Politiet er ikke længere i stand til at beskytte borgerne

Calli Vollertsen pens. kriminalassistent, Kruså

forlod politiet som førtidspensionist efter 35 år i tjenesten, slog en tanke mig, at politiet i den tid havde udviklet sig fra at være befolkningens politi til blot at være politiet.

Etaten var blevet handlingslammet af bureaukrati, hvor journalnumre, registrering af tidsforbrug, tidsplaner, møder og måltal var blevet det altafgørende.

Jeg havde bemærket mig, at ledelsen tilsyneladende ikke var så påvirket af de nye tiltag. Den nød den nye form for politiarbejde, hvor der først skulle nedsættes arbejdsgrupper og holdes en masse møder, førend noget blev påbe- gyndt. Det havde udviklet sig til noget, min gamle bedstefar sagde om socialdemokraterne, at de troede, at de kunne leve af at barbere hinanden. Det gammeldags politiarbejde fungerede sådan, at en anmeldelse fra en borger førte til, at vi kørte ud til borgeren og fik en god snak om det skete, lavede en gerningsstedsundersøgelse og foretog afhøring.

Jeg vil dog ikke klage. Jeg har haft 35 gode år i etaten. Det, jeg vil gøre opmærksom på, er, at jeg tror, at udviklingen gør, at borger og politi fjerner sig fra hinanden, og uden borgerens medvirken kan man godt lukke forretningen. For 10 år siden tænkte jeg, at tiden vist er kommet, hvor der er basis for at indføre amerikanske forhold i Danmark.

Tiden er nu til private efterforskningsfirmaer. Firmaer, der tager sig af borgernes sikkerhed. Videoovervågning og borgerværn. De, der er sat i verden til at beskytte borgeren, er ikke længere i stand til det.

Medens en hær af beskikkede forsvarere, psykologer og andre behandlere vil tage sig af den, der forøver forbrydelsen, vil den forurettede som altid stå alene. Der vil måske blive beskikket den forurettede en bistandsadvokat, der dog ikke på nogen måde må blande sig i selve straffesagen, men blot sørge for, at den forurettedes eventuelle erstatningskrav opgøres.

Gerningsmanden og hans hær af behandlere er oppe imod staten, repræsenteret ved politiet og anklagemyndigheden.

Den endelige sag bliver så afgjort af en uafhængig domstol. For det meste ender det med en dom, som den forurettede og folk i almindelighed ikke forstår. Dommen står ikke i rimelige forhold til den grovhed, der er udvist af gerningsmanden. Dommen bliver næsten som hovedregel anket af den dømte efter rådgivning fra hans forsvarer. Han skulle jo gerne holde sin forretning i gang. Er der sager, hvor en del af straffen er udvisning, vil man altid se, at sagen ankes.

I mange tilfælde ser man, at sagen går videre til de forskellige menneskeretsdomstole, hvis afgørelser i mange tilfælde falder ud til fordel for den dømte. Afgørelser baseret på grundlag af noget, som ikke umiddelbart har med sagen at gøre, men har noget med den pågældendes familie at gøre eller tidsrum, som han har opholdt sig i landet eller andet, hvor den almindelige borger ikke forstår, at der skal tages hensyn til noget sådant.

Jeg kan derfor godt forstå den eller de personer, der tænker, at når man ikke får retfærdighed af dem, der er sat i verden for at skabe retfærdighed, kunne alternativet jo være, at man ringede til Igor og mod en lille erkendtlighed bad ham sørge for, at retfærdigheden sker fyldest.