Overraskende ny viden om konsekvensen af at blive far

Det gik op for en antropolog, at der var forsket langt mere i at blive mor end i at blive far. Den ubalance satte hun sig for at rette op på og opdagede, at det medfører en lang række forandringer på krop og sjæl at blive far.

Da Anna Machin fødte sit første barn, gik det ikke helt, som det skulle.

»Desværre begyndte jeg at bløde, og en overgang var situationen kritisk,« mindes hun. Hendes nyfødte datter blev straks ført væk, så specialister kunne tage sig af hende, og hun selv, der var besvimet, fik akuthjælp.

»Jeg så faktisk ikke rigtig, hvad der skete, men min stakkels mand, der var på fødestuen, så det hele – blodet, der flød alle vegne, ca. 30 medarbejdere, der fór rundt mellem hinanden, alarmer, der gik i gang. Det var meget, meget dramatisk.«

Bagefter fik Anna Machin tilbud om støtte og rådgivning. Det fik hendes chokerede ægtefælle ikke.

»Og det var faktisk ham, der havde brug for det,« erklærer hun.

Det blev tydeligt, da han selv et år senere ikke var i stand til at tale om fødslen eller bare tænke på den uden at begynde at græde.

Ifølge Anna Machin er det skadeligt for fædrene og deres familie, at de bliver overset på den måde.

Hun er antropolog ved University of Oxford og forsker i tætte forhold mellem forældre og børn, partnere eller venner, så da hun vendte tilbage til sit arbejde efter datterens fødsel, rettede hun opmærksomheden mod nybagte fædre.

Hun begyndte med at pløje den videnskabelige litteratur igennem. Der var forsket ganske meget i moderrollen, men det overraskede hende, at der næsten ikke var forsket i faderrollen. De forskningsresultater, hun fandt, virkede til at fokusere på de negative konsekvenser af, at en mand er meget ung, når han bliver far, eller de negative konsekvenser af, at børn vokser op uden deres far.

»Der var intet, absolut intet om gennemsnitsfaderen, som – uanset om han er skilt eller ej – ser sine børn og er der for dem.«

Faktisk var der praktisk talt ingen anerkendelse af, at det at blive far var noget, der påvirkede mænd endsige deres familie.

»At blive far var noget, en mand bare blev; det at blive far var slet ikke et biologisk fænomen,« siger Anna Machin og fortsætter:

»For 10 år siden kunne man læse, hvordan det bogstaveligt talt blev bestridt, at en far bidrog til sine børns udvikling. Det er ikke alene trist for faderen, men også for familien og barnet, for det er vigtigt at forstå denne betydningsfulde person.«

Fædres rolle har ændret sig

Anna Machin satte sig for at rette op på ubalancen og iværksatte et projekt, der gik ud på at følge vordende fædre fra ca. tre måneder før barnets forventede fødsel, indtil barnet var et halvt år. Formålet var at ændre den negative fortælling om faderskabet og flytte opmærksomheden til den positive rolle, som en far kan spille. Og hun havde ingen problemer med at finde fædre, der ville deltage i projektet.

»De var dybt taknemmelige over, at nogen forsøgte at forstå denne utrolige forandring i en mands liv.«

Det skyldes til dels, at fædres rolle har ændret sig. Eftersom begge forældre typisk er udearbejdende, bliver forældrerollen mere og mere en fælles opgave. Og hvor det førhen var sådan, at der måske var en kvindelig slægtning i nærheden, som kunne hjælpe en nybagt mor, bor par i dag ofte langt fra familiemedlemmer.

»Det er faktisk faderen, der dybest set skal være omsorgsperson,« siger Anna Machin.

Nu 10 år senere ved man, at mænd undergår store biologiske forandringer, når de bliver far, og selv om det meste af den forsk- ning, der er foretaget, har omhandlet heteroseksuelle kernefamilier, ser det ud til, at mange af resultaterne gælder for alle i en faderrolle.

Overraskende nok kan nogle af ændringerne indtræffe, før barnet bliver født. Mænd, der bor sammen med deres gravide partner, lader til at køre synkront med vedkommende rent hormonalt – og kan begynde at opleve forhøjet forekomst af kærlighedshormonet oxytocin i lighed med deres partner.

»Det har tilsyneladende noget at gøre med at knytte parret tæt sammen, så de er parate,« siger Anna Machin.

Når barnet er født, kan en mand forvente, at hans testosteronniveau falder brat. Denne ændring er permanent.

»Niveauet stiger måske en lille smule, men det vender aldrig tilbage til niveauet, fra før manden blev far,« fastslår Anna Machin.

Det er et evolutionsspørgsmål, tilføjer hun. Mennesket er nemlig én af blot en håndfuld arter, som er karakteriseret ved, at faderen deltager i opfostringen af barnet. Med andre ord er menneskefædre noget af en evolutionær ejendommelighed. Faldet i testosteron er med til at hjælpe en mand med at udfylde denne nye rolle.

Testosteron motiverer en mand til at have så mange seksuelle forhold som muligt, forklarer Anna Machin.

»Når man bliver far, har hans barn brug for, at han er til stede, så barnet kan få en god opvækst. Derfor er det ikke smart at have et højt testosteronniveau.«

Faldet i testosteronniveau indtræffer for alle fædre, uanset om de er nærværende under barnets opvækst eller ej.

For vore forfædres vedkommende var faderrollen formentligt koncentreret om børnenes fysiske overlevelse. Nu om dage er faderen tilsyneladende vigtig med hensyn til at bidrage til barnets sociale overlevelse, især når barnet bliver ældre.

Ændret aktivitet i hjernen

Det kan man se tegn på, hvis man skanner en nybagt forælders hjerne, mens vedkommende ser en video af barnet, fortæller Anna Machin. Hos mødre registreres størst

ILLUSTRATION: RINA KJELDGAARD Det er ikke kun kvinder, der oplever forandringer i både krop og sind, efter de har fået børn. Det oplever mændene også – men det er der ikke nær så meget fokus på.