel for at se vand.
»Det er lige gået op for mig, at jeg halvdelen af mit liv har boet i København. Og alligevel kan byen stadig overraske mig,« siger Maja Dyrehauge Gregersen.
Hun er direktør for Copenhagen Photo Festival, der løber af stablen 7. juni og over 10 dage byder på aktiviteter, workshops og udstillinger spredt over hele byen. Bl.a. har festivalen fået lov til at udstille på den henlagte Gasværksgrund og i en nedlagt transformerstation på Østerbro. Steder, som normalt er lukket for offentligheden eller som ligger og putter sig anonymt i gadebilledet.
»Dét er det skønne ved København,« siger Maja Dyrehauge Gregersen og fortsætter:
»Over årene har jeg boet mange steder i byen, men alligevel kan jeg stadig finde gader, som jeg aldrig har cyklet nedad eller opdage nye sider af et kvarter, som jeg ellers troede, at jeg kendte. På den måde er byen som et kinesisk æskesystem, man kan blive ved med at åbne. Og det er den uforudsigelighed, jeg holder mest af.«
Maja Dyrehauge Gregersen kommer oprindeligt fra den lille ø Strynø, som er placeret i det fynske øhav. Gennem barndommen var hun ofte på besøg i hovedstaden, når hun skulle besøge sine bedsteforældre på Østerbro. Der sad hun som lille pige og sugede de mange indtryk til sig og spekulerede over, hvem der mon boede bag de mange oplyste vinduer, som susede forbi S-togets rude.
»Jeg vidste allerede som barn, at her skulle jeg bo. Kontrasten fra min opvækst på en lille ø og så storbyen var enorm. Som 20-årig flyttede jeg ind i en lillebitte lejlighed i Møllegade med udsigt over de sammensunkne gravsten på den jødiske kirkegård, som i øvrigt er Danmarks ældste og dengang var lukket for offentligheden. Der var intet bad, så vi badede på badeanstalten på Sjællandsgade, og den eneste varmekilde i lejligheden var en lille gasovn. Men det levede til fulde op til den romantiske forestilling, jeg havde om at bo i byen,« griner Maja Dyrehauge Gregersen. På den måde føler hun, at hun går på arbejde i sin egen baghave, men dét, hun holder allermest af ved sit nabolag, er, at det ikke tager mere end ti minutter på cykel, før hun er ved vandet.
»Det hænger sammen med min opvækst på en ø. Engang imellem skal jeg bare ud til åbent vand. Jeg boede i en periode på Nørrebro, før Islands Brygge blev renoveret, og da skulle man cykle hele vejen til Charlottenlund Fortet for at bade. Jeg kunne slet ikke holde det ud. Jeg havde det, som om jeg lå på bunden af en gryde.«