Der var engang et yndigt land … hvor blev det af?
Jeg græmmes over mange danskeres åbenlyse intolerance over borgere med anden etnisk baggrund.
Tina Di Caterino overlæge, Odense C
Det kunne med lidt god vilje være begyndelsen på et eventyr, men efter min mening er det desværre præcis det modsatte, der er tilfældet. Det er en igangværende fortælling om et land, der trods velstand og privilegier i overflod er blevet så selvcentreret og intolerant, at det er ved at være pinligt at være dansker. Jeg håber ikke, det kommer så vidt og bliver så ekstremt, men det kræver, at vi som nation begynder at reflektere og handle, så det fortsat er med stolthed og glæde, at man kan præsentere sig som dansker.
Vi er heldige og yderst privilegerede, hverdagslivet i Danmark, i et af verdens lykkeligste lande, er forskånet for katastrofer og andre livstruende hændelser som sult, ekstrem fattigdom og krig, hvilket findes ikke så langt fra vores grænse. Ingen kan være i tvivl om, hvilke horrible tilstande andre nationer slås med; vi opdateres kontinuert via nyhedsstrømmen fra medier.
Dog græmmes jeg, når jeg oplever, hvordan vi forvalter de privilegier, vi er givet her i Danmark. Hvad er det præcist, vi står for som danskere anno 2018?
Min bekymring er vokset omkring vores intolerance generelt, og specielt hvad angår vores daglige sameksistens med ikkeetniske danskere. Et anderledes navn, en anden lød af hud eller hår, er i dag desværre nok til, at ”vi” dømmer medmennesker ude.
De kan ikke bruges, de har ikke medarbejderpotentiale, de får ganske enkelt ikke chancen i vores samfund. Inden for de seneste måneder har jeg fået kendskab til to ekstreme tilfælde, som gør mig flov over at være dansker, og som har givet god lejlighed til at få en sund diskussion med min 17-årige datter om værdier og menneskesyn.
Den ene hændelse udspillede sig på hendes nye arbejdsplads. Hun er blevet ansat i et ungt team af medarbejdere, hvor den største andel er under 18 år, hos en landsdækkende, mellemstor virksomhed, der ansætter medarbejdere efter kvalifikationer, evner og sans for god service. En større andel af de ansatte er fra familier med anden etnisk baggrund, flere mørklødet og med fremmedklingende navne.
Min datter elsker det team, hun arbejder med. Der er sammenhold og kollegialitet. Hun føler sig tryg og har fået en super oplæring. Hun oplever desværre, at når de passer deres arbejde med at servicere kunder i kiosken, billetsalg m.v., så er der besøgende, som nægter at blive betjent af hendes kolleger, udelukkende på baggrund af deres udseende. Hun kom hjem en aften helt fortvivlet og fortalte om episoden. Hendes kollega, som var udsat for hændelsen, fortalte, at det ikke var første gang; det sker faktisk jævnligt.
Den anden hændelse er på min nye arbejdsplads, som er i det offentlige sundhedsvæsen. En af mine nye dygtige og vellidte kollegaer fortalte om sin fortid. En fortid, som indbefattede navneskifte, bå- de for- og efternavn, for at komme ind på det danske arbejdsmarked. Han er oprindelig fra Armenien. Han kom til Danmark som lille dreng, er opvokset i Danmark og uddannet i det danske skolesystem, samtidig en ivrig deltager i det danske foreningsliv. Dygtig sportsmand på eliteniveau og fagligt superdygtig, men ikke mindst er hans menneskelige egenskaber unikke. En sympatisk og en god kollega.
Han er nu sidst i 30’erne, navneskiftet var tilbage, da han var 26 og forholdsvis nyudlært som bioanalytiker. Utallige ansøgninger resulterede ikke i job, ikke en eneste indkaldelse til samtale eller på anden vis interesse fra diverse potentielle arbejdsgivere. Han valgte derfor at skifte navn til et gammeldags dansk fornavn og hustruens lige så danskklingende efternavn. Næste ansøgning, i nyt navn, udløste jobinterview, første interview blev til job, for alle, som møder Christian, er ikke i tvivl om hans mange kvaliteter.
Jeg blev bekendt med hans vej, inkluderende navneforandring for at komme ind på det danske arbejdsmarked på min nuværende arbejdsplads. Christian er rejst videre til et andet job med nye udfordringer, for dygtige medarbejdere som ham er kontinuerligt i udvikling. Tilbage hos mig ligger blot skammen over det danske samfund, som ikke formår at møde og anerkende alle individer for deres evner, både menneskeligt og fagligt på lige vilkår. Vores selvtilstrækkelighed og fordomsfuldhed er skæmmende, pinligt for en nation, som ellers bryster sig af rummelighed.
Jeg fik et forklaringsproblem over for min datter. Hvordan skal jeg redegøre for de reaktioner, hun oplever, når de arbejder? Voksne og veluddannede danskere, som behandler unge mennesker, der pligtopfyldende passer deres arbejde, diskriminerende og i mine øjne tæt på nedværdigende og racistisk. Jeg tror, vi tidligere i Danmark formåede at agere i et humant, tolerant og ligeværdigt samfund. Dengang var der stadigvæk et yndigt land, men det eksisterer vist ikke længere?
Et anderledes navn, en anden lød af hud eller hår, er i dag desværre nok til, at ”vi” dømmer medmennesker ude.