Tårevædet afsked med folkelige favoritter
Ingen smalle steder med skotske Runrig, der delte gavmildt ud af højlandshits.
ROYAL ARENA, KØBENHAVN Fredag ”Once in a lifetime/ You live and love/ Once in a lifetime/ You die.”
Den storladne melankoli har altid haft vide rammer i Runrigs musik. Men fredag var der virkelig en stemning af et sidste farvel og af at sidde og se på de sidste solstråler, der forsvandt i højlandshorisonten. Den skotske gruppe har eksisteret i 45 år, men nu er Runrig i gang med en afskedsturné, der rundede Royal Arena – og lørdag var der tæt på udsolgt i multiarenaen i Herning.
Bandet havde sin salgsmæssige storhedstid i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne, men både før og efter har gruppen været efterspurgte folkelige favoritter. Skotterne har f.eks. været rene kæledægger ved Tønder Festivalen. Runrig fandt engang frem til en eksplosiv musikalsk formel ved at blande følsom hjemstavnsfolk med polstrede rockrefræner i stadionformat. Der blev også spillet med musklerne i Royal Arena. Publikum blev lovet fejring frem for sorg og fortrydelse, og det løfte holdt bandet. I løbet af koncerten opstod der rent klansammenhold bandt de 13.000 gæster, der ved den tre timer lange koncert blev rystet sammen af fadølsforstærket nostalgi og singalong.
Raketlidenskab
”Rocket to the Moon” blev klappet højt til vejrs, og selv om vi var indendørs, sørgede musikken for grandiose længsler under åben himmel. Folkesangen ”Loch Lomond” er i Runrigs fortolkning blevet en alternativ skotsk nationalsang. Den skabte tårevædet og tordnende fællessang, som giver et vink om, at bandet i årtier har været et uvurderligt turismeaktiv for hjemlandet.
Runrig har ikke vundet bred anerkendelse i den lange karriere, som også har budt på en stribe ensformige og banale rocksange. I Royal Arena blev man mindet om dén del af produktionen med en gennemsnitlig powerballade som ”The Greatest Flame”.
Bandet er langt mere ved- kommende, når folk-hjertet banker, og det akustiske og organiske fik god spilletid ved koncerten. Her fornemmede man gruppens rødder i keltisk musik med storsejlene sat til passioneret drama. Der blev tærsket løs på trommer, hujet og brølet, så den løsslupne rock 'n' folk kunne sætte omdrejninger i både kilt, kjole og Kaptajn Haddock-spjætten.
Selv hvis man aldrig har været i Skotland, kunne det pludselig forekomme som ens andet hjemland, da afskeden mellem band og publikum nåede rørende klimaks i den højromantiske ”Hearts of Olden Glory”. En spirituel sang om at genfinde ungdommens passion. Sunget a cappella af den canadiske frontmand Bruce Guthro og veteranbandet. Sangen virkede i en gåsehudsgysende grad, så man forlod arenaen med tvivl om, hvorvidt Runrig nu også har tænkt sig at lukke og slukke for den velbesøgte og lukrative musikforretning.