Et vemodigt farvel efter otte år i frontlinjen i borgerkrigen i USA
Efter godt otte år i USA overlader Jørgen Ullerup stafetten i Washington til Poul Funder Larsen midt i en politisk værdikamp, der river og slider i verdens supermagt.
Det er svært at sige farvel. Washington er en fantastisk by, og otte år har sat deres spor.
Ikke blot på sidebenene efter alt for mange hamburgere og slow cooked spareribs. Også mentalt. Otte års rejse på de amerikanske landeveje har bekræftet Leonard Cohens sandhed om, at USA er en vugge for alt det bedste og alt det værste.
3,5 km fra Det Hvide Hus bor vi i kvarteret Adams Morgan, et multietnisk kludetæppe af alt det, USA byder på af farver og kulturer.
Herfra er der igennem Rock Creek Park kun en kort cykeltur ned til The Mall med monumenterne for Lincoln, Jefferson og andre af nationens fædre, hvis frihedsværdier blev globale moralske ledestjerner.
Som den eneste ikkepræsident skuer også en statue af borgerretslederen Martin Luther King ud over hovedstaden og en supermagt, der trods alle sine fine idealer ikke har sluttet fred med sig selv.
Hvis de 326 mio. amerikanere overhovedet taler sammen, skændes de i en grad, der udstiller alle de harmoniske familier i tv-reklamerne for cornflakes og vaskepulver som fake news.
Vi kom til USA, netop som Tea Party-bevægelsen begyndte at buldre mod Barack Obama, og vi fulgte valgkampen op til hans genvalg i 2012. Det var ikke en rolig periode, Kongressen spændte ben for alle forsøg på dialog, men sammenlignet med i dag var det hele nogenlunde forudsigeligt.
Vi siger farvel midt i en vild tur i rutsjebanen under en impulsiv Donald Trump, der med maniske tryk på sin Amerika Først-tweetknap skifter dagsorden time for time og vender bunden i vejret på den verdensorden, som USA så møjsommeligt har bygget op siden Anden Verdenskrig.
Amerikanerne har længe opført sig, som om de bebor forskellige planeter, og mistilliden og hadet er kun vokset under Trump.
Heldigvis maner de kloge til besindighed. Det amerikanske demokrati har altid fungeret bedst gennem tryk og modtryk.
En god ven, der var rådgiver for Bill Clinton, sammenligner USA med en supertanker. Den er så tung og besværlig at dreje, at en kaptajn kun kan ændre kursen en smule i løbet af få år. Forfatteren Jon Meacham er også fortrøstningsfuld. Han fastslår i sin nye bog ”The Soul of America”, at USA altid er kommet styrket ud af perioder med frygt, ekstremisme og racisme.
Selv med den bedste pionerånd kan det for en europæer være svært helt at greje, hvordan amerikanerne tænker. Hvorfor er det o.k. at blive ruineret, hvis man bliver syg i verdens rigeste nation ? Eller hvorfor kan en ung købe en semiautomatisk riffel, flere år før han eller hun lovligt kan drikke sin første øl?
Kampen om patentet på den amerikanske drøm raser for fuld kraft mellem konservative kræfter, der idylliserer patriotisme og gamle dyder, og dem, der som Obama vil dreje USA over i en mere europæisk velfærdsretning.
Mest højlydt er debatten selvfølgelig i den politiske osteklokke i Washington, og heldigvis er der en verden udenfor.
Vores jagt på den sam- mensatte amerikanske sjæl er gået på kryds og tværs til næsten alle stater og til alle frontlinjerne i et stadig mere ulige USA.
50 år efter borgerretsbevægelsens blodige sejre stod vi pludseligt midt i voldsomme raceuroligheder i Ferguson, Missouri, der udløste en intens debat om raceforhold i USA.
Volden viste også sit ansigt som massakrer i skoler, kirker og natklubber. Vi mødte skiftevis pårørende til ofre for meningsløs vold og tilhængere af våbenlobbyen, der brugte tragedierne til at argumentere for, at retten til at forsvare sig selv er hellig.
Vi dykkede ned i en kriseramt hvid middelklasse, hvis virksomheder i rustbæltet var flyttet til udlandet, og som blev Trumps vigtig-
Vi siger farvel midt i en vild tur i rutsjebanen under en impulsiv Donald Trump, der med maniske tryk på sin Amerika Førsttweetknap skifter dagsorden time for time.