Mexicansk feber i London
Åbningen af den årlige pavillon ved Serpentine Gallery er en af sommerens kulturelle begivenheder i London. Det er en stor ære for arkitekten, Frida Escobedo, der er den yngste nogensinde, og som har skabt mexicansk minimalisme midt i Kensington Gardens.
På afstand ligner byggeriet mest en sort kasse midt i den bløde, grønne natur og ser umiddelbart ikke ud af noget særligt. Tættere på kommer årets pavillon ved Serpentine Gallery i London til live i et visuelt spil mellem himmel, træer, glas, vand og sten. Det er et byggeri, der afslører mange lag, vinkler og stemninger, jo længere tid man opholder sig mellem væggene.
Den 38-årige mexicanske Frida Escobedo er i år arkitekten bag den årlige prestigefyldte pavil- lon, der er særligt skabt som midlertidigt monument midt i den grønne oase. Hvor den havner efter den 7. oktober 2018 er endnu uvist, og tidligere pavilloner er blevet til alt fra strandcafé til bryllupspavillon.
For et par år siden stod danske Bjarke Ingels bag værket, og listen over tidligere arkitekter tæller f.eks. både Olafur Eliasson, Frank Gehry, Jean Nouvel, Daniel Libeskind og andre superstararkitekter.
Frida Escobedo er kun den anden kvindelige soloarkitekt, siden Zaha Hadid stod bag den før- Frida Escobedo, arkitekt ste i 2000, og den unge arkitekts reaktion på åbningsdagen siger alt om, hvor stor æren er.
»Da jeg modtog en e-mail med overskriften "Serpentine Gallery – Invitation", gik jeg ud fra, at jeg blev inviteret til at komme på mailinglisten. Der har været så mange smukke idéer skabt af berømte arkitekter, så det var svært at komme med en ny idé.«
At det er lykkedes for det prisbelønnede talent, er anmelderne i det store hele enige om. Og Serpentine Gallerys direktører Hans Ulrich Obrist og Yana Peel kalder pavillonen "arkitektur for alle" og en "smuk harmonisk blanding af mexicansk og britisk".
Lys og luft filtreres
Med udgangspunkt i traditionelle mexicanske gårdspladser, der ofte bruger den særlige luftige mur, celosia, og med enkle materialer som tagsten og jern har hun skabt et på én gang lidt råt og drømmende udtryk. Vind og lys filtreres gennem hullerne i stenene, og lofter med spejleffekter reflekterer træer og vandet, som flyder i den ene ende takket være et svagt hældende gulv.
Mange vil muligvis studse og tro, at det en fejl i konstruktionen, men man bliver hurtigt klar over, at den lille sø er en nøje planlagt del af arkitektens idé. Rummet omslutter gæsterne med en
Stenene er vævet som et tæppe i et helt bestemt mønster.