Vi elsker vort land, vores by – og alle diskussioner om dens udvikling
Vi kan ofte foranlediges til at tro, at alt var bedre i gamle dage, sagde borgmester Jacob Bundsgaard (S) i sin sankthanstale i Mårslet, Viby og Friheden.
Kære alle
Velkommen til bålfri sankthans.
Jeg undrer, om Holger Drachmann overhovedet havde tænkt den mulighed, da han skrev Midsommervisen!? At den danske sommer kunne blive så varm og solrig, at der ikke må tændes bål sankthansaften …
Men bål eller ej så samles vi her til sankthans, som traditionen foreskriver. For at synge, for i fællesskab at glæde os over sommeren, de lyse nætter og blot for det at være sammen.
Sankthansaften er et stykke kulturhistorie, en smuk gammel tradition, og den slags er vigtigt at holde fast i.
Vi har brug for faste udgangspunkter, brug for at være rodfæstede. Dét hjælper vores traditio- ner og vores historie til! Og derfor skal vi værne om dem og om den.
”Vi elsker vort Land”. Sådan indleder Drachmann Midsommervisen – og det gør vi. Elsker vores land.
Alle har vi billeder og erindringer på nethinden af lykkelige og glade stunder, stolte eller smukke øjeblikke, som vi hver især forbinder med det at være dansk og med Danmark. Det kan være fodboldhelte, danske roligans – eller noget helt andet: Bøgeskove, hvide strande ved Østjylland. Familiefester – vores kultur, vores sprog.
Og sådan skal det være – og sådan er det også med Aarhus.
Vi har alle vores erindringer om byen. Om steder og stemninger, der gjorde og stadig gør Aarhus til noget helt specielt for os, og som vi nødigt ser forandret. Vores eget personlige historiske billede af byen, som vi værner om.
Og også det er godt. Som det hedder i byrådets pejlemærke ”Fortællingen om Aarhus”, som vi i disse dage behandler politisk: ”Vi vil værne om det historiske Aarhus.” For det skal vi!
Aarhus har en stærk forankring i fortiden, der giver byen sjæl og ånd. En kerne, der får en til at føle sig hjemme. Men vi skal også passe på, at historien og vores erindringsbilleder ikke bliver en spændetrøje.
I erindringens blide lys synes verden altid at have set bedre ud, og ofte er vi også tilbøjelige til at glemme eller måske fortrænge alt det, som ikke var så godt.
Erindringen om Aarhus kan være »tyrannisk«, som biskop Henrik Wigh-poulsen for kort tid siden skrev i et indlæg i JP Aarhus om fremtidens Aarhus.
Tyrannisk forstået på den måde, at vi måske i vores kærlighed til byen kommer til at fokusere for meget på det Aarhus, der var, frem for det Aarhus, der ér, og det, Aarhus kan blive. Og vi kommer til at glemme, at Aarhus al- drig har været en statisk størrelse, men netop er blevet til den spændende smeltedigel af erhverv, handel, viden og kultur, som byen er i dag i kraft af en stadig udvikling.
Aarhus i dag har stærke miljøer inden for it, cleantech, sundhed, fødevarer, arkitektur og design. Her er gode samarbejdsmuligheder på tværs af erhvervsliv, uddannelse, forskning, offentlig forvaltning og submiljøer.
Vores kulturliv blomstrer som aldrig før. Oven på Aarhus2017 har vi lige oplevet Volvo Ocean Race, og til august kommer VM i sejlads, der vil sætte byen på den anden ende, gøre havneområdet til en kæmpe folkefest og sætte en tyk streg under, at også på dét område er Aarhus med helt fremme.
Alt sammen noget der er sket – og som sker – fordi Aarhus udvikler sig.
Ikke alt var bedre i gamle dage, og udviklingen for Aarhus har som altovervejende regel været i positiv retning – også selv om en del undervejs skabte overskrifter og skabte modstand.
Fritlægningen af åen, Aarhus Kunstmuseum, der blev til AROS, vores Musikhus … selv Den Gamle By er ikke, hvad den har været – den er blevet ”moderne” – og heldigvis for det, for den er meget bedre og meget mere, end den var
Og vi skal huske på, at uanset af hvem og hvilke synspunkter der fremsiges om Aarhus, så udspringer de alle af kærlighed til byen – af ønsket om at gøre det bedste.
Som Drachmann skrev om, at vi elsker vort land, sådan elsker vi også vores by. Og set i det lys kan alle de diskussioner, vi lige nu ser om byens udvikling, kun varme én om hjertet.
Men vi skal passe på vores erindringer, for som biskop Henrik Wigh-poulsen skrev, kan de være tyranniske – og fremtidens Aarhus skal jo netop ikke appellere til os eller til vores minder, men i langt højere grad til vores børn og unge. For det er jo dem, der er fremtiden – og dem, der skal være plads til i en by, der heldigvis fortsat vokser, og hvis indbyggertal nu nærmer sig de 350.000.
Det er de unge generationer, der skal synes, at Aarhus er en fed by at bo, uddanne sig i – og stifte familie i. Det er de unge, der skal vælge Aarhus til – på baggrund af byens kvaliteter – som fremsynet, moderne, ung, empatisk, visionær, bæredygtig og meget, meget mere. Som en by, der har brug for deres evner og kan tilbyde dem job og udfordringer.
Aarhus har en stærk forankring i fortiden, der giver byen sjæl og ånd. En kerne, der får en til at føle sig hjemme. Men vi skal også passe på, at historien og vores erindringsbilleder ikke bliver en spændetrøje.
Aarhus har i de seneste mange, mange år stået som en fremsynet, moderne by med ambitioner om at spille en rolle og kunne tilbyde alverdens muligheder – baseret på udvikling og vækst.
Det er den bærende vision for Aarhus – og den skal vi holde fast i, selv om udviklingen og forandringerne til tider går så stærkt, at man bliver forpustet og måske tvivlende. Vi skal værne om det historiske Aarhus. Men vi må ikke hænge fast i det. Aarhus vil fremad. Det er en del af byens dna!
Det er jo netop kombinationen, der gør Aarhus unik.
Fornyelse og gentænkning over for forankring og tradition gør Aarhus til den by, vi kender og holder af – og til en god by for alle. Aarhus rummer det hele, og Aarhus giver rum for det hele.
Glædelig midsommer.