Løgn, sikkerhed, populisme: Europa og det tyrkiske valg

I Europa glemmer vi gerne vore langsigtede interesser. Vi samler os om nuet, om dette, at vi har det så godt, at alt er fred og ingen fare – bortset fra mørkhudede fremmede, ventelister og modvind på cykelstierne. Sådanne fænomener kan foranledige en ofte hysterisk debat mellem sløje politikere og deres evigt krævende vælgere.

At en hjørnesten i Europas sikkerhedsarkitektur – illustreret ved denne søndags valg i Tyrkiet – truer med at falde ud, giver anledning til spot snarere end til omtanke. Tyrkiets svindende udsigt til at blive medlem af EU bekymrer de færreste og blev vist ikke nævnt med et ord på det bornholmske folkemøde (ret beset den offentlige ghettos sommerudflugt). Ikke at jeg mener, at Tyrkiet i sin nuværende tilstand hører hjemme i unionen, slet ikke.

Problemet er et andet: at Tyrkiet, forvist fra det europæiske hus, kan finde på at forlade Nato til fordel for militært og andet samarbejde med magter, som er Europa fjendtligt stemt.

Spørgsmålet før parlaments- og præsidentvalget er dette: Hvilken kurs følger Tyrkiet, anbragt på den strategisk vigtige landbro mellem Asien, Afrika og Europa, hjemsted for Europas største by, Istanbul med 15 millioner indbyggere samt værtsland for tre-fire millioner syriske flygtninge, som Ankara hvert øjeblik kan sende videre til Bulgarien og Grækenland?

Jeg argumenterede førhen for Tyrkiets medlemskab af EU. Det gør jeg ikke længere. Tyrkiet er en politistat, underkastet den enerådige Recep Tayyip Erdogans luner, men at foretrække – langt endda – for Rusland, Kina og Nordkorea, som Vesten opvarter med alt fra ministerbesøg og fodboldkampe til stærkt oppustede løfter om in- vesteringer, velstand og anden herlighed.

Hvordan er vi kommet dertil? Indledningsvis fordi Erdogan, engang dygtig regeringschef, udviklede sig til magtgal statschef. Dernæst fordi EU i årevis holdt kandidatlandet Tyrkiet hen med spilfægteri og rene løgne. »Meningen var altid at forhandle,« siger en højtstående europæisk diplomat, »aldrig at Tyrkiet skulle blive medlem.«

Denne forløjethedens strategi bidrog til at undergrave de dengang toneangivende vestligt og demokratisk sindede kræfter i Tyrkiet, som forestod en i statslig henseende sekulær, i folkelig henseende troende republik, udset til at være et eksempel for mindre avancerede muslimske civilisationer, blandt dem Saudi-arabien, nu en af Vestens mange dubiøse favoritter.

Europa blotlægges i disse år militært af en utroværdig amerikansk præsident. Vi risikerer samtidig, at Tyrkiet med sin kontrol over Bosporus, store dele af Sortehavet og det østlige Middelhav vender os ryggen. Skylden for dette fatale, geopolitiske skred ligger ikke blot i Ankara, men i Bruxelles, København og andre Eu-hovedstæder.

Skulle valget som ventet svække Erdogan, vil en nærliggende antagelse være, at det demokratiske instinkt i Tyrkiet åbenbart overlever, og at Tyrkiet under kyndig pleje på ny kan forankres i Vesten og Europa, selvsagt efter Erdogans afgang.

Spanien, Portugal og Grækenland samt de centraleuropæiske stater er medlemslande, som i større eller mindre grad lagde deres totalitære fortid bag sig og ankom til det europæiske hus. Tyrkiet – samt meget gerne nabolandet Iran - skal opmuntres til at gå samme vej.

Seriøse europæiske ledere, om sådanne eksisterer, vil forstå at skelne mellem gennemtænkt sikkerhedspolitik og racistisk-religiøs populisme.

Denne forløjethedens strategi bidrog til at undergrave de dengang toneangivende vestligt og demokratisk sindede kræfter i Tyrkiet.