GAZA STRIBEN
dele af Nordsinai, hvilket i årevis været egypternes væsentligste grund til at holde grænsen lukket til Gaza.
Og ifølge Yossi Alpher er det utænkeligt, at egypterne skulle overlade en bid af Sinai til palæstinenserne.
»De her territoriale spørgsmål omkring Gaza og Sinai har været i omløb i årtier. Idéen giver kun mening for Israel og palæstinenserne: Gaza får ånderum. Men skulle Kairo virkelig være villig til at afgive sit retmæssige territorium bare for at lette presset på Israel og fjerne vores ansvar for det palæstinensiske spørgsmål? Aldrig,« skriver han.
På den israelske højrefløj har idéen imidlertid længe haft opbakning, og i 2014 bragte israelske medier en historie om, at Egyptens præsident, Abdel Fatah al-sisi, havde tilbudt de palæstinensiske ledere at udvide Gaza med et stykke af Sinai-ørkenen på 1.600 kvadratkilometer. Udvidelsen ville betyde en femdobling af Gaza.
Ifølge historien, som angiveligt var lækket til medierne af israelske topembedsmænd, skulle den nye, palæstinensiske stat være afmilitariseret og tage imod palæstinensiske flygtninge fra hele regionen. Til gengæld skulle præsident Abbas opgive kravet om en selvstændig stat på Vestbredden med Jerusalem som hovedstad mod at få selvstyre i de tilbageværende palæstinensiske byer.
Historien blev øjeblikkeligt afvist fra både egyptisk og palæstinensisk side som »det rene opspind«, og en talsmand for præsident Abbas, Tayeb Abdel Rahim, anklagede Israel for at bruge det til at til at »knuse den palæstinensiske sag«.
Men idéen har været sejlivet, lige siden den blev introduceret af Israels nationale sikkerhedsrådgiver, Giora Eiland, i forbindelse med at israelerne forlod Gazastriben i 2005, og højtstående egyptiske kilder er gennem årene blevet citeret for, at Egypten har været under stigende pres fra USA og Israel for at afgive en del af Sinai til palæstinenserne, især efter at Hamas overtog kontrollen med Gaza i 2007.
Anklager mod Morsi
Selv Hamas beskyldes for at være medsammensvoren, og i 2012 blev al-sisis forgænger, islamisten Mohamed Morsi, beskyldt for at have lovet Hamas en stor bid af Sinai.
Mohamed Morsi kommer fra Det Muslimske Broderskab, som Hamas er en gren af, og blev afsat af militæret med al-sisi i spidsen efter blot et år på præsidentpo- Den 41 km lange og 10 km brede Gaza-stribe grænser op til Israel, Egypten og Middelhavet.
De ca. 1,9 mio. indbyggeres bevægelsesfrihed er ekstremt begrænset. Egypten åbner kun grænsen i ekstraordinære tilfælde. I 2017 var den åben i i alt 36 dage, og 23.000 står på venteliste til at komme ud.
I nord ved grænsen til Israel er det primært patienter, deres pårørende samt indflydelsesrige forretningsfolk, der kommer igennem. Gennemsnitligt slap 240 ud dagligt i 2017. I 2000, før den anden intifada, var tallet 26.000 om dagen.
Arbejdsløsheden er på 44 pct. den højeste i verden ifølge Verdensbanken. Ungdomsarbejdsløsheden er på over 60 pct.
39 pct. af befolkningen lever i fattigdom, og 80 pct. modtager socialhjælp i en eller anden form.
Kilde: BBC, FN sten. Anklagerne mod Morsi er aldrig blevet dokumenteret, men blev brugt af Al-sisis medsammensvorne som et bevis på, at Morsi var »landsforræder«.
Så at planen er uspiselig for det nuværende regime burde være indlysende.
Alligevel undrer det skeptikere, at det egyptiske militær gennem de seneste fire år har ødelagt hele grænsebyen Rafah, tvangsforflyttet dens 70.000 indbyggerne samt bulldozet i hundredvis af hektar landbrugsjord med olivenlunde og frugtplantager i grænseområdet.
At det er sket for at standse trafikken af terrorister og våben gennem smuglertunneller mellem Gaza og Egypten, regner skeptikere kun for den halve forklaring. Og israelske og arabiske medier rapporterer i stigende grad om, at det egyptiske regime er ved at bukke under for pres fra USA og Saudi Arabien om at tage imod Gazaprojektet på Nordsinai og åbne grænsen for Gazas indespærrede befolkning som et led i hele den store, saudiske investeringspakke, som skal løfte resten af det urohærgede Nordsinai ud af fattigdommen.
Hvad Trump-administrationens fredsplan i øvrigt indeholder, er først og fremmest sluppet ud, efter at Saudi Arabiens kronprins i marts overdrog de palæstinensiske ledere en kuvert med et 35 sider langt udkast og besked om, at Abbas havde valget mellem at acceptere eller træde tilbage.
Abbas skulle angiveligt have nægtet at åbne kuverten. Men det gjorde andre i den palæstinensiske administration, som flittigt har lækket detaljerne.
Ud over etableringen af projekterne i Nordsinai skal Israel indlemme hele Jerusalem som sin hovedstad, mens palæstinenserne må bygge deres eget ”Jerusalem” omkring nogle landsbyer sydøst for byen.
Tempelbjerget skal fortsat administreres af Jordan og være tilgængeligt for alle; de palæstinensiske flygtninge skal fratages retten til at vende tilbage; og bosættelserne på Vestbredden og det meste af Jordandalen skal indlemmes i Israel, mens ca. halvdelen af Vestbredden kommer under palæstinensisk selvstyre, dog med israelsk grænsekontrol.
»Læg mærke til, at Greenblatt, Kushner og USA’S ambassadør i Israel, David Friedman, alle er aktive støtter af bosætterbevægelsen, og at de aldrig har accepteret en tostats-løsning,« skriver Yossi Alpher om fredsplanens hovedarkitekter og påpeger, at deres nære samarbejds- partner, den saudiske kronprins, er »en seriel kludremikkel«.
Netanyahu er vinderen
For Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, byder planen under alle omstændigheder på en win-winsituation.
Han ved, at palæstinenserne ikke vil acceptere, hvad de bliver tilbudt. Og når de afviser planen, kan han give dem skylden for, at endnu en fredsløsning går i vasken, mens han selv fremstår som den ansvarlige, der var parat til at sige ja, også selv om aftalen skulle indeholde elementer, han ikke kan lide.
Og præsident Trump kan sige, at han har gjort alt, hvad han kunne, da han tilbød parterne ”Århundredets Aftale”.
Hvornår fredsplanen bliver fremlagt, står hen i det uvisse. De seneste meldinger lyder, at det tidligst sker i august. Og måske ender det med, at planen bliver skrinlagt.
Selv det vil være en fordel for Netanyahu, mener Yossi Alpher.
»Så kan han fortsætte med, hvad han har gjort de seneste ti år: udvide bosættelserne, undertrykke de israelere, der er uenige med ham, og rykke Israel nærmere mod apartheidstaten.«