TV 2 bør sælges
De igangværende medieforhandlinger
på Christiansborg kører sandelig efter deres helt egne regler. De foregår nærmest i fuld offentlighed. Det fyger med ultimatummer, hårdt optrukne meldinger og regulære U-vendinger. Og så er tidsplanen for forhandlingerne tilsyneladende ikke mere retningsgivende, end at den overskrides løbende.
På den baggrund kommer Dansk Folkepartis nyeste melding om, at partiet alligevel ikke går ind for at sælge TV 2 ikke som en decideret overraskelse. Man er vant til lidt af hvert. Men der er nu alligevel grund til at undre sig over, hvorfor den først falder nu, og hvad der egentlig har udløst denne nye erkendelse hos DF, der i årevis – 17 år, helt præcist – har bakket op om regeringens ønske om at sætte TV 2 helt eller delvis til salg.
DF'S begrundelse er
ret firkantet, at staten fortsat bør eje stationen. Det har DF ikke ment indtil nu, men lyset kan jo komme sent til selv den bedste. Ikke desto mindre skylder partiet en god forklaring på dette voldsomme kursskifte. Statens medier, inklusive DR, fylder i forvejen alt for meget i forhold til de frie, private medier, og DF har fortjenstfuldt bidraget til at skære giganten DR lidt til, så den demokratiske balance genoprettes en smule. Hvorfor denne principielle tilgang til statens greb om medierne ikke længere omfatter TV 2, forekommer indtil videre mystisk.
Der er også et økonomisk aspekt. TV 2 klarer sig rigtigt fint i disse år, men forude venter meget store investeringsbehov i et medielandskab i voldsomt opbrud. Også det kalder på nye ejere med frisk kapital og nye vinkler. Et skræmmebillede af, at nye ejere vil se stort på kvaliteten i indholdet og alene anlægge en kommerciel kurs, er ikke seriøst. Man kan altid opstille klare krav til, hvad TV2 skal levere, præcis som det gøres over for DR med public service-aftalen. Foreløbig er planen også kun at sætte 40 pct. af stationen til salg, så DF’S nyeste melding må virkelig skuffe.
Endnu mere skuffende vil det være, hvis det ikke så meget skyldes et revideret syn på et TV 2-salg, men snarere handler om endnu en gang at genere en minister fra Liberal Alliance. DF kørte hårdt på Anders Samuelsen i skatteforhandlingerne og har netop åbnet en ny front mod sundheds- og ældreminister Thyra Frank. Nu er turen måske kommet til kulturminister Mette Bock. Det vil være ubærligt, hvis behovet for et bredt, solidt medieforlig, der kan give branchen lidt tiltrængt arbejdsro, underordnes fornøjelsen ved at gå efter Liberal Alliance; så fristende det end kan være.
Mette Bocks taktik
i medieforhandlingerne har bestemt været ret speciel. Også hun er – som Anders Samuelsen omkring nytår – klatret højest muligt op i træet med hårde krav til, hvordan forhandlingerne skal køre, og hvad resultatet skal være. Separataftalen med Dansk Folkeparti om DR var sagligt stærk og helt nødvendig, men får nu ikke uventet følger for det videre forløb af medieforhandlingerne. Tidligere på ugen valgte de røde partier i oppositionen at melde fra, og det vil vitterlig være den dårligste løsning, hvis et nyt medieforlig bliver så smalt, at det uden videre kan åbnes igen ved et regeringsskifte.
I et stadigt mere atomiseret mediebillede er der brug for mindre stat og mere vægt på ægte kritisk-uafhængige medier. Det har Dansk Folkeparti også ment indtil nu. De igangværende medieforhandlinger er i forvejen så turbulente, at man må håbe, at DF finder tilbage til sit udgangspunkt. Det skal det i givet fald ikke høre ét ondt ord for.