Charlie Thompson og hans naboer har sat Nordirland i stå
Først mistede Nordirland sin regering. Og nu tør embedsværket heller ikke træffe store beslutninger. Det skyldes en gruppe naboer uden for Belfast.
Mange ved det nok ikke, men i Vesteuropa går knap 2 mio. mennesker rundt uden en regering. Og borgerklager over et affaldsanlæg har nu også gjort det svært for embedsmændene at regere.
Det er i Nordirland, der i halvandet år ikke har haft en selvstyreregering som følge af dyb uenighed mellem katolske og protestantiske partier. Så der er ingen mini- stre, og de 90 medlemmer af selvstyreparlamentet får fuld løn, selv om der intet er at lave.
Det betyder bl.a., at nordirerne mangler en stemme i debatten om brexit, hvor den irsk-nordirske grænse ellers er et af de største dilemmaer.
Nordirland er britisk territorium, men regeringen i London har ikke lyst til at stikke fingrene ned i den hvepserede, som nordirsk politik er, og indføre direkte styre. Derfor ledes Nordirland af en form for embedsmandsstyre, hvor store reformer er sat i stå, men hvor departementscheferne har truffet beslutninger, som ministre normalt tager sig af, f.eks. om ekstra penge til kulturlivet.
Men nu har et kontroversielt byggeprojekt også sat grænser for dén metode. Det har Charlie Thompson og hans naboer sørget for.
I Mallusk nordvest for Belfast, hvor de bor, er der planer om et affaldsforbrændingsværk til godt 2 mia. kr., og det skulle de ikke nyde noget af:
»Det bliver på størrelse med Wembley Stadion,« siger Charlie Thompson med henvisning til den engelske nationalarena i London, som har 90.000 siddepladser.
»Jeg købte et hus på landet i den friske luft, og nu får jeg det her,« siger Thompson, der blandt andet frygter, at en lastbil forulykker og spreder farlig flyveaske, som skal transporteres væk fra værket via landevejene.
Retsstridig godkendelse
Uden ministre var det departementschefen i Ministeriet for Infrastruktur, der gav det store projekt det grønne stempel. Og det forhold gik naboerne i retten om. I maj erklærede landsretsdommer Siobhan Keegan godkendelsen for retsstridig. Hvis hun sagde god for sådan en praksis, så »ville det reelt betyde, at embedsmændene i Nordirland kunne træffe store politiske beslutninger,« forklarede hun.
Derfor vover embedsmændene ikke længere at godkende større sager.
»Alle andre projekter kan nu blive udsat for retssager,« siger Charlie Thompson, mens lokale medier blandt andet fortæller om et guldmineprojekt og et gasdrevet elværk, der ikke kan blive godkendt.
David Sterling, Nordirlands øverste embedsmand, har forklaret: »I fraværet af en regering har embedsmænd været nødt til at tage det usædvanlige skridt at træffe beslutninger om nogle emner, som normalt ville være bragt til ministre for en beslutning.«
Centraladministrationen har anket dommen, og dén sag begynder mandag.
Affaldsværket minder en del om Amager Bakke (tidl. Amagerforbrændingen) i København, hvor Finans har afdækket omfattende økonomiske problemer, blandt andet fordi der ikke var affald nok. Det samme forudser modstanderne vil ske med værket i Mallusk, ligesom de er bange for faldende huspriser, forurening og øget, tung trafik.
Problemer pga. fredsaftale
De politiske problemer i Nordirland hænger sammen med langfredagsaftalen fra 1998, som skabte fred i Nordirland og bl.a. betyder, at regeringen skal bestå af det største parti fra hhv. den protestantiske/britisksindede og den katolske/irsksindede side. Det er det højreprotestantiske DUP og Sinn Fein, som engang var den politiske gren af den katolske undergrundshær IRA.
Tidligere har de gamle ærkerivaler godt kunnet samarbejde, men en skandalesag om voldsom overbetaling for grøn energi fik i januar 2017 samarbejdsregeringen til at bryde sammen. Man prøvede at rense luften med et valg, men det ændrede ikke noget. Det hjalp heller ikke, at Sinn Fein fik ny, kvindelig ledelse efter veteranen Gerry Adams.
Parterne er blandt andet uenige om, hvorvidt det irske sprog skal have en ophøjet status. Der er nærmest ingen, der taler det, men det har symbolsk betydning for Sinn Fein. DUP har dog ikke megen lyst til at gøre Nordirland mere irsk, ej heller sprogligt.
Et andet stridsemne er, hvordan en stor undersøgelse af borgerkrigstidens synder skal skrues sammen. DUP vil gerne fokusere på IRA, som partiet anser som morderiske terrorister, mens Sinn Fein vil rette lyset mod det britiske sikkerhedsapparat (politi og militær), som undertiden optrådte brutalt og havde et hemmeligt samarbejde med paramilitære protestantiske grupper.
Jyllands-posten har i den forgangne uge talt med Michelle O'neill, der er leder af Sinn Fein i Nordirland, og Tobias Ellwood, som er britisk veteranminister. Flere i O’neills familie var i IRA, og hun har selv omtalt IRAmedlemmer som patrioter. Ellwood gjorde selv i 1990’erne tjeneste i den britiske hær i Nordirland og har tidligere udtrykt sig kritisk om muligheden for at blive undersøgt.
Nu udtrykker de begge mildere toner. Ellwood vil ikke sige noget bastant og udtaler blot, at emnet er »sensitivt«, mens O’neill glider uden om et direkte spørgsmål om sin holdning til IRA og siger, at forskellige personer har »modstridende fortællinger« om fortiden.
Men noget kompromis har man altså ikke opnået. Nordirland er fortsat uden regering, og selv om Charlie Thompson kan glæde sig over, at affaldsværket er bremset, så ville han hellere, at det blev bremset af demokratisk valgte politikere:
»Embedsmændene burde ikke køre landet.«
Embedsmændene burde ikke køre landet. Charlie Thompson, indbygger i Mallusk