Joker styrer migrationspolitikken
Daniel Fabricius, cand.merc., dansk-ungarer Frederiksberg
at forestille sig, at Ungarns premierminister, Viktor Orbán, overhovedet var et menneske, så ond som han var. Han byggede et hegn for at forsvare sin grænse, som han ikke mente, var en menneskeret at krydse ulovligt.
I dag er den tyske regering i krise, fordi den forsøger at gennemføre en politik, som man næsten skulle tro, at Orbán havde planlagt.
På ganske få år har mange europæiske politikere været igennem et holdningsskift af karat på migrationspolitikken. Først var Orbán nærmest en fascist, og nu er det Orbáns retning, som flere og flere Eu-lande ønsker. Orbán kan kun være tilfreds og stolt, hvorimod mange europæiske politikere, inklusive konservative holdningsfæller fra Fidesz’ Epp-gruppe, må have voldsom dårlig smag i munden over, hvordan man omtalte deres ungarske kollega i 2015, da migranterne væltede ind over Europas grænser.
Tilbage til Tysklands U-vending på migrationspolitikken. Den ty- ske forbundskansler, Angela Merkel, traf en modigt valg, da hun lyttede til sit søsterparti i Bayern, CSU, og valgte dets spids, Horst Seehofer, som sin forbundsindenrigsminister. Horst Seehofer, der for nylig havde besøg af Østrigs nye håb, den charmerende og konservative Sebastian Kurz, er nemlig foruden Kurz gode venner med Ungarns premierminister, Orbán. Orbán har sågar besøgt Seehofer, da denne var ministerpræsident i Bayern.
Seehofer har givet sin chef, Merkel, et ultimatum – hvis en migrant tidligere er afvist i et andet land, så kommer personen ikke ind i Tyskland. Mange tænker nu, at det er en naturlighed, men ikke for Merkel, som har haft tankegangen med ingen øvre grænse for ”flygtninge”.
Nu har Merkel 14 dage til at forhandle en aftale med andre EU- lande, hvilket Ungarn og de andre V4-lande formentligt vil være glade for. Østrig og Italiens nyvalgte regeringer vil formentligt tilslutte sig glæden, men så begynder listen også at tynde ud. Et par andre tidl. jerntæppelande, som Kroatien, Slovenien, Rumænien og Bulgarien, bliver nok ikke svære at overtale, men når Merkel når til ”Deres Helligheder”, Löfven i Stockholm, og Macron i Paris, så bliver det nok udfordrende.
Hvad er det, som Seehofer kræver? Jeg ville blot formulere det som almindelig snusfornuft i migrationspolitikken og ikke flere utopiske ønsker om multikulturelt Europa, hvor de hellige lande kan føle sig barmhjertige ved at løse sådan ca. ingen af de udfordringer, som Mellemøsten og Afrika står overfor.
Vil Merkel lykkes med dette? Jeg tvivler. Det kan komme til at koste den tyske regering. Jeg håber dog som konservativ, for hvem orden og respekt er værdier, der står mig nært, at det lykkes Tyskland at samle EU bag en migrationsaftale, der altså ikke minder om den, som alle undtagen Ungarn underskrev i Marrakesh for et stykke tid siden.
Vil Merkel lykkes med dette? Jeg tvivler.