Den faldende engel

Angela Merkels politiske liv ser ud til at være i frit fald. Hendes skæbne er tæt forbundet med Tysklands, og alene derfor kalder det på et hørligt snøft.

Måske vil hun tværtimod, efter et eventuelt fald, på et tidspunkt opnå helgenstatus, som det passer sig for en præstedatter. Sådan gik det med en af hendes forgængere, Willy Brandt.

Alle politiske karrierer ender i tårer. Det lyder bedre på engelsk. Fordi ” careers” rimer på ” tears”. » All political careers end in tears. «

Den, vi småsnøfter lidt med i disse dage, er den tyske engel, ikke den blå engel, men Angela Merkel. I skrivende stund er hun i frit fald med udfoldede, bloddryppende englevinger. For Angela betyder engel. Måske falder hun ikke helt pladask ned på bunden af det politiske teater lige nu. For »en uge er lang tid i politik«, som den afdøde britiske premierminister Harold Wilson altid sagde og bakkede på piben. Alt kan ske i Berlin og Bruxelles i den kommende uge.

Og i vore hektiske tider er en uge en hel evighed. I dag er politiske omstillinger lige så hurtige som et ”click” på mobilen. Eller som et uforudset mål i VM som Senegals andet mål i kampen imod Polen. Vupti. Så måske rider Merkel stormen af. Måske ikke.

Men det ser svært ud for flygtningenes frelsende engel, både på den korte og på den lange bane, som politologerne udtrykker det. Indenrigsministeren Horst Seehofer fra Bayern er som Stengæsten i operaen ”Don Juan”; Seehofer varsler afslutning og død. Dog vil Merkel næppe komme til at brænde i helvedes flammer som operaens hovedperson.

Måske vil hun tværtimod, efter et eventuelt fald, på et tidspunkt opnå helgenstatus, som det passer sig for en præstedatter. Sådan gik det med en af hendes forgængere, Willy Brandt. Han var bestemt ikke præstesøn i sin private livsform, da han blev puffet fra jobbet som kansler.

Men eftertiden dyrkede ham som en tysk afgud. Har bar norsk uniform, da de fleste af hans jævnaldrende bar Værnemagtens. Mennesker, der kan høre moralens rene tone, bliver ofte belønnet efter deres fald. Selv om de ikke realpolitisk får noget ud af deres gode hørelse.

september sidste år er Merkel blevet centrifugeret væk fra magtens centrum. Den vej væk blev afstukket for hende af det forventede valgresultat klokken 18 den 24. september ved offentliggørelsen af prognoserne, det dårligste resultat for CDU/CSU siden 1949. Den aften gik fru Merkel på få sekunder fra at være Mutti, landsmoder, hvis ikke ligefrem Eu-moder, til at være Trümmerfrau, det kaldtes de heroiske, magre kvinder, der møjsommeligt med tørklæder om håret samlede murbrokkerne af Tyskland sammen i 1945 og genopbyggede landet og folket med de knuste sten.

Diverse koalitionsforsøg med valgets murbrokker var træge for Merkel at løfte i tiden efter valget. Efter et halvt års politisk pillearbejde endte det med en CDU/CSU/ Spd-regering ligesom inden valget. Det var netop sådan en regering, et flertal af vælgerne havde stemte imod. Men fordi partierne uden for regeringen er indbyrdes vildt uenige og fundamentalt væsensforskellige, så fik tyskerne den samme regering som før valget, dog med et par nye ansigter.

Fru Merkel betalte sin regning. For præstedatteren fra Mecklenburg-vorpommern havde bredt ar- mene ud i en storslået gestus og sagt til flygtningene i sommeren 2015, at deres skæbne, den skulle hun nok klare. Det var smukt og kristent. Min bedste tyske veninde er født ved Anden Verdenskrigs afslutning. Hendes forældre var aktive i Det Tredje Rige. Hun fortalte mig, at hun den dag havde grædt af glæde. Da Merkel havde sagt »vi klarer den«, da havde hun for første gang i hele sit liv været stolt af at være tysker.

Men folkestemningen i Europa svingede meget hurtigt væk fra medfølelse med flygtninge til fordel for kontrol med flygtninge. Flygtningenes sammensætning forandrede sig. De var ikke længere først og fremmest mellemøstlige krigsflygtninge i akut nød. Strømmen blev økonomiske flygtninge. Partier rundt omkring i Europa, der var kritiske over for flere flygtninge, gik frem.

Merkel svingede med folkestemningen. Hun lukkede den åbne favn til. Hun er pragmatisk, ellers var hun ikke blevet politiker. Men hendes dybtfølte europæiske credo forhindrede hende i at svinge helt over til nationale løsninger på problemet som Seehofers. I hendes øjne skal løsninger på store spørgsmål være europæiske. Ellers kan europæerne begynde forfra ligesom ”Trümmer”-kvinderne, der samlede murbrokker op. Sådan synes mange tyskere i hendes gene- ration. For dem er nationalisme og nationale løsninger skræmmende.

” Deutsche Geschichte”, som de siger og ruller med øjnene ved tanken om tysk historie.

Og der står Merkel så i dag med de ofte nedadvendte mundvige, de farvede jakker, det vindblæste hår henover øjnene og skuer formodentlig nederlaget i øjnene. Uforfærdet. Men uden tvivl også med endnu et par tricks i ærmet. Mennesker, der som hun er opvokset i diktaturer, er snu.

Jeg sidder i Istanbul for tiden og kigger ud over Bosporus, der adskiller Europa fra Tyrkiet. Der er ikke særlig langt i kilometer. Men der er ved at blive langt mellem vores naboers og vores sind. Et kompliceret naboskab. I starten af dette århundrede talte politikere som briternes Tony Blair og tyskernes Joschka Fischer om, hvor vigtigt det var at få Tyrkiet ind i EU for at bygge bro til naboerne. Det er der ikke så mange, der siger nu.

De lukker moskeer i Wien, som var slaget om belejringen i 1683 forestående. Tyrkiets Erdogan skælder ud på europæerne i valgkampen og siger, at nu skal vi vise Vesten!

Som der står i Rolling Stones sangen om Angela eller ”Angie”:

»Angie, Angie / When will those dark clouds disappear«

De mørke skyer forsvinder ikke om lidt. Antallet af fattige i Afrika, der vil op til os, viser ikke tegn på at aftage. Antallet af krigsflygtninge heller ikke. Spørgsmålet er, om Merkel snart forsvinder. I Rolling Stones-sangens sidste vers står der:

»But Angie, Angie! Ain’t it time we said goodbye.«

Alene hendes personlige livshistorie, så tæt forbundet med Tysklands skæbne, med genforeningen og de optimistiske år efter 1989, gør, at jeg vil forberede et let snøft, når vi siger farvel.

I dag er politiske omstillinger lige så hurtige som et ”click” på mobilen.