Landsforræderens barnebarn løber åbne døre ind
Landsforræderens barnebarn løber åbne døre ind i den faghistoriske virkelighed.
HISTORIE
LANDSFORRÆDERNES BØRN – SKAM OG FORTRÆNGNING – BESÆTTELSEN 1940-1945 174 sider, 199 kr.
Forlaget Etnovator Anne-marie Christensens bedstefar meldte sig i 1942 til tysk krigstjeneste i Frikorps Danmark, men blev tilsyneladende uden protest fra hans side i stedet indrulleret i det egentlige SS. Bortset fra befalet tjeneste midtvejs i Schalburgkorpset i Danmark var han med på østfronten i Division Wiking til den bitre ende i 1945.
Han blev anholdt i sommeren 1945 på sin hjemegn efter at være blevet genkendt på det berømte gruppebillede af smilende schalburgfolk bragt i Billed Bladet som efterlysningsplakat — og som er bogens coverfoto.
Den korte version på historien herefter er, at han blev idømt fire års fængsel for tysk krigstjeneste i retsopgørets første del og blev benådet den 4. maj 1948. Nok var hans afregning med samfundet afsluttet med frigivelsen, men i privatsfæren begyndte et livslangt traume for landssvigerens datter med et sjæleligt invaliderende tavshedens regimente rådende i familien.
Forfatterens mor levede hele sit liv med fortrængninger og ubearbejdet skam.
Drevet af morens skam
Som barnebarn har AnneMarie Christensen følt sig drevet af morens skam og sin egen forundring over den til at beskrive de psykiske langtidsvirkninger for familien af bedstefarens tyske krigstjeneste. Det sker med antropologens metodik sat ind i en videnskabelig undersøgelsesramme.
Forfatteren sikrede sig stor foromtale af sin bog ved at postulere, at landssvigernes børn blev svigtet af samfundet og aldrig har været genstand for en egentlig videnskabelig undersøgelse. Hun kræver på baggrund heraf på det nærmeste en omskrivning af historien, så den inkluderer de brogede karakterer, der i hendes optik faktisk spiller en bevarende rolle i vores fortælling om Danmark under det tyske åg.
Problemet er bare, at Anne-marie Christensen løber åbne døre ind i den faghistoriske virkelighed, og i den disciplin er risikoen for at få overbalance betydelig. Hun bliver til barnebarnet med en sag, der skygger for realiteterne.
Det er rigtigt, at familier med det, vi i dag vil kalde posttraumatisk stress, ikke fik hjælp fra samfundet efter 1945. Men det var en anden tid, hvor man måtte klare sig selv, og omgivelserne forventede, »at man tog sig sammen«. Det gjaldt ikke alene landssvigerne, men f.eks. også familier til kzfanger, der kom hjem med De Hvide Busser (jf. Hans Sode-madsens ”De Hvide Busser”). Det er selvdestruktivt ikke at erkende, at det er meningsløst at skælde fortiden ud, fordi den ikke lever op til nutidens værdier.
Litteraturen om landssvigermiljøet er rent faktisk omfattende, og om det at være barn i en nazistisk familie under og efter Besættelsen skrev historikeren Claus Bryld i 1995 de skelsættende erindringer ”Hvilken befrielse”, hvori han bl.a. konkluderer, at enhver idé om oprejsning til de dømte vil være tom symbo- lik og vil kunne misforstås som trivialisering af nazismen.
Gennembruddet i forhold til den konsensusprægede og heroiske historieopfattelse kom med tidens fylde, og f.eks. Erik Haaests tre bøger om Frikorps Danmark vakte i 1970’erne forargelse, hvilket nok så meget skyldtes hans apologetiske tilgang, men siden fulgte bl.a. de banebrydende værker ”Under hagekors og Dannebrog” om de østfrontfrivillige, ”På den forkerte side” om landssvigerne efter Besættelsen og ”Straffelejren” om de indsatte fra specielt det tyske mindretal i den til Faarhuslejren omdøbte Frøslevlejr. Forargelsen over at beskæftige sig med ”dem på den anden side” har i årtier været afløst af interesse og åbenhed.
Bringer ikke ny indsigt
Forsoning med nazisternes børn vil ligeledes være en overflødig gestus, eftersom de ikke længere er stigmatiserede. Fædrenes synder skal ikke nedarves på børnene, men når en far efter den 9. april 1940, hvor enhver måtte vide, at den danske regering var under tysk tryk, træder over kridtstregen og går i tysk tjeneste, påfører det alt andet lige familien konsekvenser. De må bearbejdes i familien.
Anne-marie Christensens bog bringer ikke ny indsigt. Fem børn til frivillige er interviewet, hvoraf den ene er hendes mor. De fem sager er gennemsnitlige for retsopgøret, og materialet derfor spinkelt. Hun skriver selv, at hun har foretaget »et videnskabeligt validt skrab i overfladen«, og det forekommer at være for lidt til de bombastiske konklusioner og krav om omskrivning af historien, hun formulerer i konkrete spørgsmål. De minder påfaldende om de krav, der er på dagsordenen i apologeternes og revisionisternes miljø.
Som videnskabeligt skrift er det desuden problematisk, at bogen er helt uden noteapparat.
Uagtet at det intet betyder for bogens konklusioner, skal det som historisk korrektiv anføres, at den danske nazistfører Frits Clausen ikke som skrevet gik i spidsen for de danske nazister under ”Spadeslaget” i Haderslev i 1940. Han sad hjemme i Bovrup. Og når Frøslevlejren siges at være dansk administreret, er det kun rigtigt for så vidt angår forplejningssektoren. Den blev forestået af dansk fængselspersonale, som havde betinget sig at bo i barakker uden for lejren. Alt inden for pigtrådshegnet var under Ss-herredømme.