Englands anstændighed er tilbage
Anfører og landstræner forsøger at gøre op med den skadelige kultur, der har klæbet sig til engelsk topfodbold og ”Three Lions”.
Gareth Southgate gav Harry Kane et ekstra kram. Det var der ikke noget unaturligt i, da det var angriberen Kane, der med et mål i sidste øjeblik havde sikret England en 2-1-sejr over Tunesien. Der lå dog mere i det end blot umiddelbar glæde og lettelse, da de to mænd mødtes i en lykkelig omfavnelse efter det sidste fløjt.
For med Englands indledende sejr lever det positive projekt videre. Og det ”nye England” er i den grad skabt og båret af netop disse to personer: Southgate og Kane. De er indehavere af to af de poster i det engelske samfund, der stiller de største krav til ordentlig opførsel. Til anstændighed. Den 47-årige Gareth Southgate er ”England Manager”. Den 24-årige Harry Kane er ”England Captain”.
Der er flere penge i engelsk fodboldverden end i noget andet land, og både spillere og managere har syntes indfanget af den omsiggribende grådighed, der har det med at følge i kølvandet på mange penge. Mere vil have mere. Og som en ubehagelig følgesvend til de astronomiske lønninger i den engelske fodboldverden er der opstået en kultur, der i aktørernes egen optik har hævet dem op over det øvrige samfund og i visse tilfælde også op over loven. Som fast kommentator af Premier League møder jeg det hver gang, jeg er til fodbold i England, og følelsen er stærk. Følelsen af, at fodboldspillerne opholder sig på fjerne planeter med helt andre spilleregler end i det øvrige samfund. Det er ikke længere naboens sønner, der spiller på de lokale fodboldhold. Det er rich kids, der bor i bevogtede områder og kører i millionærbiler med tonede ruder. Aliens.
Det engelske landshold har i den grad været ramt af de rige børns forbandelse, for her har det ikke skortet på dårlig opførsel. I takt med den moderne tids medieovervågning har de mange sager om utroskab, druk, dovenskab, slagsmål, gambling og grådighed floreret lystigt i offentligheden og skabt en lede ved det engelske fodboldlandshold. Ikke ved institutionen, for alle er opdraget med at elske ”Three Lions”. Men ved aktørerne. Det er den kultur, som Gareth Southgate og Harry Kane er i gang med at gøre op med.
Southgate er den (relativt) unge, moderne tænkende manager. Han har siden 2011 været ansat i det engelske fodboldforbund og har arbejdet sig op indefra. Ikke med posten som engelsk landstræner som mål, men med fokus på fremgang for engelsk landsholdsfodbold.
Ikke kun A-landsholdet, men også de yngre hold, der i sidste sæson vandt alt, hvad der var værd at vinde af internationale ungdomsturneringer.
Målet er, at England skal blive verdensmestre i 2022, og det har Southgate arbejdet på i mange år. Som elitechef, som U21-træner og nu som landstræner.
Hans salær er angiveligt kun en tredjedel af den betaling, som både SvenGöran Ericsson og Fabio Capello fik, da de havde samme stilling, og det falder fint i tråd med Southgates fremtræden. I modsætning til de to andre tidligere landstrænere virker Southgate ikke som en, der presser citronen eller hæver sig op over andre mennesker.
Jeg har selv haft fornøjelsen af at interviewe ham og lagde ud med » Mr. Southgate …«, hvorefter han affærdigede mig med et » call me Gareth «. Det samme har han sagt til de engelske spillere.
Southgate skulle også bruge en rollemodel inde på banen. Reelt var der nok aldrig tvivl om, at den mand var Harry Kane, men alligevel gik anførerbindet på landsholdet på omgang mellem en række spillere, da Wayne Rooney var blevet droppet. Det endte hos Harry Kane. Både fordi han er Englands bedste fodboldspiller, men også fordi han er det, som englænderne har lyst til, at en ”England Captain” skal være. Ydmyg, hårdt arbejdende, beskeden og frem for alt på ingen måde skandaleramt. Han er lige præcis det, som Tottenhams supportere aldrig bliver træt af at synge: » One of our own «. En af vore egne.
Det lyder som noget af et eventyr, og det har det strengt taget også været i de små to år, hvor Southgate og Kane har tegnet det engelske landshold. Men en sikker Vm-kvalifikation fra en overkommelig pulje og nogle lovende resultater i testkampene er trods alt ikke nok.
Southgate er ikke spejderleder. Han er engelsk landstræner. Og han skal bruge sejre for at fortsætte den positive fortælling. Netop derfor var der et ekstra knus til Harry Kane.
Det er den kultur, som Gareth Southgate og Harry Kane er i gang med at gøre op med.