Ny motorleverandør til Red Bull: Dristig beslutning eller bare dumt?
Red Bull skifter fra 2019 til en ny motorleverandør. Manøvren sender det succesfulde hold ud på ukendt grund.
Red Bull er et af de mest succesfulde Formel 1-hold i nyere tid. Det østrigske mandskab har vundet fire verdensmesterskaber, siden det blev dannet i 2005, og siden 2009 har Red Bull været med i kampen om podieplaceringer ved konstruktørernes VM.
Bag succesen ligger naturligvis mange faktorer, men tre træder frem. Først og fremmest har sodavandskoncernens ejer, Dietrich Mateschitz, smidt en masse penge efter projektet, og den slags avler som så mange andre steder i sport succes, men den succes er bygget på de to næste faktorer.
I 2006 så Dietrich Mateschitz rigtigt i at gå på strandhugst hos Mclaren, da han hentede den geniale bildesigner Adrian Newey. Og året efter indgik Red Bull et særdeles succesfuldt samarbejde med Renault om leverance af motorer.
De tre faktorer gik op i en højere enhed, da de blev krydret med Sebastian Vettel bag rattet. I 2010-2013 vandt Red Bull fire verdensmesterskaber, og det var først, da et nyt motorreglement trådte i kraft op til 2015-sæsonen, at det blev muligt at vriste VMtitlen ud af Red Bulls greb, da Mercedes satte sig på VMtitlerne. Renault leverede simpelthen ikke en konkurrencedygtig motor.
Surt ægteskab
Den manglende succes gjorde ægteskabet mellem Renault og Red Bull surt, og tidligere på ugen meddelte Red Bull så, at teamet skifter til Honda-motorer fra 2019.
»Vi har altid taget sådanne beslutninger uden at blive alt for følelsesladede, og vi har kun et kriterium for øje – at vi mener, at vi bliver i stand til at blive mere konkurrencedygtige,« siger teamchef Christian Horner.
Skiftet kommer ikke som en stor overraskelse i Formel 1-verdenen.
Op til denne sæson indgik Red Bull en aftale med Honda om, at den japanske bilkoncern skal levere motorer til Red Bull juniorteam, Toro Rosso.
Og den beslutning ligger til grund for, at Red Bull skifter.
»Hondas position med begge Red Bulls Formel 1hold giver et enormt potentiale. Honda vil nu have adgang til et væld af data fra begge hold, og det giver muligheden for en hurtigere, mere effektiv og mere konkurrencedygtig udvikling fordobles,« siger Christian Horner.
Den optimistiske udmelding kan der blive brug for. Når man kigger på tallene for Hondas involvering i Formel
Hondas position med begge Red Bulls Formel 1-hold giver et enormt potentiale. Christian Horner, Red Bull-teamchef