Den svære toer

Anne Mette Hancocks nye forsvindingshistorie lever ikke helt op til den forfriskende succes-debut med "Ligblomsten".

KRIMI

MERCEDES-SNITTET 307 sider, 249,95 kr. Lindhardt og Ringhof Det er altid med særlig nysgerrighed, man imødeser en debutants toer. Selv om man naturligvis ikke kan vide noget om, hvilken orden eventuelle manuskripter måtte have ligget i derhjemme i forfatterskuffen, så er det rimeligt at antage, at der er en vis kronologisk progression.

I disse spalter skrev vi sidste år, at Hancocks ”Ligblomsten” virkede lidt som et frisk pust i forhold til de velfærds- eller livsstils-krimier, markedet bugner med. Hancock havde i debutkrimien øjet konstant på bolden, som blev driblet med stor sikkerhed gennem et kompliceret plot.

Man må nok desværre sige, at Hancock denne gang giver det livsstilsmæssige lidt mere og det stramme plot lidt mindre.

Det er ganske klart, at det i ”Mercedes-snittet” gælder mindst lige så meget de forhold, der fører til kriminelle og andre socialt uacceptable hændelser og tilstande, og altså udgør den dybe motivation for menneskers handlemåde, som det gælder selve opklaringsprocessen.

Politimanden Erik Schäfer er hjemme fra ferie i Vestindien med sin elskede, der stammer derudefra. Han synes ikke, det er morsomt at skulle i gang med at arbejde i det regnvåde og kølige København.

Journalisten Heloise Kaldan har stadig brug for at genopbygge sit ry efter nedturen med det falske scoop i sidste omgang. Også hun har forskelligt på hjemmefronten, der distraherer fra nyhedsstrømmen.

Genre-klicheer hober sig op

Schäfer og Kaldan mødes, da en dreng forsvinder fra sin skole. Kort efter findes en veteran død, og en forbindelse til drengen kan etableres via blodspor. Schäfer har en rigtig møgsag, hvor chancen for at finde frem til drengen erfaringsmæssigt reduceres for hvert minut, der går.

Heloise er som gravende journalist på et parallelspor med politiet, men der er helt klart irritation fra såvel politi som presse over for hinanden.

Det hele løser sig først, da der lukkes op for grimme familiehemmeligheder.

Som allerede sagt: Læseren føler, at Hancock, som så mange andre af tidens forfattere, finder fortiden med velskjulte traumatiske hemmeligheder, en uudtømmelig brønd af muligheder for motiver, fascinerende. Det kan heller ikke nægtes, at genre-klicheerne hober sig op.

Lidt mindre stringent plot denne gang, lidt mere psykologi og miljøtegning. Vi lærer unægtelig både Schäfer og Heloise bedre at kende. Men vi sidder ikke denne gang på kanten af stolesædet.

Og titlen? Ja, den skulle referere til det snit, som obducenten lægger i det blottede hjerte, efter at torsoen er åbnet under obduktionen.